Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

17. marts 2025 13:02

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. marts 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

 

Tre mænd bestjålet i pirattaxa


Østjyllands Politi har søndag fået tre anmeldelser fra mænd i alderen 24-54 år om, at de hver især har fået stjålet mobiltelefoner og hævekort, da de søndag nat og morgen har taget en pirattaxa hjem fra byen. Til sammen er der blevet hævet over 200.000 kroner fra mændenes konti.

Dagens første anmeldelse kom fra en 54-årig mand, som oplyste, at hans telefon var blevet stjålet fra hans jakkelomme af chaufføren i en pirattaxa, som han havde taget fra Park Allé i Aarhus søndag ca. kl. 01.00.

Næste anmeldelse kom fra en 24-årig mand, der forklarede, at han lørdag morgen blevet tilbudt et lift hjem fra byen i Aarhus af en ukendt mand, som den 24-årige troede var en taxachauffør. På bagsædet sad to andre mænd. Da bilen holdt foran den 24-åriges adresse, blev han tilbudt en joint, som han takkede nej til. I stedet røg chaufføren selv en joint. Efterfølgende kunne den 24-årige konstatere, at hans mobil og hævekort var blevet stjålet, og at der var blevet hævet penge fra hans konto.

En 27-årig mand havde også været i byen i Aarhus, da han lørdag morgen angiveligt blev antastet af en mand i en bil, som den 27-årige troede var en taxa. Da betalingen ikke kunne gå igennem, havde føreren af bilen sagt, at de skulle ryge en joint sammen for at være kvit. Efterfølgende opdagede den 27-årige, at han manglede sin telefon og to hævekort, og at der var blevet hævet penge fra hans kort.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man ikke lader sig lokke af billige lift fra pirattaxier, da der er risiko for at blive snydt eller bestjålet. Et billigt lift fra en pirattaxa kan derfor ende med at blive dyrt.

**

Cykelejer så sin cykel blive båret ud af baggården

En 35-årig mandlig cykelejer kontaktede søndag kl. 16.30 Østjyllands Politi, da han netop havde forhindret en anden mand i at stjæle hans cykel.

Cykelejerens kone havde opdaget, at en fremmed mand befandt sig i deres baggård i Randers SØ, og var i færd med at bære anmelderens cykel ud af haven.

Den 35-årige cykelejer skyndte sig ned på gaden, hvor han tog fat i sin cykel og derved lykkedes med at få cykeltyven til at slippe cyklen. Efterfølgende gik cykeltyven ind i en anden baggård, og cykelejeren ringede derefter straks til politiet, som han også gav et signalement af cykeltyven til.

En hundepatrulje blev sendt til stedet, hvor de i et skur i en baggård fandt en 28-årig mand, der passede på anmelderens signalement. Den 28-årige mand blev anholdt og sigtet for forsøg på cykeltyveri.

Under visitation af manden fandt betjentene en pose med amfetamin samt nogle ulovlige piller, og den 28-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

 

Stjålet bil fundet med tre yngre mænd i

Da en 82-årig mand og hans kone søndag aften kl. 19.50 kom tilbage til den p-plads i Aarhus C, hvor de havde parkeret deres bil, var p-pladsen tom. Den 82-årige mand ringede derfor til politiet og meldte bilen stjålet, og beskrivelsen af den stjålne bil blev sendt rundt til patruljerne.

Kl. 21.32 fik en betjent øje på bilen, som holdt i tomgang i en sidegade til M.P. Bruuns Gade i Aarhus C. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvorefter betjentene tog kontakt til tre mænd på henholdsvis 16, 17 og 19 år, som befandt sig i bilen.

Mændene blev alle anholdt, sigtet for brugstyveri af bilen.

Både den 17-årige og 19-årige blev derudover sigtet for at besidde narko, idet der blev fundet henholdsvis hash og kokain på dem. Den 16-årige fik også et par yderligere sigtelser for besiddelse af narko og overtrædelse af våbenloven, idet han havde knojern, foldekniv og hash på sig.

Mændene blev alle taget med på stationen, og bilens ejer blev kontaktet og kunne kort efter hente sin bil.

**

 

Indbrud

 

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Hans Broges Vej i Brabrand begået mellem lørdag d. 15/3 kl. 16.00 og søndag d. 16/3 kl. 00.15
  • På Sandagervej i Assentoft begået fredag d. 14/3 mellem kl. 18.20 og kl. 23.30
  • På Søndergade i Vivild begået lørdag d. 15/3 mellem kl. 18.00 og kl. 22.00
  • På Hejredalsvej i Brabrand begået søndag d. 16/3 kl. 13.28
  • På Voldbækvej i Brabrand begået søndag d. 16/3 kl. 16.30
  • På Villavej i Hou begået tirsdag d. 25/2 mellem kl. 10.00 og kl. 10.15
  • På Lupinvej i Assentoft begået mellem fredag d. 14/3 kl. 16.00 og søndag d. 16/3 kl. 19.10

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

24. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

23. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

22. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.