Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

9. april 2019 10:59

Uddrag af døgnrapport 8.-9. april 2019

Vold, hærværk, tyveri og bedrageri. Her er dagens uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

Færdselsuheld, Kvistgård

Klokken 10.53 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Egeskovvej. Her skulle en 78-årig mandlig bilist fra Helsingør foretage et venstresving og dermed krydse den modkørende vejbane, og i den forbindelse overså den 78-årig en modkørende 24-årig mandlig motorcyklist fra Brøndby. Motorcyklisten blev efterfølgende kørt til Rigshospitalet. Den 78-årige bliver formentlig sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Hærværk, Smørum

Klokken 11.34 blev det anmeldt, at der i weekenden var udøvet hærværk på Søagerskolens bålhus. Bålhuset havde fået ødelagt træbeklædningen, hvor der var flere brædder, som var blevet ødelagt. Håndtagene på skydedørene ind til bålhuset var revet af, ovenlysvinduet var blevet ødelagt, og der var blevet tømt en skumslukker ud over hele huset. Skumslukkeren havde været i hytten og havde tilhørt skolen. Der var også blevet ødelagt et hønsehus, som var blevet væltet og et andet skur, som også havde ligget tæt på bålhuset, var ligeledes blevet ødelagt.

Brand, Jægerspris

Klokken 12.13 blev der anmeldt brand på Fredbo Vænge i Jægerspris. Politi og brandvæsen blev sendt til adressen, og omkring klokken 14.00 var brandvæsnet færdige med at slukke branden, der blandt andet havde haft godt fat i træet på huset samt i husets tag.

Branden opstod i forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder, og husets mandlige beboer, der havde benyttet ukrudtsbrænderen, blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen.

Bedrageri, Nærum

Klokken 13.42 anmeldte et ægtepar i 80-årsalderen, at de i weekenden havde været udsat for bedrageri. Fredag aften var de blevet kontaktet på deres fastnettelefon af en ung mand, som udgav sig for at være deres barnebarn. Manden i røret bad om hjælp til et lån på 130.000 kroner til at købe en brugt bil, og i den forbindelse skulle pengene overføres til en bankkonto via netbank. Da dette ikke var muligt at gøre fredag aften, sagde den unge mand i telefonen, at han ville få en af sine kammerater til at kigge forbi om lørdagen for at hjælpe med at få overførslen gennemført.

Lørdag morgen omkring klokken 08.00 dukkede en yngre mand så op på adressen for at ”hjælpe”, og overførslen lykkedes i denne omgang. Manden, der mødte op lørdag morgen, beskrives som:
Mand, asiatisk af udseende, 28-29 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden, med sort kort hår. Talte dansk. Var iført blå cowboybukser, kondisko og en sort jakke.

Mistænkeligt forhold, Gentofte

Klokken 14.13 anmeldte en beboer i Ved Ungdomsboligerne, at hun cirka 25 minutter forinden havde råbt en ung mand an, der stod ude foran hendes køkkenvindue, hvorefter han var stukket af. Det var beboerens opfattelse, at den unge mand ville have forsøgt at kravle ind ad vinduet, hvis ikke han var blevet råbt an. Den unge mand beskrives som: Mand, afrikansk af udseende, sort i huden, 20-25 år, 175 cm, spinkel af bygning, sort kort kruset hår i en fletning. Talte dansk med accent.

Tyveri af bil, Værløse

Klokken 16.40 anmeldte en 23-årig kvinde fra Værløse, at en potentiel køber til den brugte bil, hun havde til salg, netop var kørt med bilen uden at der forelå en endelig aftale om en handel.

Den 23-årig var mødtes med den interesserede køber, som bad sælger om at sætte nøglen i og starte bilen, så han kunne høre motoren. Efterfølgende satte den interesserede køber sig ind i bilen og kørte hastigt fra stedet.

Manden beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 24-26 år, 168-170 cm høj, spinkel af byging, brun i huden, iført hvid t-shirt og sorte shorts.

Vold, Kokkedal

Klokken 16.45 blev det anmeldt, at der var en del tumult ud for en adresse i Nordengen. En 39-årig mand fra Humlebæk indfandt sig selv kort tid efter på skadestuen i Hillerød med et snitsår på kinden. Den indledende efterforskning peger på, at der er tale om interne familiestridigheder, og hændelsen vurderes ikke at hænge sammen med hverken lørdagens skyderi i Rungsted eller mandagens tumult ved F24-tankstationen i Kokkedal.

Færdselsuheld, Hundested

Der skete klokken 17.01 et færdselsuheld på Skolelodden, da en knallert kørte op i bagenden på en forankørende bil. Bilen bremsede for en død kat midt på vejen, og da knallertføreren også blev opmærksom på katten, overså han, at bilen foran bremsede op. Knallertføreren påkørte derved bilen bagfra.

En patrulje og en ambulance ankom til stedet, og da knallertføreren, en 15-årig mand fra Hundested, havde fået nogle mindre skrammer, blev han kørt til tjek på hospitalet. Hverken bilisten, en 44-årig mand fra Hundested, eller den 15-årige mand fra Hundested, som var passager på knallerten, kom noget til.

Vold, Kokkedal

På Holmegårdsvej ved F24 blev en 24-årig mand fra Helsingør klokken 17.10 under noget tumult ramt af knivstik i ansigtet. Han kom dog ikke alvorligt til skade. Patruljer kørte til stedet, og kriminalteknisk støtte blev tilkaldt for at foretage undersøgelser på gerningsstedet. Politiet arbejder nu med at klarlægge hændelsesforløbet.

Bedrageri, Helsingør

Klokken 17.11 indløb der anmeldelse om, at en mand mellem klokken 15.50 og 16.40 kom ind i Min Købmand på Kingosvej for at spille 8000 kroner på en russisk ishockeykamps periode. Manden betalte ikke for sine kuponer, og da ishockeykampen var slut, fortalte han medarbejderen i butikken, at han ville gå ud til sin bil for at hente penge til at betale med. Manden kom dog aldrig tilbage igen, og det var ikke muligt at annullere kuponerne.

Manden beskrives som: østeuropæisk af udseende, 30-35 år, ca. 180 cm, almindelig af bygning, brun i huden, spids næse og med sort hår, som var kort i siderne og længere på toppen. Iført sort Adidas-hættetrøje, sorte Adidas-bukser og sorte gummisko. Talte dansk.

Biler stjålet fra lager, Frederikssund
På Frederikssundsvej var der mellem søndag klokken 21.00 og mandag klokken 07.00 indbrud i et lager. Gerningsmændene brød porten til lageret op med en ukendt genstand og stjal to biler fra stedet.

Tyveri fra svømmehal, Værløse

Mellem klokken 17.30 og 18.20 fik en 39-årig mand fra Farum stjålet sin mobiltelefon i Værløse Svømmehal. Den 39-årige havde efterladt sit tøj og sin mobiltelefon på en bænk, mens han tørrede sit hår i et andet lokale, og da han kom tilbage, var telefonen væk.

Mistænkeligt forhold, Jægerspris

Klokken 21.10 forklarede en kvindelig anmelder, at hun kort forinden havde set to unge mænd stå og rode ved en bil på parkeringspladsen ved Mølleparken. Da anmelder gik over mod dem, stak de af fra stedet i en sort Volkswagen Golf med stjålne nummerplader. En patrulje ankom, men efter en rundering kunne det konstateres, at de to unge mænd ikke længere var i området.

De to mænd beskrives som: unge, danske af udseende og iført mørkt tøj.

Færdselsuheld, Farum

På Frederiksborgvej i krydset ved Paltholmvej skete der klokken 21.22 et færdselsuheld, da to biler stødte sammen. Den ene part, en 18-årig mand fra Vedbæk, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet han ikke udviste tilstrækkelige agtpågivenhed.

Hverken den 18-årige eller den anden part, en 57-årig mand fra Hvidovre, kom til skade ved sammenstødet, men da en ambulance tilfældigvis passerede ulykkesstedet, blev parterne alligevel tilset.

Narkokørsel, Kgs. Lyngby

Klokken 23.00 blev en 40-årig mandlig bilist fra Nærum standset på Helsingørmotorvejen ud for Lærkereden. Et narkometer afslørede, at han havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og det blev han derfor sigtet for.

 

Indbrud anmeldt i Nordsjællands politikreds den 8.-9. april 2019


Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

12. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. - 12. juni 2025

Hjalp borger hjem, slanger i solen og en kalv på tur. Her er et uddrag af døgnrapporten.

11. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 10.-11. juni 2025

Færdselsuheld, bedrageri og brandstiftelse. Her er et uddrag af døgnrapporten.

10. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 09.-10. juni 2025

Tricktyveri og narkokørsel. Her er et uddrag af døgnraporten.