Uddrag af døgnrapport 09. - 10. juli 2019
Unge brød ind på hotelværelse, biler udsat for hærværk, narko- og spritbilister. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Fire unge sigtet for husfredskrænkelse
Helsingør: Fire unge, to 23-årige mænd fra Helsingør og to kvinder på 19 og 20 år fra henholdsvis Kokkedal og København, blev mandag morgen klokken 07.49 anholdt og sigtet for husfredskrænkelse efter, at de uberettiget havde skaffet sig adgang til et værelse på Hotel Sleep Tonight. De fire var tidligere blev afvist, da de kom ind på hotellet for at få et værelse, men valgte i stedet at bryde ind på et værelse. De blev alle fire løsladt igen efter endt afhøring.Flere biler udsat for hærværk
Charlottenlund: Fire-fem biler er mellem klokken 20.00 mandag aften og klokken 06.30 tirsdag morgen blevet udsat for hærværk. Bilerne har alle stået parkeret på Efterårsvej, hvor en eller flere ukendte gerningsmænd blandt andet har sparket sidespejlene i stykker.Rat stjålet
Charlottenlund: Fra en Mercedes, som holdt parkeret på Skovshovedvej, er der mellem mandag klokken 20.00 og tirsdag klokken 07.30 stjålet et rat. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.Kørte uden kørekort
Allerød: En 23-årig udenlandsk mand lod sig ikke begrænse af, at han ikke havde taget kørekort. Han satte sig alligevel bag rattet, men blev standset i Smedegyden, hvor han blev sigtet for kørsel uden førerret.Knallert og cyklist stødte sammen
Farum: En 70-årig kvinde på Farum blev tirsdag eftermiddag kørt til behandling på sygehuset efter færdselsuheld, hvor hun og en 59-årig mandlig knallertkører, også fra Farum, stødte sammen. Uheldet skete klokken 15.03 på Farum Bytorv, hvor kvinden kom cyklende og ville svinge til venstre, og de to derved stødte sammen.Unge butikstyve snuppet
Hillerød: To drenge på 13 år fra Hillerød blev tirsdag eftermiddag klokken 15.28 taget for butikstyveri i Bilka i Slotsarkaderne. Her havde de to blandt andet stjålet en oplader og en powerbank. De to drenges forældre blev kontaktet, ligesom Hillerød Kommune vil blive underrettet om episoden.Spritbilist standset
Kgs. Lyngby: En 48-årig mand fra Søborg blev tirsdag aften klokken 20.11 standset og sigtet for spirituskørsel. Manden blev standset på Nøjsomhedsvej og blev taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, der skal fastlægge hans nøjagtige promille.Spritbilist påkørte politibil og stendige
Hornbæk: En 23-årig mand med ukendt adresse påkørte tirsdag aften klokken 22.33 en politibil og et stendige. Manden var beruset og havde intet kørekort, og i et forsøg på at undgå at blive standset af politiet, påkørte han en patruljevogn, hvorefter han fortsatte ind i et stendige på Søren Kannes Vej. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, kørsel uden førerret og vold mod tjenestemænd. Han blev taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal klarlægge hans promille og om han også var påvirket af euforiserende stoffer.Bil udbrændt
Helsingør : En Audi udbrændte ved midnatstid natten til onsdag på Hestens Bakke. Bilen skal nu undersøges nærmere for at fastlægge brandårsagen.Motorcyklist sigtet for narkokørsel
Tisvildeleje: En 31-årig mand fra Helsinge blev klokken 00.21 natten til onsdag standset i Tisvilde Bygade. Manden kørte motorcykel, selvom en narkometertest viste, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Det blev han sigtet for, ligesom han blev taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal vise hans nøjagtige påvirkelsesgrad.Narkobilist uden kørekort
Kgs. Lyngby: En 22-årig mand fra Allerød valgte natten til onsdag at sætte sig bag rattet på trods af, at han var påvirket af euforiserende stoffer og ikke havde noget kørekort. Manden blev standset klokken 00.30 på Skovbrynet, hvor en narkometertest gav udsalg for kokainpåvirkning. Den 22-årige blev sigtet for at køre uden førerret samt kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer og blev kørt på hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal vise hans nøjagtige påvirkelsesgrad.
Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 9. - 10. juli 2019