Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

17. januar 2019 10:50

Uddrag af døgnrapport 16. - 17. januar 2019

16-årig anholdt for indbrud, kvinde befamlet og eftersættelse af narkobilist. Her er dagens uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

Bil overhældt med maling, Birkerød

Klokken 07.51 anmeldte en 64-årig mandlig bilejer, at der mellem tirsdag klokken 18.00 og onsdag klokken 07.45 var hældt sort maling udover hans bil på Hestkøblund. Det lignede, at det var hældt på bilen oppefra. 

 

Tyveri af værktøj fra biler, Frederikssund og Stenløse

Mellem tirsdag klokken 16.00 og onsdag klokken 06.00 blev bagdøren på en varebil på Lokesvej i Frederikssund opbrudt med et koben eller lignende, og fra bilen blev der stjålet kasser med værktøj. Forholdet blev anmeldt klokken 08.12.

Også på Gartnervænget i Stenløse blev der stjålet værktøj fra en varebil. Det skete mellem tirsdag klokken 21.00 og onsdag klokken 07.00 ved underboring af låsen på døren i passagersiden. Herfra fik gerningsmanden adgang til varerummet. Anmeldelsen indløb klokken 11.04.

 

Knuste bilruder, Espergærde og Hillerød

På Mindevej i Espergærde blev bagruden på en personbil knust med en sten. Forholdet blev anmeldt af bilens ejer, en 48-årig mand fra området, klokken 08.24, men rudeknusningen skete mellem tirsdag klokken 18.30 og onsdag klokken 08.20.

En sten blev også brugt til at knuse forreste rude i højre side på en personbil på Klostervej i Hillerød. Anmeldelsen, som blev foretaget af bilens ejer, en 71-årig kvinde fra området, indløb klokken 08.41, men forholdet skete mellem mandag klokken 11.00 og onsdag klokken 08.15.

 

Anholdt for indbrud, Værløse

En anmeldelse indløb klokken 10.22 om, at en bil omkring Pilevænget med to passagerer virkede mistænkelig. En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilen ikke længere var at se. Efter en kort rundering fik patruljen øje på en modkørende bil, som svarede til beskrivelsen. Da føreren af bilen så patruljevognen, satte han farten kraftigt op, hvorefter patruljen kørte efter. På Poppel Alle mistede føreren herredømmet over bilen og påkørte en parkeret bil. Både føreren og passageren flygtede fra stedet, men det lykkedes politiet at fange føreren af bilen efter en kort eftersættelse til fods. Her blev han sigtet for indbrud, idet han ikke kunne gøre rede for sin færden i området, og da hans påklædning svarede til signalementet på gerningsmanden for et indbrud begået på Teglbrændertoften kort forinden. 

Ved en efterfølgende undersøgelse af bilen, blev der fundet et koben med dimensioner, der passede til de opbrudsmærker, der blev fundet på gerningsstedet.

Føreren af bilen, som er 16 år og fra Herlev, fremstilles torsdag i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. 

 

Forfulgt af mand, Birkerød

En 47-årig kvindelig anmelder fra Birkerød oplyste klokken 11.33, at hun onsdag den 9. januar omkring klokken 22.30 følte sig forfulgt af en mand, A, i området omkring Birkerød Station. Kvinden gik af Kajerødvej og lagde mærke til A, som gik på det modsatte fortov og i modsat retning. Da de var ud for hinanden, skiftede A retning og fulgte efter den 47-årige kvinde med 50-100 meter imellem. Kvinden gik herefter ned ad Birkevej, og Henrik Thomsens Vej, og A fulgte fortsat efter hende. Da kvinden gik videre til Brandt Vænge, var A pludselig væk.

A beskrives som: Mand, nordeuropæisk af udseende, 35-60 år, 175-185 cm. og almindelig af bygning. Iført halvlang frakke og hue. 

 

Færdselsuheld, Rungsted Kyst

På Rungstedvej skete der klokken 12.06 et færdselsuheld. Part 1, en 49-årig kvindelig bilist fra Rødovre, kørte ad Vallerød Banevej i sydlig retning og påkørte i krydset ved Rungstedvej part 2, en kvinde på 76 år bosiddende i Hørsholm, som cyklede ad Rungstedvej i vestlig retning. Part 2 pådrog sig skrammer i ansigt og på armene og blev kørt til tjek på hospitalet.

 

Mand befamlede og fulgte efter kvinde, Charlottenlund

Mellem klokken 12.30 og 12.54 oplevede en 52-årig kvinde fra Charlottenlund, at en mand, A, i toget fra Klampenborg Station satte sig overfor hende og flere gange tog hende på lårene. På Ordrup Station stod kvinden af, hvorefter A fulgte efter hende. Da kvinden nåede sit bestemmelsessted på Ordrup Jagtvej og gik ind i opgangen, begyndte A at sparke til døren, således at ruden gik i stykker. Manden forlod herefter stedet i retning mod Ordrup Station. En patrulje blev sendt til området, men manden var ikke længere at finde.

A beskrives som: Mand, ca. 30 år, 165-170 cm., almindelig af bygning, østeuropæisk af udseende, hvid i huden, kort brunt hår og med et lyst fipskæg fra underlæben til hagen. Iført brun ruskindsjakke og lyse cowboybukser. Talte fremmedsprog.

 

Eftersættelse af narkobilist, Farum

Klokken 16.55 standsede en patrulje i Farum en personbil med fire passagerer og fik kontakt til føreren, som dog undkørte fra stedet. Patruljen eftersatte derfor køretøjet på en strækning på Hillerødmotorvejen mod København. Da bilen blev bragt til standsning ved afkørsel 2 viste det sig, at føreren af bilen, en 32-årig mand fra København, var narkopåvirket, og han blev derfor sigtet for at køre bil under indflydelse af euforiserende stoffer. Desuden fik føreren også flere sigtelser for at køre over for rødt lys under undkørslen fra politiet.

 

Cykeltyveri, Farum

Hos en cykelforretning på Farum Hovedgade skete der klokken 17.55 et cykeltyveri, idet en mand, A, tog en cykel, som forretningen opbevarede med henblik på reparation. A var nødt til at løbe med cyklen, da den ikke kunne køre, og forsvandt bag en nærliggende Netto.

A beskrives som: Mand, 25-35 år, 185-190 cm., kraftig af bygning, østeuropæisk af udseende, brun i huden og med mørkt skæg. Iført sort arbejdstøj og sort hættetrøje.

 

Generende adfærd, Skodsborg

Mellem 19.08 og 19.31 indløb der flere anmeldelser om, at der befandt sig en mand ved Skodsborg Station, som generede forbipasserende og virkede truende. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til manden, som blev bortvist fra stedet.

 

Aggressiv adfærd i bil, Birkerød

Klokken 20.03 indløb der anmeldelse om, at føreren, en mand på 27 år og fra Esbjerg og hans passager, en 25-årig mand fra Vejen, kom kørende af Birkerød Kogevej, da en personbil med en kvindelig fører, A, og mandlig passager, B, kom kørende ud fra McDonalds og i den forbindelse overså deres vigepligt, således at den 27-årige mand var nødt til at bremse hårdt op. Den mandlige passager, B, steg ud af bilen og begyndte at kaste burgere og sodavand efter den 27-åriges bil, ligesom han også rev i førerdøren og slog på forruden. Den kvindelige fører, A, havde blokeret for vejen med bilen, så den 27-årige mand var nødt til at køre uden om for at komme væk.

Efter lidt tid bemærkede den 27-årige, at bilen med A og B fulgte efter ham, Herefter hørte han en høj lyd, da en lighter blev kastet mod bilen, og kørte ind til siden. Her steg B igen ud af bilen, råbte af den 27-årige mand og truede med at slå. Den 27-årige fik dog beroliget B, og parterne kørte hver til sit.

De to personer i bilen beskrives som:

A: Kvinde, 30-40 år, almindelig af bygning, dansk af udseende, hvid i huden med langt lyst hår.

B: Mand, 30-40 år, 180-190 cm., kraftig af bygning, dansk af udseende, hvid i huden med fuldskæg og mellemlangt brunt hår, som var sat op i en knold. Iført grå hættetrøje med ukendt skrift, sorte Mascot arbejdsbukser. Talte dansk.

 

Bil rullede rundt, Helsingørmotorvejen

Ved afkørslen til Humlebæk skete der på Helsingørmotorvejen klokken 22.34 et færdselsuheld, idet en bil pludselig rullede rundt og endte halvt i græsrabatten og halvt i nødsporet. To personer, herunder føreren, som er en 22-årig mand fra Helsingør, kom selv ud af bilen og var ikke interesserede i at modtage hjælp. Da en anden bil fulgtes med den forulykkede bil og standsede i forbindelse med ulykken, er der formodninger om, at de kørte ræs, men dette kunne ikke med sikkerhed slås fast, og der blev derfor ikke gjort yderligere. 

 

Butikstyveri, Frederikssund

En 40-årig kvinde fra Gilleleje blev klokken 23.34 tilbageholdt i Netto på Holmensvej, hvor hun havde stjålet varer for ca. 500 kroner. En patrulje blev sendt til stedet, hvor kvinden blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

 

Kørte med hash i blodet, Hillerød

På Roskildevej blev en 25-årig mandlig bilist fra Valby standset klokken 00.05. En narkometertest viste, at han havde kørt bil, mens han var påvirket af hash, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer. I forbindelse med anholdelsen blev den 25-årige mand også fundet i besiddelse af hash, hvilket han derfor også blev sigtet for.

 

Indbrud i restaurant, Stenløse

I en restaurant på Byvej var der klokken 03.10 indbrud, og en mand kunne på overvågningen ses gå rundt indenfor. En patrulje blev sendt til stedet, men manden var ikke længere at finde i området. Der blev umiddelbart ikke stjålet noget ved indbruddet.

 

Indbrud anmeldt den 16. - 17. januar 2019 i Nordsjællands politikreds

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

23. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 22.- 23. april 2024

Mand anholdt for tyveri fra byggeplads. Voldsom brand i ejendom og trusler mod borgere og politiet. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

22. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 21.- 22. april 2024

Færdselsuheld, narkokørsel og butikstyveri. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

19. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 18.- 19. april 2024

Tyveri, spirituskørsel og brand. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.