Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

21. januar 2019 11:12

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 21. januar 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

 

Fremstilling i Randers

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.00 en 42-årig mand fra Randers i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for et indbrud begået natten til mandag i en villa på Skanse Alle i Randers. 

En kvinde lå og slappede af i sit hjem, da hun pludseligt hørte nogle lyde i huset. Hun opdagede herefter, at der var stjålet en lampe og en stol fra stuen, og at en dør ud til haven stod åben. En patrulje rykkede hurtigt ud, da hun ringede til politiet, og da de hørte nogle lyde i nabohaven tilkaldte de en hundepatrulje. 

Det tog kun politihunden få sekunder at få færten af gerningsmanden. Først snusede den sig frem til de stjålne genstande fra stuen, der lå i en trillebør i kvindens have.  Herefter ledte den betjentene gennem nogle haver og ud på et fortov, hvor den 42-årig mand stod. 

Han blev hurtigt genkendt som en gammel kending af politiet og anholdt på stedet.  Det viste sig, at han i øvrigt i forvejen stod til at skulle afsone fem måneders fængsel for tyveri.   

**

Mistænkelige blomsterkvinder på spil hos ældre kvinder

To ældre kvinder havde lørdag besøg af mistænkelige kvinder, der kom med blomster. 

Klokken 11.30 ringede det på døren hos en 80-årig kvinde i Brobjerg Parkvej i Egå. Da hun åbnede døren, stod en kvinde med en buket blomster. 

Kvinden puffede hurtigt til den 80-årige og gik ind i lejligheden. Her fortalte hun, at hun ville lave en overraskelse i form af en lagkage til alle beboere i opgangen. Den 80-årige sagde bestemt, at hun ikke havde brug for hverken lagkage eller noget andet, og herefter gik kvinden igen. 

Kl. 14.30 stod to kvinder med en blomsterbuket pludselig foran en 79-årig kvindes dør på Lundingsgade i Aarhus C. De gik ind i lejligheden og fortalte, at de var på vej til fødselsdag ved en kvinde i opgangen. De fik den 79-årige til at hjælpe med at skrive et fødselsdagskort, mens de gik rundt i lejligheden. Til sidst forlod de stedet. 

Ingen af stederne blev der tilsyneladende stjålet noget, men både kvinder og politi har en mistanke om, at kvinderne kom for at stjæle. 

Kvinden hos den 80-årige beskrives som: 

Dansk af udseende, lys i huden
Ca. 30-35 år
Ca. 162-163 cm høj
Talte dansk
Iført grålig, mellemlang jakke, kasket og store mørke solbriller

Den 79-årige beskriver de to kvinder som:

Asiatiske af udseende
Ca. 30-35 år
Iført spraglet, farvestrålende tøj
Talte gebrokkent dansk  

Østjyllands Politi opfordrer til at forholde sig kritisk, hvis fremmede vil have adgang til dit hjem. Ring gerne til politiet med det samme, hvis du får mistanke om, at vedkommende ikke har rent mel i posen. 

**

Sigtet for hærværk efter cigaret-afslag

En 45-årig mand ringede søndag aften kl. 17.35 til politiet og fortalte, at et par af hans mandlige bekendte havde været på besøg og havde smadret hans scooter, som stod ved hans hjem i Svenstrup ved Hammel. 

De to bekendte havde bedt om nogle smøger, og da den 45-årige nægtede at give dem nogen, blev de vrede. Ifølge den 45-årige gik de to mænd herefter ud og ødelagde hans scooter godt og grundigt. 
En patrulje kunne hurtigt konstatere, at scooteren rigtig nok var smadret, og kort efter fik de fat i de to mænd på 37 og 38 år, som de anholdt og sigtede for hærværk. 

 

**

Gemte hash i ventilationsanlægget i bilen

En patrulje fra Østjyllands Politi fattede søndag aften kl. ca. 20.20 mistanke til en bil, der kørte på Møllebakken i Hasselager. Betjentene dirigerede bilen ind til siden, og da de fik kontakt med den 20-årige fører, virkede han noget påvirket af stoffer. 

Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel, hvorefter betjentene kiggede nærmere på bilen og de to andre passagerer. 

I bunden af bilen lå noget hash, som en 27-årig mand erkendte var hans. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Ved den videre ransagning af bilen fandt betjentene flere poser hash og skunk gemt i ventilationskanalen i instrumentbrættet. Derudover fandt de et pilleglas med anabolske steroider i den ene dørlomme. De stoffer var der ingen i bilen, der ville vedkende sig. Alt blev beslaglagt. 

Den 20-årige fører viste sig også at have omkring 9.000 kroner i kontanter i lommen. De fleste af de penge blev også beslaglagt, da han skyldte flere penge til Skat. 


**

Butikstyv havde knive i tasken

En 31-årig mand blev søndag kl. 17.00 taget på fersk gerning i at stjæle, da en vagt i Bilka på Merkurvej i Randers, opdagede, at manden puttede flere varer ned i sin taske. 

Blandt andet pakkede han en barbermaskine op, som han listede ned i tasken, hvorefter han gik ud uden at betale. Vagten tilbageholdt manden og ringede til politiet, der kort efter mødte op. 

Da betjentene visiterede den 31-årige fandt de også to knive, der lå i tasken sammen med flere stjålne varer. Han blev derfor anholdt og sigtet for butikstyveri og for brud på knivloven. 

**

To mænd sigtet for stjæle fem glas Nutella

En medarbejder i Aldi på Mariagervej i Randers ringede søndag kl. 15.03, da to mænd havde stjålet fem glas Nutella fra butikken. 

Medarbejderen forklarede, at han havde set mændene putte Nutella-glassene i en taske, hvor efter de gik gennem kassen uden at betale. De afleverede frivilligt glassene, men nægtede at blive på stedet, da de blev bedt om det. 

En patrulje fandt dog hurtigt frem til mændene, der begge blev sigtet for butikstyveri. 

**

Færdsel

Der skete et færdselsuheld søndag kl. 13.13 på Hobrovej i Randers. En 11-årig dreng løb ud foran en bil ført af en 40-årig mand, der ikke kunne undgå at ramme drengen. Barnet slap dog umiddelbart uden alvorlige skader. 

Der skete et færdselsuheld søndag kl. 14.30 på Rosenørnsgade i Randers C. En 18-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil og ramte ind i et autoværn.  Han kom umiddelbart ikke til skade ved uheldet. 

Der skete et færdselsuheld søndag kl. 18.47 i krydset Viby Ringvej/Åbyhøjgården. To biler ført af hhv. en 31-årig mand og en 53-årig mand ramte sammen i krydset. Der skete kun skade på bilerne ved uheldet. Parterne havde forskellige versioner af, hvad der præcist skete. 

En 28-årig mandlig bilist blev mandag kl. 1.44 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grenåvej i Egå. 

En 22-årig mandlig bilist blev mandag kl. 2.41 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V. 

En 38-årig mandlig bilist blev mandag kl. 3.55 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Sønderskovvej i Lystrup. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Nørreport i Ebeltoft begået mellem torsdag d. 10/1 kl. 16.00 og søndag d. 20/1 kl. 11.30
  • På Østergårdsvej i Astrup ved Solbjerg begået mellem fredag d. 18/1 kl. 15.00 og søndag d. 20/1 kl. 12.00
  • På Marselis Boulevard i Aarhus C begået mellem søndag d. 13/1 kl. 12.00 og søndag d. 20/1 kl. 12.00
  • På Råhøj Allé i Højbjerg begået lørdag d. 19/1 mellem kl. 14.00 og kl. 20.00
  • På Skæring Hedevej i Egå begået mellem fredag d. 18/1 kl. 10.30 og søndag d. 20/1 kl. 13.20
  • På Stenvej i Højbjerg begået fredag d. 18/1 mellem kl. 11.30 og kl. 13.00
  • På Østervænget i Gassum ved Spentrup begået søndag d. 20/1 mellem kl. 14.30 og kl. 21.20
  • På Løgten Østervej i Skødstrup begået mellem mandag d. 7/1 kl. 12.00 og mandag d. 21/1 kl. 00.55
  • På Skanse Alle i Randers SV begået mandag d. 21/1 mellem kl. 00.00 og kl. 2.10






Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

10. august 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten søndag den 10. august 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds

8. august 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. august 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

7. august 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 7. august 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.