Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 14. februar 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Indbrudstyve havde koster i bilen og hjemmet
Flere patruljer fra Østjyllands Politi blev torsdag eftermiddag kl. 16.16 sendt til en anmeldelse om et igangværende indbrud i nogle virksomhedslokaler i Trustrup.
Da den første patrulje ankom til stedet så betjentene en bil med trailer, som stemte overens med beskrivelsen fra anmeldelsen. Bilen var i gang med at forlade stedet, da politiet kom frem, og patruljen fik kort tid efter bragt den til standsning og identificeret føreren og en passager.
De to personer i bilen var to mænd på henholdsvis 28 år og 47 år, som begge blev sigtet for indbrud og anholdt, inden bilen blev ransaget.
I traileren fandt betjentene nogle koster fra det netop anmeldte indbrud, og i bilen lå der yderligere koster med tilknytning til en genbrugsstation.
Mændenes respektive bopælsadresser blev efterfølgende også ransaget, og på begge adresser påviste mændene selv nogle koster, som de tidligere havde stjålet fra forskellige steder - heriblandt fra et redskabsskur på en skole.
På den ene af de to mænds adresse fandt politiet desuden en mindre mængde narko i form af amfetamin, hash og doping, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Vred taxakunde gemte hammere under jakken
Østjyllands Politi modtog torsdag aften kl. 20.20 en anmeldelse fra en taxachauffør, som netop havde kørt en tur med en 38-årig mand fra en adresse i Tilst til mandens bopæl i Randers. Da taxaen standsede ved den mandlige kundes lejlighedsopgang, nægtede personen ifølge anmeldelsen at betale, hvorefter han var forsvundet op i sin lejlighed.
Imens taxachaufføren havde politiet i røret, lykkedes det ham at få kontakt til manden, som nu angiveligt truede taxachaufføren med en hammer.
Da en patrulje ankom til stedet kort tid efter, fandt betjentene den pågældende mand, som var i besiddelse af to hammere, som han havde gemt i sin jakke. Den 38-årige mand blev derefter sigtet for bedrageri og for overtrædelse af våbenloven.
**
Mand sigtet for besiddelse af flere hundrede receptpligtige piller
Under patruljering observerede to civilklædte betjente fra Østjyllands Politi torsdag aften kl. 21.30 en bil på Langenæs, hvorfra der muligvis blev handlet med narkotika.
Betjentene parkerede patruljevognen og tog kontakt til bilens fører, en 38-årig mand. Manden blev sigtet for forsøg på salg af narkotika, hvorefter han blev visiteret og bilen ransaget.
Den sigtede blev her fundet i besiddelse af flere hundrede tramadolpiller, som han ikke havde gyldig recept til, og flere tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko.
Manden blev derfor også sigtet for salg af euforiserende stoffer og efterfølgende taget med på stationen til afhøring. De ulovlige piller og udfundne kontanter blev beslaglagt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Nørrevænget i Tranbjerg J begået mellem onsdag d. 29/1 kl. 07.00 og onsdag d. 12/2 kl. 10.00
- På Lyngbyvej i Aarhus C begået mellem lørdag d. 8/2 kl. 11 og torsdag d. 13/2 kl. 19.40
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877