Uddrag af døgnrapport 29. - 30. april 2019
Tyveri fra biler, narko- og spritbilister samt et groft overfald på en 58-årig kvinde. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Værktøj stjålet fra bil
Kgs. Lyngby: Fra en Volkswagen Transporter, som holdt parkeret på Nørregade, er der i dagene fra mandag den 15. april til mandag den 29. april stjålet slibemaskiner, en overfræser, en dyksav, en stiksav, skruemaskiner samt andet værktøj. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse bilens bagrude.Mand set ved indbrudsforsøg
Hellerup: En mulig gerningsmand blev onsdag morgen set af et vidne i forbindelse med et indbrudsforsøg i en lejlighed på Duntzfelts Allé. Manden beskrives som værende i 30’erne, skandinavisk af udseende185 cm høj, kraftig til muskuløs af bygning med kort, maskinklippet hår. Han var iført afslappet fritidstøj og bar på en aluminiumsstige.Stjal vintage tøj og tasker
Hellerup: Fra Vintage Market er der i fredags mellem klokken 11.00 og 13.00 stjålet en minkpels samt en designertaske og en nederdel. I forbindelse med tyveriet er der set en mand og en kvinde, der beskrives således: A, mand, østeuropæisk af udseende, 45-50 år, 190-195 cm høj og almindelig af bygning, hvid i huden, brunt, mellemlangt hår, iført brun kort læderjakke og solbriller med brunt glas. B, kvinde, østeuropæisk af udseende, 40-45 år, 165-166 cm høj, almindelig af bygning, hvid i huden, lyst, langt hår, engelsktalende og iført hvid læderjakke samt mange store smykker.Gasdetektorer stjålet fra bil
Snekkersten: Fra en Ford Transit er der mellem fredag den 26. april og mandag den 29. april klokken 08.00 stjålet et termokamera samt to gasdetektorer. Tyven er kommet ind i bilen ved at bore et hul over håndtaget på døren.To personer opdaget, da de forsøgte at bryde ind
Helsingør: To mænd blev mandag formiddag klokken 09.50 opdaget, da de forsøgte at afliste en terrassedør på Hovmarken, og flygtede herefter fra steder. De beskrives begge som 18 år, mellemøstlige af udseende, 160-170 cm høj, spinkle af bygning, brune i huden. Den ene var iført rød hættetrøje og den anden var iført sort hættetrøje.Kørsel uden førerret
Jægerspris: Klokken 10.50 blev en 36-årig mandlig bilist fra lokalområdet standset på Nørhaven og bedt om at fremvise et kørekort. Den opgave kunne han dog ikke løse, idet han ikke havde nogen førerret, hvorfor han blev sigtet for forholdet.Kørsel i påvirket tilstand
Jægerspris: Klokken 12.00 blev en 23-årig mandlig bilist fra Hvidovre standset og kontrolleret på Strandgaardsvej. Under kontrollen fik bilisten narkometeret til at slå ud for cannabis, og han blev derfor kørt til udtagning af en kontrollerende blodprøve. Derudover blev den 23-årige fundet i besiddelse af en mindre mængde hash.Tyveri fra svømmehal
Birkerød: Klokken 12.23 anmeldte en far på vegne af sin søn, at sønnen under et besøg i Birkerød Svømmehal imellem klokken 10.45 og 11.50 havde fået stjålet sin mobiltelefon. Der skulle muligvis også være andre besøgende i svømmehallen, der havde fået stjålet computere og telefoner.Nogle gæster i svømmehallen havde set tre unge mænd forlade svømmehallen, som muligvis kunne være gerningsmændene. De tre beskrives som mænd imellem 17 og 19 år. Derudover beskrives de som:
A: Med brunt hår og hvid jakke
B: Iført beige jakke og mørkeblå kasket
C: Havde langt brunt hår
Tyveri fra gymnasium
Lyngby: Klokken 12.43 blev det anmeldt, at adskillige elever fra en klasse på Lyngby Gymnasium imellem klokken 12.15 og 12.35 havde fået stjålet computere og telefoner fra klasseværelset.Kørsel uden førerret
Snekkersten: Klokken 13.38 blev en 30-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Strandvejen. Her viste det sig, at manden havde sat sig bag rattet, selvom han ikke havde tilegnet sig retten til at føre bil.Tab af tønde
Gentofte: Klokken 15.40 tabte et køretøj en tønde med væske i krydset Nybrovej/Sandtoften, således væsken løb ud på vejbanen. Væsken kunne være giftig at indånde, og området blev derfor afspærret kortvarigt, imens brandvæsnet ryddede op. Ingen personer kom til skade under hændelsen.Ild i køkken
Birkerød: Klokken 16.27 blev der anmeldt brand fra Magnoliavej, hvor der var opstået ild i et køkken. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik styr på branden. Branden er formentlig opstået på grund af et tændt komfur efterladt uden opsyn, og en 19-årig kvinde blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Der skete ingen personskade i forbindelse med branden.Falsk hjemmehjælper på spil
Fredensborg: Ved at udgive sig som hjemmehjælper skaffede en kvinde sig mandag eftermiddag klokken 14.06 adgang til en lejlighed på Chrst. Boecksvej. Her stjal kvinden et guldarmbånd. Den falske hjemmehjælper beskrives som en kvinde, østeuropæisk af udseende, 42-47 år, 165-170 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden med mellemlangt, brunt hår der var flettet og rullet op. Hun havde en piercing i næsen, iført spraglet tøj og havde et sjal og en rygsæk med sig.Uenighed om haveaffald førte til skub
Hillerød: En 73-årig kvinde anmeldte mandag aften, at hun om formiddagen mellem klokken 10.45 og 11.00 var blevet skubbet af en mand, så hun faldt og slog hovedet ned i asfalten på Rytterstien, da hun konfronterede ham med, at han ikke havde fjernet hendes haveaffald.Golfudstyr stjålet fra bil
Ålsgårde: Fra en Toyota Auris, der holdt parkeret på Thorsvej, er der mellem søndag klokken 17.00 og mandag klokken 15.00 stjålet to golfsæt, handsker samt vognholdere.26-årig kvinde overfaldet
Frederikssund: En 26-årig kvinde fra Frederikssund blev mandag aften klokken 19.25 overfaldet, da hun kom gående på p-pladsen ved Dalskrænten sammen med en veninde. Her kom en mand kørende, steg ud af bilen og slog kvinden i baghovedet flere gange. En 41-årig mand, også fra Frederikssund, er mistænkt i sagen.Fik stjålet pung
Frederikssund: En 88-årig kvinde fik mandag ved middagstid stjålet sin pung, da hun ville hjælpe en fremmed kvinde med at finde et telefonnummer. Den fremmede kvinde ringede på hos den 88-årige på Gefionsvej og spurgte om telefonnummeret til den 88-åriges nabo. Og da den 88-årige kvinde lukkede hende ind, så den fremmede kvinde sit snit til at stjæle den 88-åriges pung. Kvinden beskrives som dansk af udseende, 20-30 år, 155-165 cm høj og almindelig af bygning med brunt, mellemlangt hår.Spritbilist standset
Fredensborg: En 42-årig mand fra Nivå blev mandag aften klokken 20.36 standset, da han kom kørende i sydgående retning på Helsingrmotorvejen. Her viste et pust alkometeret, at han var spirituspåvirket udover det tilladte.Groft overfald på 58-årig kvinde
Tisvildeleje: En 58-årig kvinde blev natten til tirsdag udsat for et groft overfald i sit hjem i Tisvildeleje. Kvinden måtte efterfølgende flyves med helikopter til hospitalet, hvor hendes tilstand betegnes som kritisk. Nordsjællands Politi vil gerne høre fra vidner og beder alle, som har set eller hørt noget usædvanligt, fx personer, biler eller lyde, i området omkring Aspevej fra midnat og frem til klokken 03.30 om at kontakte 114.
Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 29. - 30. april 2019