Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 04.-05. december 2024
Spirituskørsel, trafikulykke og overfald. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Sigtet for spirituskørsel, Jægerspris
En 37-årig mand uden fast adresse blev onsdag eftermiddag klokken 15.23 sigtet for spirituskørsel. Manden blev standset på Fjordlandsvej, hvor en anden bilist vurderede, at den 37-åriges kørsel var så uhensigtsmæssig, at han kontaktede politiet.
Mand mistede livet i trafikulykke
En 37-årig mand fra Smørum mistede onsdag eftermiddag livet i en trafikulykke på Isterødvejen. Ulykken skete klokken 16.30, da den 37-årige af indtil videre ukendte årsager pludselig kom over i modkørende vognbane, hvor han stødte sammen med en lastvogn. Chaufføren i lastvognen, en 44-årig mand fra Herlev, blev efter ulykken indlagt på hospitalet. Af hensyn til tavshedspligten kan Nordsjællands Politi ikke give oplysninger om den 44-årige mands tilstand.
Parfumetyv pågrebet, Kgs. Lyngby
Onsdag eftermiddag omkring klokken 17 blev en 49-årig udenlandsk mand pågrebet, da han stjal flere flasker parfumer fra Magasin. Manden havde lagt parfumerne i en særlig pose, som skulle forhindre alarmerne på parfumerne i at blive aktiveret, men blev opdaget af vagter på stedet.
Smadrede rude, Gørløse
Onsdag aften blev et rude i en dør på Strøvej smadret. Et vidne så to personer i mørkt tøj løbe fra stedet. Hærværket skete klokken 21.25.
Blev overfaldet af indbrudstyv, Espergærde
En 40-årig mand fra Fredensborg blev kort før midnat onsdag aften overfaldet af en indbrudstyv. Manden havde kort forinden overrasket to indbrudstyve på Kobbervej, hvorfra de stak af. Umiddelbart efter vendte den ene tilbage, og da den 40-årige opdagede tyven, forsøgte han at tilbageholde ham. Det fik tyven til at trække en kniv og stikke den 40-årige mand i maven. Ud fra oplysninger i sagen, kom han ikke alvorligt til skade. Tyven flygtede herefter fra stedet i retning mod et grønt område. Nordsjællands Politi efterforsker sagen og har for øjeblikket ikke flere oplysninger at give.