Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 4. januar 2021
Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Foto: Østjyllands Politi
Indbrud på kro – to mænd anholdt
Natten til mandag kl. 4.36 fik Østjyllands Politi melding om, at en tyverialarm var gået på Sjette Frederiks Kro på Salonvejen i Risskov. Omkring tre minutter senere var en patrulje på stedet, og da de lyste ind gennem et vindue, kiggede de lige ind i ansigtet på en mand, som sad på hug ved en bar i kroen.
Da manden så politiet, løb han ud af en bagdør og ind i den nærliggende skov, inden betjentene kunne nå at få fat i ham. De fik dog hurtigt tilkaldt forstærkning, og flere betjente stillede sig klar rundt om skoven.
Kort efter fik en af patruljerne øje på en forpustet 21-årig mand, der havde jord på tøjet og ikke havde nogen god forklaring på, hvad han lavede på stedet. Han blev anholdt og sigtet for indbruddet på kroen.
Lidt efter stødte en anden patrulje på en 20-årig mand, som kom cyklende ud fra skoven. Han svarede til det signalement, den først ankomne patrulje havde givet af den mand, de havde set inde i kroen, og han blev derfor også anholdt og sigtet for indbruddet. I øvrigt blev han også sigtet for at have stjålet cyklen, som han ellers påstod, han havde nøglen til. Problemet var dog, at der slet ikke var nogen lås på den.
Umiddelbart havde gerningsmændene ikke nået at stjæle noget ved indbruddet i kroen, men der blev bl.a. fundet en sæk, der var fyldt op med vinflasker fra stedet.
**
To mænd anholdt og sigtet for tyveri
Beboeren i et hus på Elmevej i Assentoft vågnede omkring kl. 3.00 natten til mandag ved lyden af en bil, der vendte i hans indkørsel. Da han kort efter hørte nogen åbne hans havelåge, blev han for alvor mistænksom og stod op for at se, hvad der skete. Da han kom ud, kunne han se, at en af de måltidskasser, han havde fået leveret, var stjålet fra garagen, mens den anden var blevet trådt i stykker.
Han traf ingen personer, men besluttede at køre en tur i nabolaget for at se, om han kunne finde gerningsmændene. Pludseligt så han en bil køre foran sig, og han fulgte efter den, mens han kontaktede politiet.
Da patruljen kort efter kom frem, kunne han vise dem hen til Assentofthallen, hvor bilen holdt parkeret. Tæt på bilen stod to mænd på 31 og 32 år, som virkede nervøse og påvirkede og ikke kunne forklare, hvad de lavede på stedet.
Begge blev anholdt.
En politihund fandt en bilnøgle tæt på, hvor de to mænd havde stået- og den passede til bilen, som stod ved hallen. Derudover fandt hundepatruljen også et koben og den stjålne måltidskasse.
Fundene gjorde, at begge mænd blev sigtet for tyveri og for forsøg på indbrud.
**
Gæst i Bed & Breakfast anholdt
En bed & breakfast i Højbjerg kontaktede søndag kl. 11.16 politiet, da de havde problemer med to logerende mænd, som ikke overholdt stedets regler.
Da politiet kom frem, traf de to mænd på 29 og 33 år, som begge virkede påvirkede af stoffer. Der holdt en bil på stedet, men mændene forklarede, at det ikke havde kørt i den. Begge blev visiteret, men de havde ingen bilnøgle eller ulovlige genstande på sig, og da betjentene ikke umiddelbart kunne bevise, at de havde kørt bilen, blev de bortvist fra stedet uden sigtelser.
Kort efter kiggede patruljen dog forbi stedet igen, og her så de, at den 33-årige mand var kommet retur og stod og snakkede med en af ejerne på stedet. Da han så politiet komme, gik han derfra igen.
Ejeren forklarede, at manden havde været der for at hente sit kørekort, som han havde glemt. Eftersom patruljen vidste, at den 33-årige var frakendt kørekortet, løb betjentene efter ham og visiterede ham igen.
I hans lomme lå kørekortet, som blev inddraget. Den 33-årige blev voldsomt utilfreds over politiets indblanding og begyndte at råbe forskellige skældsord mod betjentene.
Han blev derfor anholdt og sigtet for at fornærme politiet.
**
Sigtet for at overfalde to mænd på Klostertorvet
En borger ringede søndag kl. 22.05 til politiet, da han så en mand overfalde en anden mand på Klostertorvet i Aarhus. Kort efter kom en patrulje frem og anholdt en 29-årig mand, som blev sigtet for to tilfælde af vold begået mod en 42-årig mand og en 50-årig mand.
Ifølge vidner på stedet var den 29-årige sur på en gruppe personer på Klostertorvet, og det gik ud over den 50-årige, som han slog med knytnæveslag, så han væltede ned på fliserne. Herefter sparkede den 29-årige ham ifølge sigtelsen flere gange.
Da den 42-årige forsøgte at standse overfaldet, blev han også slået med knytnæveslag af den 29-årige.
Den 50-årige fik nogle skader på tænderne i forbindelse med overfaldet, mens den 42-årige fik nogle knubs i ansigtet.
**
Bilist sigtet for narkokørsel – passager sigtet for narkosalg
En patrulje fra Østjyllands Politi standsede søndag kl. 21.59 på Katrinebjergvej i Aarhus N en bil med en 19-årig kvindelig fører og tre passagerer. Da kvinden virkede påvirket af stoffer, blev hun anholdt og sigtet for narkokørsel.
Passagerne blev visiteret, og bilen blev ransaget. En 27-årig mand i bilen havde flere salgsposer med hash og skunk på sig og nogle tusinde kroner i kontanter. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkosalg.
De andre passagerer havde ikke noget ulovligt på sig og kunne derfor frit gå fra stedet.
**
Mand i saltspreder udsat for vold
En fører af en saltspreder anmeldte natten til mandag kl. 2.15, at han netop var blevet overfaldet, mens han kørte og spredte salt på Sonnesgade i Aarhus. Den 48-årige chauffør forklarede, at en mandlig beboer i en af lejlighederne i området havde konfronteret ham på gaden, fordi han var rasende over at være blevet vækket af larmen fra minitraktoren.
Ifølge den 48-årige havde manden overfuset ham, slået ham med knytnæveslag og forsøgt at trække ham ud af traktoren. Han blev dog kun ramt overfladisk og kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Det lykkedes ham at flygte fra stedet og tilkalde hjælp.
Gerningsmanden gik fra stedet, men den 48-årige så ikke præcist, hvor han gik hen. Det lykkedes heller ikke den fremmødte patrulje at finde frem til gerningsmanden, men Østjyllands Politi formoder, at han bor i nærheden. Så du episoden, eller ved du, hvem manden er, kan du kontakte politiet via tlf. 114.
**
Færdsel
Søndag kl. 19.49 skete der et færdselsuheld på Elstedhøj i Elsted ved Lystrup. En bilist kørte ind i en parkeret bil, som tilhører en 43-årig mand. Ingen kom til skade ved uheldet. Begge biler holdt på stedet, da politiet, kom frem, men bilisten, der var kørt ind i bilen, var flygtet fra stedet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Terp Skovvej i Højbjerg begået mellem søndag d. 27/12 kl. 12.00 og søndag d. 3/1 kl. 12.35
• På Parkvej i Randers NV begået mellem søndag d. 27/12 kl. 12.00 og søndag d. 3/1 kl. 15.50
• På Parkvænget i Randers NV begået mellem onsdag d. 30/12 kl. 10.30 og søndag d. 3/1 kl. 16.15
• På Siøvej i Hadsten begået mellem torsdag d. 31/12 kl. 14.00 og søndag d. 3/1 kl. 18.30
• På Vinterslevvej i Hadsten begået mellem fredag d. 1/1 kl. 12.00 og søndag d. 3/1 kl. 19.15
• På Grete Løchtes Gade i Aarhus C begået mellem torsdag d. 24/12 kl. 17.00 og lørdag d. 26/12 kl. 13.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877