Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 4.-5. maj 2025
Hest ramt af bil og uheld med ukrudtsbrænder. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Hest ramte bil, Græsted
Klokken 8.47 fik politiet en anmeldelse om, at en bil havde ramt en løbsk hest på Esrumvej. Billisten var ikke kommet til skade, men hesten havde pådraget sig kvæstelser, som betød, at en dyrlæge måtte aflive den.
Ukrudtsbrænder brand, Hillerød
Søndag eftermiddag klokken 16.47 fik politiet en anmeldelse om en brand i et skur på Hulvejen. Branden bredte sig til en carport, hvor en bil også blev offer for flammerne. Tidligere på dagen var der benyttet en ukrudtsbrænder i haven og omkring skuret og carporten, og det mistænkes, at ukrudtsbrænderen har forårsaget branden.
Brand: Ukrudtsbrændere brænder ikke altid kun ukrudtet af
Ukrudtsbrændere er populære, når mælkebøtter og skvalderkål skal bekæmpes. Men ukrudtsbrændere er desværre ofte årsag til, at der går ild i hække, skure og huse. Hvis din brug af en ukrudtsbrænder medfører brand, risikerer du at blive sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven, hvilket kan koste en bøde på X kroner.
Sådan undgår du at brænde andet end ukrudt af:
- Undgå brug af ukrudtsbrænderen i tørkeperioder og i blæsevejr.
- Selvom det hedder en ukrudtsbrænder, er det nok kun at svitse ukrudtet til bladende begynder at krølle sig sammen
- Brug kun ukrudtsbrænderen, når planterne og omgivelserne er fugtige. Vand evt. området, inden du går i gang
- Sørg for at have brandslukningsudstyr i nærheden. Det kan være en fyldt vandkande, en spand, en vandsprøjte eller en pulverslukker.
- Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
- Pas på skjulte gløder
- Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
Læs flere gode råd om ukrudtsbrændere hos Beredskabsstyrelsen: https://www.brs.dk/da/borger/forebyg-brand/brandsikker-bolig/ukrudtsbrander/