Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

28. oktober 2025 11:01

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 27.-28. oktober 2025

5000 'parkering til ulempe', bedrageri og smykker, der savner en ejer. Her er en uddrag af døgnrapporten.

Valgplakater hang for lavt, Egedal

Mandag morgen fik politiet en anmeldelse fra en borger, som mente, at en række valgplakater ikke overholdt den rette ophængningshøjde, som er 2,3 meter over fortov og cykelsti. Ved selvsyn kunne en politipatrulje konstatere, at plakaterne ganske rigtigt sad for lavt på lygtepæle mellem vejbanen og cykelstien. Derfor fik syv kandidater til det kommende kommunalvalg en opringning, hvor de blev bedt om at få plakaterne sat i den rigtige højde.

 

Reglerne for placering af valgplakater er:

  • Skal være placeret inden for vejarealet (kørebane, fortov, cykelsti, rabat). 
  • Må ikke dække færdselstavler eller lignende. 
  • Skal hænge mindst 2,3 meter over fortov/cykelsti. 
  • Skal hænge mindst 0,5 meter fra kørebanekant og 0,3 meter fra cykelstikant. 
  • Må ikke dække eller beskadige vejtræer eller master til vejbelysning. 
  • Må ikke hænge på motorveje, motortrafikveje eller strækninger med hastighedsgrænse over
  • 60 km/t
  • På private fællesveje i byområder må de kun hænge på gadebelysningsmaster. 

 

Parkering til ulempe, Gentofte

Klokken 9.48 fik politiet en anmeldelse om en bil, der holdt med smadret bagrude på Liljevej. Politiet fik fat i ejeren af bilen, der lovede at flytte bilen.

Politiet får dagligt en lang række anmeldelser om biler, varevogne, trailere og andre køretøjer, som holder parkeret på en måde, så de er til gene for andre billister, beboere, der gerne vil ud af deres indkørsel eller fragtfolk, som skal aflevere varer. I dag nåede vi 5000 anmeldelser indtil videre i 2025 inden for kategorien ”Parkering til ulempe.” Så gør hinanden og os en tjeneste og vær opmærksom på, hvor du parkerer.

 

Smykkefund, Snekkersten

Mandag eftermiddag blev der fundet en taske fyldt med smykker under noget haveaffald på en genbrugsstation på Kølen i Snekkersten. Smykkerne består primært af guld og guldlook samt perlesmykker. Smykkerne er fundet i en sort taske, og i tasken lå der også en mindre hvid Burberry-taske. Vi vil gerne i kontakt med smykkernes ejer eller personer, der kan have oplysninger om, hvem ejeren af smykkerne er. Hvis du mener, at smykkerne tilhører dig – eller nogen du kender – bedes du kontakte sagsbehandleren, Emil, på mailadressen ECH018@politi.dk og henvise til smykkerne.

 

smykker

 

Bedrageri, Ølsted

En 87-årig kvinde fra Ølsted blev mandag eftermiddag udsat for bedrageri. Kvinden blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Nordea, og som fortalte, at der var mistanke om misbrug af hendes konto. Manden forklarede, at en bankmedarbejder ville komme forbi og hente hendes kort.
Kort efter dukkede en mand op på adressen, og efterfølgende blev der hævet 15.000 kroner fra kvindens konto. Kvinden forklarede, at hun ikke selv havde udleveret kortet, men at det lå i hendes lomme, hvor manden må have taget det fra.

 

Færdselsuheld, Holte

En 30-årig mand fra Malling kørte klokken 17.47 sydpå ad Kongevejen i Holte, hvor han kørte frem for rødt lys i krydset ved Rudemarken. Her påkørte han en 78-årig kvinde fra Virum, der kørte nordpå ad Kongevejen og var ved at svinge til venstre mod Rudemarken for grønt lys.
Kvinden blev kastet over i et lyssignal, og al trafik blev midlertidigt standset. Begge parter slap heldigvis uskadt. Den 30-årige blev testet positiv for amfetamin og blev taget med til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve.

 

Bedrageri, Frederiksværk

En 88-årig mand fra Frederiksværk blev mandag aften udsat for bedrageri. Manden blev ringet op af en person, der udgav sig for at være fra Jyske Bank, og som fortalte, at der var overført 8.500 kroner til en person i Stockholm.
”Bankmedarbejderen” forklarede, at en kollega ville komme forbi for at kontrollere pengesedlernes serienumre. Kort efter dukkede en mand op, der præsenterede sig som Thomas fra Nordea, og forklarede, at Nordea og Jyske Bank samarbejdede i sager af den type. Han tog billeder af anmelders kontanter – i alt 31.650 kroner – og forlod stedet.
Senere ringede den falske bankmand igen, og endnu en mand dukkede op på adressen. Også han tog billeder af pengene og gik derefter ud til en varevogn, hvor han påstod, at han havde en maskine, der kunne tælle og kontrollere sedlerne. Da anmelderen kort efter gik ud, var både manden og varevognen forsvundet. Manden kontaktede herefter politiet og Jyske Bank.

 

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

27. oktober 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 26.-27. oktober 2025

Tyveri, bedrageri og spritkørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten.

24. oktober 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 23.-24. oktober 2025

Narkosalg, tyveri og spritkørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

23. oktober 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 22.-23. oktober 2025

Hashsalg, flugtbilist og narkokørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten.