Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Nyhed

13. september 2024 14:00

18 borgere har fået dusør for deres livsvigtige hjælp

Ved en festligholdelse på Hillerød Politistation har 9 borgere i dag modtaget en dusør af Nordsjællands Politi og dermed en officiel tak for deres helt enestående mod, hjælpsomhed, og handlekraft.

Alle har ydet en helt særlig indsats og har uden at tøve hjulpet medborgere i alvorlig nød og fare.

 

Dusøroverrækkelsen skete i overværelse af dusørmodtagernes familier, og politidirektør Lykke Sørensen og chefpolitiinspektør Lene Sørensen overrakte hver enkelt en dusør og et diplom som tegn på deres store indsats.

 

”Vi får hver dag vigtig hjælp fra borgerne, og uden den hjælp kunne vi ikke være det politi, vi er. I dag har vi sagt en meget stor tak til en række borgere, som har ydet en helt særlig indsats for at hjælpe deres medborgere, og mere end man med rimelighed kan forvente,” siger politidirektør Lykke Sørensen.

 

I alt har Nordsjællands Politi uddelt dusør til 18 borgere.

Herunder til fire borgere, som har ydet en enestående hjælpsomhed og handlekraft i livstruende situationer. De modtog ved et særskilt arrangement en officiel tak for deres store indsats fra politidirektør Lykke Sørensen.

 

Nordsjællands Politi - uddelinger af dusør for 2023-2024

 

1) Brand i privat hjem

Den 19. oktober 2023 udviste en 48-årig en resolut og modig handling, da han en tidlig morgen på vej til arbejde blev opmærksom på, at der var udbrudt brand i et ældreboligkompleks i Farum. Den 48-årige løb fra opgang til opgang for at vække ejendommens beboere og få dem i sikkerhed. Ved politiets gerningsstedsundersøgelse tydede intet på brandstiftelse, og det har ikke været muligt at fastslå brandårsagen med sikkerhed. Det vurderes dog, at branden er startet på et komfur.

Indstillet til dusør af Bestyrelsen i Fredtofteparken.

 

2) Eksplosion i privat hjem

Den 11. april 2024 udviste tre personer i samarbejde en resolut og modig handling, da de hørte en eksplosion fra en adresse i Helsinge. En 42-årig mand ringede straks 112 og løb over til nabohuset, hvor han blev opmærksom på en forbrændt pige oppe på husets tag. Den 42-årige hjalp pigen ned fra taget, hvorefter han fik hende i et koldt bad. Derefter skyndte han sig retur til nabohuset, hvor der var flere tilskadekomne. Den 42-årige måtte sparke døren ind til et aflåst, brændende værelse på 1.sal, hvor tre piger fortsat befandt sig. Med hjælp fra to andre, som også havde hørt eksplosionen, blev pigerne reddet ud. Den 42-årige løb derefter retur til pigen i badet, som han blev hos indtil redningspersonalet ankom til stedet. En 55-årige kvinde, der ligeledes assisterede redningen, sørgede for at de øvrige tilskadekomne fik hjælp i nogle omkringliggende huse.

Indstillet til dusør af politiet. Den 42-årige er ligeledes indstillet af dennes kæreste.

 

3) Personredning

Den 17. april 2024 faldt en beruset mand af sin cykel og ned i Søborg Kanal i Gilleje. Tre ældre kvinder forsøgte uden held at få manden op, men tre unge mænd på henholdsvis 15 år, 15 år og 16 år, der kom forbi, kom manden til undsætning. Den ene af de 15-årige hoppede i kanalen og med hjælp fra de to andre fik de hevet manden op. Manden blev efterfølgende tilset af redningspersonalet og var ikke kommet alvorligt til skade.

Den tre udviste i samarbejde en resolut og modig handling, som førte til personredning. 

Indstillet til dusør af politiet.

 

4) Personredning

Den 12. april 2024 modtog Nordsjællands Politi et alarmopkald om, at en bus med fire passagerer var væltet på Frederikssundsvej i Egedal. De fire passagerer i bussen var alle selv kommet ud ved at knuse en rude med en bushammer, men buschaufføren befandt sig fortsat derinde. En 49-årige mand og en 28-årige kvinde kom kørende forbi i hver deres bil, da de blev opmærksomme på den væltede bus. Den 49-årige mand parkerede sin bil for at komme buschaufføren til undsætning. Buschaufførens tilstand var kritisk, så den 49-årige kravlede igennem en af de knuste ruder og påbegyndte hjerte- og lungeredning. Den 28-årige kvinde kom til, og i samarbejde ydede de livsreddende førstehjælp, indtil brandvæsenet ankom og fik chaufføren ud bussen. Buschaufføren blev kørt med ambulance til Rigshospitalet og har det godt i dag.

En resolut og modig handling, som førte til personredning.

Indstillet til dusør af politiet.

 

5) Brand i privat hjem

Den 10. maj 2024 omkring midnat gik brandalarmen i en opgang i et lejlighedskompleks på Olaf Rudes Vej i Helsingør. En 31-årig kvinde, som den pågældende nat var alene hjemme med sine to drenge på 4 og 7 år, blev straks opmærksom på brandalarmen, ligesom hun kunne lugte røg. Hun gik derfor ud i opgangen, hvor hun kunne konstatere, at der var ildebrand hos naboen ­­, som er et ældre ægtepar med, der begge er demente og lider af Alzheimers. Hun reddede ægteparret ud af lejligheden, ringede 112, vækket de øvrige beboere og fik bragt sine egne børn i sikkerhed.

Den 31-årige, som på tidspunktet var gravid, udførte en resolut og modig handling. Hun udsatte sig selv for fare for at kunne få alle beboerne kom ud i rette tid. 

Indstillet til dusør af svigerforældrene Flemming og Merete.

 

6) Personredning

Den 27. juni 2024 var politiet til stede på Stengade i Helsingør, efter en søn havde ringet og ytret bekymring for sin far. Politiet kunne ikke få kontakt til faren ved ankomsten, men bemærkede, at et tagvindue i boligen stod åbent. En 48-årig murer, som var i færd med at bruge en lift på en bygning nær adressen, kørte liften hen til tagvinduet, så politiet kunne se ind i lejligheden. Politiet kunne konstatere, at faren havde akut brug for hjælp. Den 48-årige hjalp efterfølgende politiet med at bryde døren op til boligen, så redningspersonalet kunne få adgang og yde førstehjælp. Redningspersonalet vurderede, at faren akut skulle indbringes til sygehuset, men grundet boligens snævre udformning og farens størrelse var dette en umulig opgave. Den 48-årige hjalp politiet og redningspersonalet med at få faren ud på liften, hvorefter den mureren på egen hånd bragte faren ned til jorden, så han kunne få den nødvendige hjælp.

En resolut og nødvendig handling, som førte til personredning.

Indstillet til dusør af politiet.

 

7) Personredning

Den 21. juli 2024 fik politiet en anmeldelse om, at en 77-årig kvinde fra stranden i Rungsted var svømmet ud til en platform 25 meter ude på havet, hvorefter hun var forsvundet. En svensk familie på tre var på sejlerferie i Danmark, hvor de havde ligget i havn i Rungsted. Da de stævnede ud fra havnen den pågældende dag oplyste en person på SUP-board, at han havde observeret en drivende person flere hundrede meter væk fra land, som havde brug for hjælp. Familien satte straks kurs mod stedet, hvor de fik kontakt til den savnede kvinde, der var så afkræftet, at hun ikke kunne gribe fat i den redningskrans, som familien havde kastet ud til hende. Den 20-årige svenske, sejler sprang derfor resolut i vandet og fik bjærget kvinden ind til sejlbåden, hvor kvinden ved familiens hjælp blev trukket ombord. Kvinden blev straks tilset af sundhedsfagligt personale, hvor hun blev vurderet stærkt forkommen, men ikke behandlingskrævende.

En resolut og modig handling, som førte til personredning.

Indstillet til dusør af politiet.

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

13. august 2024

Nordsjællands Politi

Ulovlig arbejdskraft koster dyrt

Det kan blive en meget dyr hovedrengøring at ansætte rengøringshjælp, som ikke har en opholds- og arbejdstilladelse. Det viser en sag fra Nordsjællands Politi.

12. august 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi afslutter sag om eksplosion i Helsinge

Nordsjællands Politi indstiller efterforskningen og afslutter dermed sagen om en eksplosion i et rækkehus i Helsinge tidligere i år

6. august 2024

Nordsjællands Politi

Dømt for at stjæle værdier for mere end 600.000 kroner

En 43-årig mand fra Helsinge skal halvandet år i fængsel, efter han blev kendt skyldig i en række indbrud af særlig grov karakter begået i Gilleleje