Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

31. juli 2019 11:00

Uddrag af døgnrapport 30. - 31. juli 2019

Væltet traktor til gene for trafikken, anholdelse af formodede indbrudstyve og 28-årig truet til at udlevere sine bilnøgler. Her er dagens uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

Røgudvikling på skoletag, Charlottenlund

Klokken 08.52 indløb der anmeldelse om, at tagkonstruktionen på Skovshoved Skole var blevet antændt i forbindelse med, at nogle håndværkere var i gang med at lægge nyt tag på skolen. Da der blev konstateret røgudvikling, blev de få elever og personale, som var på skolen, evakueret. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor håndværkerne i mellemtiden selv havde fået slukket ilden. 

 

Væltet traktor spærrede for trafikken, Gørløse

På Stationsvej væltede en traktor klokken 09.35 i rundkørslen, hvilket bevirkede, at det inderste spor blev spærret til gene for trafikken. En patrulje kørte til stedet for at afspærre i forbindelse med oprydningsarbejdet, som pågik i nogle timer efter uheldet.

 

Stjal reklamejakke fra udstilling, Kgs. Lyngby

To personer kom klokken 12.25 ind i Formula Automobile på Lundtoftegårdsvej og stjal en Maserati reklamejakke, som var udstillet i butikken.

Den ene person beskrives som: ikke etnisk dansk af udseende, 25-30 år, 175-185 cm, spinkel af bygning, brun i huden og med kort sort hår. Iført halsedisse. Talte dansk.

 

Gaslæk, Stenløse

Klokken 12.49 indløb der anmeldelse om gaslæk på Rosenhaven. Patruljer kørte til stedet for at afspærre de nærliggende veje. Klokken 14.18 var der slukket for gassen, og afspærringerne blev ophævet. Ingen personer var ved gaslækket i fare.

 

Spirituskørsel, Lynge

En 41-årig mandlig bilist fra Lynge blev klokken 13.53 standset af en patrulje på Vassingerød Bygade. Her viste et alkometer, at den 41-årige havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. En blodprøve blev udtaget og skal nu fastslå den eksakte promille.

 

Eftersættelse af stjålet bil, Gilleleje

Klokken 15.05 blev en personbil stjålet med rette nøgle, som gerningsmanden forinden havde stjålet fra ejerens arbejdsplads på Fiskerengen. Idet bilen efterfølgende udsendte GPS-koordinater, eftersatte politiet det stjålne køretøj. Undervejs i eftersættelsen kørte gerningsmanden så hurtigt, at patruljevognene mistede ham af syne. GPS-koordinaterne kunne dog fortsat følges, og køretøjet fortsatte ind i Københavns Vestegns politikreds, hvor den blev fundet efterladt i Herlev. Vidner havde set bilens fører og passager forlade stedet på en knallert, men på trods af politiets eftersøgning i området, var de to personer ikke at finde.

Føreren af bilen beskrives som: mand, ca. 20 år, dansk af udseende. Iført blå trøje med hvid stribe.

Bilens passager beskrive som: mand, ca. 20 år, arabisk af udseende, kraftig af bygning. Iført mørkt tøj.

 

Sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, Helsingør

Klokken 16.25 ransagede politiet en bolig på Lerbakkevej. Ransagningen viste, at beboeren på adressen, en 44-årig kvinde, var i besiddelse af flere joints og en moderat mængde hash, hvilket hun blev sigtet for.

 

Indbrud i lejlighed, Hundested

På Pilealle henvendte en kvinde sig klokken 16.00 til en 92-årig kvindelig beboer og udgav sig for at være fra hemmeplejen. Kvinden fortalte den 92-årig, at hun skulle udlevere et kontantbeløb, så kvinden kunne købe medicin til hende. Det afviste beboeren, hvorefter kvinden forsvandt fra lejligheden. 

Kvinden beskrives som: dansk af udseende, 25-30 år, 160-65 cm, almindelig af bygning, hvid i huden. Iført blåblomstret kjole med bare skuldre og bar et tørklæde på hovedet. Talte dansk.

 

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 19.11 blev en 61-årig kvinde fra Sverige standset i Føtex på Stürups Plads, da hun havde stjålet en plaid samt en flaske spiritus fra butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor kvinden blev anhold og sigtet for butikstyveri.

 

Truet til at udlevere sine bilnøgler, Kgs. Lyngby

Omkring klokken 23.00 parkerede en 28-årig mand sin bil på en parkeringsplads på Trongårdsvej. Ud for indgangen til Trongårdsskolen kom en mand pludselig op til ham og truede ham med en kniv til at udlevere sine bilnøgler. Manden løb herefter hen til den 28-åriges bil og kørte fra stedet i ukendt retning. 

Manden beskrives som: 18-19 år, ca. 170 cm, afrikansk af udseende, spinkel af bygning. Iført sort løstsiddende tøj og kasket. Medbragte kniv. 

 

Rutinemæssig standsning af bil førte til anholdelse af formodede indbrudstyve, Frederiksværk

En patrulje standsede klokken 02.45 en bil på Hermannsgade med to personer i. Ved en visitation af de to personer kunne det konstateres, at føreren af bilen, en 19-årig mand fra Halsnæs, ikke havde førerret og var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. En visitation viste, at passageren, en 18-årig mand fra Halsnæs, var i besiddelse af en mindre mængde kokain, hvilket han blev sigtet for. 

Patruljen fandt i forbindelse med ransagning af bilen genstande, som kunne forbindes til et indbrud på Frederiksværkvej den 19. juli, og de to mænd blev derfor også anholdt og sigtet for dette.

 

Indbrud anmeldt den 30. - 31. juli 2019 i Nordsjællands politikreds

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

22. maj 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. - 22. maj 2025

Flere overtrædelser af beredskabsloven, narkofund og beslaglagt bil. Her er et uddrag af døgnrapporten.

21. maj 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. - 21. maj 2025

Besiddelse af hash, Red Bull tyv og kontaktbedrageri. Her er et uddrag af døgnrapporten.

20. maj 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 19.-20. maj 2025

Brand, høj musik og ko på afveje. Her er et uddrag af døgnrapporten.

Vi beklager. Dette indhold kan ikke vises.