Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

8. januar 2020 11:39

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 8. januar 2020

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 12.30 tre mænd på 20, 22 og 27 år, der sigtes for kvalificeret vold og for ulovlig frihedsberøvelse samt trusler mod og af to mænd på 28 og 32 år. Episoderne fandt sted tirsdag aften ved 19-tiden med udgangspunkt fra en adresse i det centrale Aarhus.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Nye sigtelser i sag om hærværk og racisme

To mænd på 27 og 39 år, der sidder varetægtsfængslet for hærværk begået mod en jødisk gravplads i Randers, er nu sigtet for yderligere forhold under både hærværks- og racismeparagraffen.

Begge mænd er sigtet for at forhåne eller nedværdige andre personer på grund af deres seksuelle orientering ved at have overmalet en regnbuefarvet bænk på Stadion Allé i Aarhus i starten af juni sidste år.

Desuden er den nu 39-årige mand i sagen også sigtet efter hærværks- og racismeparagraffen ved at have opfordret flere personer til at lave hærværk mod en bogcafé på Studsgade i Aarhus. I september sidste år blev der malet på facaden og opsat plakater med et hagekors og forskellige slogans op på caféens facade.

De to mænd blev anholdt i november og sigtet for at have hældt maling på 84 forskellige gravsten på en jødisk gravplads og for at have kastet maling på en husfacade, hvor en Davidsstjerne var afbildet. De blev efterfølgende varetægtsfængslet.

Ved dagens fristforlængelse blev der anmodet om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. Begge mænd har nu fået forlænget deres varetægtsfængsling med fire uger. Den 39-årige kærede byrettens kendelse til landsretten. 

**

 

Røveri mod frisørsalon 

Tirsdag kl. 11.11 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en frisørsalon på Viborgvej i Hasle, hvor der netop var sket et røveri. En maskeret person var kommet ind i salonen og havde råbt, at det var et røveri og at han ville have penge. 

Da indehaveren af salonen oplyste om, at de ikke havde nogen penge, råbte manden, at han havde en kniv, og han holdt sin arm mod maven som om, han havde en genstand under jakken. Han gik herefter selv hen til kasseapparatet, som han åbnede og tog de penge, der var. Herefter løb han ud af hoveddøren i retning mod Ryhavevej. 


Gerningsmanden beskrives som:

 

  • Mand
  • Ikke etnisk dansker af udseende
  • 20-25 år gammel
  • 170-180 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden
  • Talte dansk med accent
  • Var iført sort dunjakke med rundt logo, sort hættetrøje, sorte træningsbukser, mørk halsedisse og mørke handsker
  • Var muligvis bevæbnet med en kniv

Flere patruljer kørte efterfølgende rundt i området på jagt efter gerningsmanden, men desværre uden resultat. Da manden løb fra stedet krydsede han Viborgvej og løb ned af nogle trapper ned på Kærtoften og videre derfra i ukendt retning.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set gerningsmanden umiddelbart før eller efter røveriet. Politiet kan kontaktes på telefon 114. 

 

**

 

Tørstig tyv endte med fire sigtelser

Østjyllands Politi blev tirsdag kl. 08.47 kaldt til 7-Eleven på Frederiks Allé i Aarhus, hvor en kunde for anden gang inden for få dage havde taget øl fra køleskabet og var begyndt at drikke af dem. Manden havde lavet samme nummer i lørdags, hvor han aldrig betalte for øllen, men i stedet forlod butikken med øllen i hånden.

Tirsdag var det samme ekspedient, der var på arbejde, og hun sagde til manden, der havde taget to øl fra køleskabet og havde sat sig til rette på en stol ved vinduet, at hun ville kontakte politiet, hvis han igen åbnede en øl uden at have betalt for den først. Manden havde en sort taske med og tilbød ekspedienten, at hun kunne få computeren i taske som betaling for øllene. Ekspedienten syntes det var meget mærkeligt, og følte sig utryg ved manden, så hun ringede efter politiet.

Da betjentene ankom til stedet sad manden stadig på pladsen ved vinduet og var i færd med at drikke en af øllene. Den 48-årige mand blev sigtet for de to forhold af butikstyveri, for ulovligt omgang med hittegods og for hæleri ved at have taget tasken, der viste sig at være glemt i en bus, og forsøgt at benytte indholdet som betalingsmiddel. Tasken tilhørte en 35-årig kvinde, der fik alle sine ejendele igen.

**

 

Uenighed i trafikken udviklede sig til vold

Tirsdag kl. 08.52 kom en 59-årig mand forbi ved Bakken i Randers C, da han bemærkede en ung mand, der stod og råbte af en kvinde længere nede ad gaden. Manden gik lidt tættere på for at observere og kunne høre, at den unge mand råbte noget med, at kvinden ikke kunne køre bil samt diverse ukvemsord.
Den 59-årige mand har forklaret til politiet, at den unge mand kort efter tydeligt ophidset gik direkte hen til ham og begyndte at råbe af ham i stedet. Da den 59-årige bad ham slappe af, blev han skubbet to gange i brystet. Herefter tog den unge mand hans taske fra cyklen og kastede den ind i en have, hvorefter han tog cyklen og kastede den hen ad vejen. Han fortsatte med at skubbe den 59-årige i brystet og råbe diverse skældsord af ham, hvorefter han satte sig ind i sin bil og kørte fra stedet.

Den 59-årige mand tog kontakt til den 68-årige kvinde, der oplyste, at manden havde fulgt efter hende siden Vestergade, hvor han mente, at hun havde lavet en forkert manøvre i forbindelse med overhaling af en lastbil. Efter de var holdt ind, havde manden skubbet til hende og spyttet hende i ansigtet.

Den 59-årige mand havde fået taget et billede af manden, og havde også noteret registreringsnummeret på den bil, han kørte væk i. Politiet har derfor en formodning om, hvem gerningsmanden kan være.

**

 

Unge butikstyve på spil i Elgiganten

Tirsdag kl. 13.10 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en strøgvagt i Aarhus, der i Elgiganten på Søndergade havde pågrebet to mindreårige butikstyve, som var taget i at stjæle et sæt trådløse høretelefoner. Vagten var i første omgang blevet opmærksom på de to drenge i Salling, hvor en ekspedient fortalte ham, at drengene dagen forinden var blevet taget i at stjæle parfumer, men at der ikke var blevet en sag ud af det, da de havde leveret parfumerne tilbage.

Vagten fulgte efter drengene over i Elgiganten, hvor han så dem tage en pakke med hovedtelefoner i stueetagen, hvorefter de var fortsat op på 1. sal. Da de kort tid efter forlod butikken, fulgte vagten efter dem hen til Telefonsmøgen, hvor han tog kontakt til dem. Den ene af dem erkendte med det samme, at han havde taget hovedtelefonerne ud af æsken og puttet dem i lommen.

Drengene blev ført med tilbage til butikken, hvorfra der blev ringet efter politiet. Elgiganten oplyste, at der dagen forinden også var blevet stjålet et sæt hovedtelefoner af samme mærke, og de to drenge på 13 og 14 år erkendte, at de også havde stået bag dette tyveri, og at hovedtelefonerne nu befandt sig hjemme hos den ene af dem.

Drengenes forældre blev kontaktet, og de sørgede for at få afhentet drengene. Faren til den ene af dem betalte for de to sæt høretelefoner, men begge drenge fik besked på, at de fremover var uønsket i alle Elgigantens butikker. De sociale myndigheder blev også orienteret om butikstyverierne.

**

 

Snød sig til en Oddset-kupon

Tirsdag kl. 20.30 blev en ekspedient i 7-Eleven på Banegårdspladsen i Aarhus udsat for et tricktyveri. En mand havde indfundet sig i forretning, hvor han udfyldte nogle Oddset-kuponer for flere småbeløb og afleverede dem til ekspedienten. Manden ville så pludselig ikke betale for kuponerne, og han fik held til at aflede ekspedientens opmærksomhed, så det lykkedes ham at beholde en af de gyldige kuponer uden at betale for den.

Manden beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 38-42 år gammel
  • 175 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden
  • Sort, kort hår og fuldskæg
  • Talte dansk
  • Var iført en tynd blålig dynejakke

Har man oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114

**

Ruder knust i to lejligheder

Natten til onsdag kl. 02.28 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en beboer på Vinkelvej i Randers C, hvor en ukendt person havde smadret to ruder med en hammer-lignende genstand. Beboerne lå og sov i stuen, da de var vågnet ved et højt brag, hvorefter de kunne konstatere, at ruden til stuen var knust. Ingen af dem havde set nogen personer.

Knap to timer senere, kl. 04.15 var det nabolejligheden, der stod for tur. Lejlighedens beboer vågnede ved et brag fra køkkenet, og da han løb derud kunne han se, at køkkenvinduet var blevet knust og at der lå en murhammer på gulvet. Beboeren skyndte sig hen til vinduet og kunne se en mand iført mørkt tøj og en mørk hue køre fra stedet på en cykel.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set en eller flere personer ved lejlighederne på Vinkelvej på de anførte tidspunkter. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

**

Skænderi mellem kærester endte i vold

Tirsdag kl. 21.37 blev Østjyllands Politi kaldt til Klostertorv i Aarhus, hvor et kærestepar var kommet op at skændes. Skænderiet havde udviklet sig til, at den 23-årige mand havde skubbet og trukket i den 22-årige kvinde, så hun var væltet omkuld ind i nogle cykler og slog sine knæ hårdt mod jorden. Da patruljen kom til stedet var gerningsmanden løbet derfra, men flere vidner sendte betjentene i retning af ham og han blev kort efter anholdt på Klosterstien. Han blev sigtet for vold og kørt til politigården.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 08.08 skete der et færdselsuheld ved krydset Nørreport/Mejlgade i Aarhus. En 52-årig mandlig bilist kom kørende ad Nørreport, da han ville lave en u-vending ved Mejlgade, på trods af at det ikke er tilladt på det sted. Det resulterede i, at bilen stødte sammen med et letbanetog, men da begge parter nåede at bremse, skete der kun mindre materiel skade og ingen personskade. Letbanen måtte dog indstille kørslen på linje L2 i nogle timer. Den 52-årige bilist blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at have efterkommet anvisningerne i krydset.

Tirsdag kl. 12.05 blev en 29-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, for våbenloven, ved at være fundet i besiddelse af to knive, et knojern og en kølle, for brugstyveri af bil og for tyveri af nummerplader, da han blev standset af en patrulje på Jernbanegade i Ryomgård.

Tirsdag kl. 13.22 blev en 43-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Gjerlev J.

Tirsdag kl. 13.33 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Lading ved Sabro. En 76-årig kvindelig bilist kørte af ukendte årsager af vejen og ramte et hegn og flere færdselsskilte og til sidst et træ. Kvinden kom umiddelbart ikke alvorlig til skade, men blev kørt til kontrol på skadestuen.

Tirsdag kl. 22.51 skete der et færdselsuheld på Dystrupvej i Ørum Djurs. En 31-årig mandlig cyklist var på vej på arbejde, da han blev påkørt af en bil, ført af en ukendt person, der efterfølgende kørte fra stedet. Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men havde umiddelbart kun fået mindre knubs.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Olaf Rudes Vej i Højbjerg begået tirsdag den 7/1 kl. 15.30
  • På Lystrupvej i Risskov begået tirsdag den 7/1 mellem kl. 07.30 og kl. 15.45
  • På Engelstoft i Lystrup begået torsdag den 2/1 mellem kl. 19.00 og kl. 20.30
  • På Skæring Strandvej i Egå begået tirsdag den 7/1 mellem kl. 18.20 og kl. 18.30
  • På Tirstrupvej i Risskov begået tirsdag den 7/1 mellem kl. 19.30 og kl. 19.35

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

27. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

26. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.