Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

11. december 2019 10:33

Uddrag af døgnrapporten 10.-11. december 2019

Færdselsuheld, røveri og to anholdt for forsøg på tyveri fra personbil. Her er dagens uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands politikreds

Forsøg på indbrud, Slangerup

Klokken 07.05 kunne en anmelder se en person forsøge at smadre en rude med et koben i en kontorbygning på Kongensgade.

En patrulje blev straks sendt til stedet, hvor det ved ankomsten kunne konstateres, at det yderste lag i en rude var blevet knust, men at gerningspersonen ikke var kommet ind. Gerningspersonen var ikke længere på stedet, og denne blev ikke udfundet trods rundering i området.

Anmelder beskriver gerningspersonen som: Formentlig mand, cirka 175-180 cm høj, almindelig af bygning. Iført mørk hættetrøje, lyse bukser. Medbragte et koben. Løb i østlig retning af stisystem.

Mistænkeligt forhold, Helsingør

Tirsdag klokken 07.42 anmeldte en mor på vegne af sin datter, at datteren havde observeret en mand, der havde stået og kigget ind i deres bolig på Midgårdsvej. Da manden følte sig opdaget, stak han af. Anmelderen mente, at manden muligvis havde lusket rundt i området en uge forinden, hvorfor hun fandt hans tilstedeværelse mistænkelig. Manden beskrives som:

Mand, Mellemøstlig af udseende, 20-30 år. Kropsbygning: Fedladen. Hudfarve: Brun.

Færdselsuheld, Charlottenlund

Klokken 08.04 skete der et mindre færdselsuheld i krydset Ordrupvej/Hyldegårdsvej. Part 1, en personbil ført af en 20-årig kvinde fra Gentofte, kørte ad Ordrupvej i nordøstlig retning, mens part 2, en personbil ført af en 49-årig mand fra Charlottenlund, kørte i sydvestlig retning og holdt i krydset Ordrupvej/Hyldegårdsvej, hvor denne skulle foretage et venstresving.

Idet part 2 foretog sit venstresving, blev denne påkørt af part 1, og der var efterfølgende divergerende holdninger til, hvilken farve lampen i lyskrydset havde vist. Der er på nuværende tidspunkt ikke sigtet nogle parter i forbindelse med færdselsuheldet, men dette kan ændre sig i forbindelse med sagens fremdrift.
Den kvindelige fører blev efterfølgende kørt til kontrol på skadestuen. 

 

Færdselsuheld, Smørum

Klokken 11.20 blev der anmeldt et færdselsuheld på Råbrovej. En fører af en personbil var blevet blændet af solen, hvorfor hun kørte af vejen og endte i mosen. Alle parter i bilen slap uskadte fra hændelsen, og føreren står selv for afhentning af køretøjet.

 

Kørsel uden førerret, Helsingør

Klokken 13.58 blev en 35-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Esrumvej. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at føre bil, og han blev derfor sigtet for forholdet.

 

Kørsel i påvirket tilstand uden førerret, Hillerød

Klokken 14.38 blev en 23-årig kvindelig bilist fra Nivå standset og kontrolleret ud for afkørsel 11 på Hillerødmotorvejen. Her viste det sig, at hun sad bag rattet, selvom hendes kørekort var blevet administrativt inddraget. Derudover fik hun narkometeret til at slå ud for cannabis, ligesom begge forhjul var nedslidte i et sådan omfang, at det var under det tilladte. Kvinden blev sigtet for forholdene og kørt til udtagning af blodprøve, der skal kontrollere den eventuelle grad af påvirkning.

 

Indbrud i værksted, Charlottenlund

Klokken 14.24 blev det anmeldt, at der imellem mandag klokken 18.00 og tirsdag klokken 14.20 havde været indbrud i et værksted på Melchiorsvej, hvor der var blevet stjålet maskiner for adskillige tusinde kroner.

 

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 16.15 kom en 75-årig kvinde kørende øst ad Jægersborg Alle, og ud for Sauntesvej påkørte hun en parkeret bil. Kvinden forsøgte derefter at køre fra stedet, men blev standset af et vidne. En patrulje kørte til stedet, hvor et alkometer viste, at kvinden sandsynligvis havde kørt bil med en promille over det tilladte. Det blev hun derfor anholdt og sigtet for, og en blodprøve blev udtaget for at fastslå den eventuelle grad af påvirkning. 

 

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 16.22 skete der et færdselsuheld på Motorring 3 i sydgående retning ved afkørsel 17, da tre biler kørte sammen. Patruljer kørte til stedet, hvor vejen midlertidig blev spærret, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Ambulancer blev sendt til stedet, hvor en af parterne klagede over nakkesmerter. Der skete dog umiddelbart ikke alvorlig personskade i forbindelse med færdselsuheldet.

Der er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere oplysninger om parterne.

 

Vold, Liseleje

To gæster kom klokken 18.10 op at toppes på Asserbo Kro, hvorved en 67-årig mand fra lokalområdet blev slået på munden. Politiet har på baggrund af vidneudsagn en formodning om, hvem gerningsmanden er. 

 

Brand, Helsingør

Klokken 19.50 indløb der anmeldelse om brand på Hortensiavej. Patruljer kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var tale om ild i en udendørs brændeovn, hvor en 31-årig mand fra lokalområdet ved en fejl havde hældt benzin på i stedet for tændvæske, således at der opstod en mindre eksplosion. Ilden var ved patruljens ankomst slukket. Den 31-årige mand kan formentlig se frem til en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven.

 

Røveri, Frederikssund

En 26-årig kvinde fra Frederikssund anmeldte klokken 20.50, at hun kort forinden var blevet overfaldet af fem eller seks mænd på et stisystem mellem Heimdalsvej og Skuldsvej. Mændene ville have hendes taske udleveret, og den ene af dem havde sparket hende i maven. De havde taget cigaretter og noget medicin fra hendes taske, inden de løb fra stedet.

Patruljer blev sendt til stedet, og der blev søgt med hund i området, men gerningsmændene var ikke at finde.

De bar alle mørkt tøj og skimasker, og to af dem beskrives yderligere således:

A: mand, dansk af udseende, 25-30 år, 185-190 cm, almindelig af bygning, hvid i huden og med blå øjne. Iført mørk Carhartt-hue, halsedisse, mørkt tøj, sorte Adidas-bukser med hvide striber på siden af knæene. Talte dansk.

B: mand, 165-170 cm, kraftig af bygning. Medbragte lille skuldertaske/manbag.

 

Sigtet for besiddelse af narko, Ølstykke

Klokken 00.58 henvendte en patrulje sig til tre personer i en bil, som holdt på Circle K på Frederikssundsvej. Her kunne patruljen konstatere, at den ene passager, en 21-årig mand fra lokalområdet, var i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for. En af de andre passagerer, også en 20-årig fra lokalområdet, var i besiddelse af en mindre mængde kokain samt nogle salgsposer indeholdende hash, og han blev derfor sigtet for begge disse forhold.

 

Anholdt for forsøg på tyveri fra personbil, Gentofte

En 42-årig mand opdagede klokken 01.30, at der sad en person i hans bil, som holdt parkeret på Lyngbyvej, mens en anden person stod og holdt øje. De opdagede bilens ejer, og han råbte dem an, hvorefter de løb fra stedet og satte sig i en anden bil, som de flygtede fra stedet i. Anmelder fulgte efter dem i sin egen bil ad Helsingørmotorvejen, hvor han dog tabte dem af syne. 

Anmelder ringede derefter til politiet, som ved hjælp af oplysninger om bilens registreringsnummer kunne udfinde en adresse i Hørsholm, hvor bilens registrerede ejer boede. En patrulje kørte til stedet, hvor to personer, en 26-årig og 20-årig mand, svarende til beskrivelsen på gerningsmændene, blev truffet, og de blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på tyveri fra personbil. 

 

Ubuden gæst, Jægerspris

En mand ringede klokken 03.00 på døren til en bolig på Parkvej og blev lukket ind af husets beboer. Her råbte manden op om at ville have penge, hvilket beboer, en 79-årig mand, afviste. En ubudne gæst gik derefter ud i køkkenet og tog en flaske vand fra køleskabet, inden han forlod stedet.

Manden beskrives som: 30-40 år, almindelig af bygning, dansk af udseende og med langt sort hår. Iført mørkebrun skinjakke, cowboybukser og hvide sko. Talte dansk.

 

Indbrud anmeldt i Nordsjællands politikreds 10.-11. december 2019

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

20. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. - 20. juni 2025

Dyr på vejene, brand flere steder og uro ved togstation. Her er et uddrag af døgnrapporten.

19. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. - 19. juni 2025

Stjålet motorcykel, harmonikasammenstød og spirituskørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten.

18. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 17.-18. juni 2025

Forsøg på bedrageri og sigteslse for racistiske tilråb. Her er et uddrag af døgnrapporten.