Uddrag af døgnrapporten 3.-4. marts 2020
Indbrud på stadion, færdselsuheld, lampetyveri og forsøg på røveri mod forretning. Her er dagens uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Indbrud på stadion, Frederiksværk
Klokken 08.13 blev det anmeldt fra Frederiksværk Boldklub, at der imellem mandag klokken 23.00 og tirsdag klokken 08.00 var blevet opbrudt en låge til stadion, hvorefter flere skabe var blevet opbrudt og gennemrodet. Trods dette var der umiddelbart ikke blevet stjålet noget.Kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby
Klokken 08.18 blev en 29-årig mandlig fører af en varevogn standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen ved Lundtofte. Her viste det sig, at manden havde sat sig bag rattet, på trods af at han tidligere var frataget retten til at føre bil, og han blev derfor sigtet for forholdet.Færdselsuheld, Hillerød
Klokken 09.54 påkørte en 70-årig mandlig bilist fra Hornbæk en 68-årig kvindelig fodgænger fra Hillerød i fodgængerfeltet på hjørnet af Kannikegade og Østergade. Fodgængeren slap umiddelbart med knubs, mens føreren blev siget efter færdselslovens bestemmelser for ikke at udvise tilstrækkelig agtpågivenhed.Kørsel uden førerret, Hørsholm
Klokken 10.15 blev en 24-årig mandlig bilist fra Humlebæk standset og kontrolleret på Usserød Kongevej. Her viste det sig, at han ikke havde et kørekort, hvorfor han blev sigtet for forholdet.Butikstyveri, Hillerød
Klokken 11.38 anmeldte personalet fra Lagkagehuset, at en mand kort forinden havde været inde i forretningen og spørge om vej, og i den forbindelse havde han stjålet tre flasker vand. Han beskrives som: Mand, 35-40 år, 170 cm, spinkel af bygning, hvid i huden, med gråt kort hår. Talte engelsk med østeuropæisk accent.
Færdselsuheld, Kvistgård
Klokken 12.46 skete der et solo-færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i nordgående retning. En anmelder ringede 112 og fortalte, at en bil var snoet rundt på hovedet et par gange, men landet på hjulene. Politi, beredskab og ambulance blev sendt til stedet, hvor en 64-årig mandlig bilist blev behandlet på stedet, inden han blev kørt til yderligere behandling på hospitalet.
Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om mandens tilstand.
Forsøg på tyveri, Kgs. Lyngby
Klokken 13.17 anmeldte en 36-årig kvinde fra Lyngby, at to mænd kort forinden havde forsøgt at stjæle værdigenstande fra hende. Kvinden havde gået i tunnelen under Lyngby Station, og da hun kom til Ulrikkenborg Plads, opdagede hun, at en fremmed mand, A, havde en hånd i hendes lomme. Kvinden råbte manden an, som derefter gik over til en anden mand, B, hvorefter begge mænd forlod stedet i retning mod Lyngby Station. De to mænd beskrives som:
A: mand, mellemøstlig af udseende, 25-35 år, 185 cm, spinkel af bygning, brun i huden, med sort langt hår.
B: mand, mellemøstlig af udseende, 25-35 år, 170-175 cm, almindelig af bygning. Brun i huden, med sort langt hår og mellemlangt skæg.
Det lykkedes ikke mændene at stjæle noget fra kvinden.
Indtelefoneret bombetrussel, Kgs. Lyngby
Klokken 15.59 blev det anmeldt, at der var indtelefoneret en trussel om en bombe under en bil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på Haldor Topsøe Allé. Patruljer kørte dertil og afspærrede området, men undersøgelser på stedet viste, at der ikke var noget om forholdet.
Håndgranat fisket op af sø, Holte
Ved søen Agersø på Vildtfogedvej fandt en 30-årig mand fra Hørsholm klokken 16.16 en håndgranat, da han fiskede med magnet. Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste blev kontaktet med henblik på vurdering af granaten, og de kørte efterfølgende til stedet, hvor de fik overdraget håndgranaten til videre foranstaltning.
Butikstyveri, Humlebæk
I SuperBrugsen i Humlebæk Centeret blev en 16-årig ung mand fra Fredensborg klokken 16.28 taget i at stjæle to energidrikke og en milkshake fra butikken. Grundet den unge mands alder kørte en patrulje til stedet, hvor de sigtede ham for butikstyveri. Hans forældre og de sociale myndigheder blev også kontaktet.
Mand tilbød børn el-løbehjul, Liseleje
Klokken 17.31 blev det anmeldt, at en 11-årig og en 13-årig dreng mellem klokken 16.00 og 16.40 var blevet kontaktet af en mand på Solvangsvej, som spurgte, om vi ville have et el-løbehjul. Drengene svarede nej, og manden spurgte dem herefter, om de ville have penge. De to drenge afviste dette og gik fra stedet.
Manden beskrives som: dansk af udseende, 40-50 år, ca. 180 cm, kraftig af bygning, hvid i huden og kronraget/skaldet. Iført mørk bluse. Talte dansk,
Tyveri fra taske, Helsingør
En 74-årig kvinde fra Helsingør anmeldte klokken 17.51, at hun mellem klokken 16.30 og 17.00 fik stjålet sin pung, mens hun købte ind i Kvickly på Birkedalsvej. Kvinden havde først købt noget i kiosken, men da hun senere skulle betale for sine varer ved kassen, opdagede hun, at pungen, som hun opbevarede i sin taske, var væk. Pungen indhold diverse kort og kontanter.
Lampetyveri fra museum, Rungsted Kyst
Klokken 18.04 blev det anmeldt, at tre designerlamper, som var ophængt på ydermurene på Karen Blixen Museet, mellem mandag klokken 16.00 og tirsdag klokken 18.00 blev revet løs og stjålet.
Kvinde fundet med skader, Humlebæk
Klokken 18.34 indløb der anmeldelse om, at en 46-årig mand fra Humlebæk havde fundet en ældre kvinde liggende på Baunbjergvej med skader. Patruljer kørte til stedet, hvor kvinden, en 77-årig fra området, blev kørt på hospitalet for behandling af sine skader.
Grundet kvindens skader var det ikke muligt for politiet at tale med hende, og der blev derfor igangsat undersøgelser for at sikre, at intet blev overset i relation til hændelsen, såfremt efterforskningen skulle vise, at der er foregået noget kriminelt.
På baggrund af de indledende undersøgelser er det endnu for tidligt at konkludere, hvad der ligger bag kvindens skader, og Nordsjællands Politi har derfor på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
Tyveri fra lomme, Espergærde
En 77-årig mand fra Humlebæk anmeldt klokken 18.50, at han mellem klokken 17.45 og 17.55 fik stjålet sin pung, som han opbevarede i sin baglomme, mens han befandt sig på Nørre Torv. Pungen indeholdt diverse kort og kontanter.
Forsøg på røveri mod forretning, Græsted
Klokken 20.15 indløb der anmeldelse om, at der stod to personer ude foran Brugsen ved Peter Hildes Vej, og at den ene var i besiddelse af en pistol. Da anmelder, som var ansat i butikken, så de to mænd, løb han fra stedet, og de to mænd fulgte kortvarigt efter ham, inden de forsvandt i en sølvgrå Opel.
Patruljer blev sendt til stedet for at lede efter de to mænd, men de var ikke længere at finde i området.
De to personer beskrives som:
A: mand, udenlandsk af udseende, kraftig af bygning og med skæg, ca. 170-175 cm. Iført mørkt tøj og halsedisse. Medbragte pistol.
B: mand, udenlandsk af udseende, almindelig af bygning, ca. 180-185 cm. Iført mørkt tøj og halsedisse.
Nordsjællands Politi efterforsker sagen ud fra en formodning om, at de to personer havde til hensigt at begå røveri mod forretningen ved lukketid, men blev afbrudt i deres foretagende.
Narkokørsel, Ølstykke
En 22-årig mandlig bilist fra Herlev blev klokken 21.28 standset af en patrulje på Gammel Roskildevej. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.
Den 22-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle påvirkning af stoffer.
Brand, Helsingør
Klokken 21.40 blev det anmeldt, at der var brand i en lejlighed på Rolighedsvej, hvor røgen væltede ud af nogle åbne vinduer på adressen. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden hurtigt blev slukket. Branden skyldtes formentlig, at nogle aviser nær et tændt komfur var blevet antændt, og en 33-årig mand, som befandt sig på adressen, blev derfor sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Anholdt for at stjæle motorcykel, Hillerød
Klokken 02.30 indløb der anmeldelse om, at to personer på Selskovvej skar låsen på en motorcykel op med vinkelsliber, og at de var ved at slæbe den væk fra stedet i retning mod Hillerødholms Alle. Anmelderen, en 53-årig mand fra området, fulgte efter dem og kunne derfor oplyse politiet om, at de var ved at bugsere motorcyklen op i en varevogn.
En patrulje kørte til stedet, hvor de traf tre personer ved varevognen og kunne konstatere, at motorcyklen stod i dens varerum. De tre personer, en 43-årig, en 38-årig og en 26-årig, alle uden kendt adresse, blev alle anholdt og siget for brugstyveri af motorcyklen.
Indbrud på skole, Farum
Mellem klokken 23.59 og 06.15 var der indbrud på Stavnsholtskolen, idet en eller flere gerningsmænd fik adgang til skolen via en dør. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er der intet overblik over eventuelle stjålne genstande.
Indbrud i privat beboelse anmeldt i Nordsjællands politikreds 3.-4. marts 2020