Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. februar 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 09.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 09.30 en 54-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Den 54-årige mand er sigtet for stalking ved igennem en længere periode vedvarende at have kontaktet, forfulgt og chikaneret en 45-årig kvinde og at have overtrådt sit tilhold mod hende adskillige gange.
Derudover er han også sigtet for at have sat GPS-trackere på hendes bil, at have placeret aflytningsudstyr i hendes lejlighed og for at have truet hende på livet.
Den sigtede blev anholdt på sin bopæl i Randers mandag formiddag kl. 11.02 i forbindelse med politiets efterforskning af sagen.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00: 46-årig fik straksdom
En 46-årig mand blev natten til tirsdag anholdt og sigtet for indbrud, og allerede tirsdag formiddag blev han idømt en straksdom på 60 dages ubetinget fængsel.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede tirsdag kl. 10.00 den 46-årige i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han stod sigtet for at have begået indbrud i en villa på Terp Skovvej i Højbjerg.
Et vagtselskab kontaktede politiet kl. 00.54, da der var gået en tyverialarm i villaen. Flere patruljer kørte straks til stedet, og tre minutter efter anmeldelsen ankom de første betjente til huset, hvor gerningsmanden havde knust et vindue.
Betjentene opdagede den 46-årige, der gik rundt i baghaven, og han blev straks anholdt og lagt i håndjern, sigtet for at have begået indbrud.
Da han efterfølgende blev visiteret, fandt betjentene nogle skruetrækkere og en svensknøgle, og på jorden ved siden af ham lå en pose med smykker og andre værdigenstande, der netop var blevet stjålet fra villaen.
Den 46-årige havde en nylig dom for indbrud, og anklagemyndigheden vurderede på den samlede baggrund, at der var juridisk grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør ved retten.
Ved grundlovsforhøret erkendte den 46-årige, og han modtog dommen på de 60 dages ubetingede fængsel.
”Der har været handlet hurtigt hele vejen rundt og lavet et godt stykke politiarbejde, der gjorde, at den 46-årige kunne få en dom relativt få timer efter, at han var blevet anholdt. Hurtig udrykning, efterforskning og juridisk behandling af sagen var afgørende, og da den anholdte erkendte forholdet, var det muligt at give en straksdom,” siger specialanklager Jakob Beyer.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for grov vold, frihedsberøvelse og trusler på livet begået i Aarhus den 1. februar mod en 18-årig kvinde.
Ifølge sigtelsen kørte den 26-årige rundt med kvinden et ukendt sted i Aarhus, og undervejs i bilen udsatte han hende for trusler og vold i form af slag og overfladiske snit i kinden med en kniv eller skruetrækker, ligesom han nægtede at lade hende komme ud af bilen.
Den anholdte og den forurettede kvinde kender hinanden, men derudover ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.
**
I alt seks personer anholdt og sigtet for indbrud i det forgangne døgn
Østjyllands Politi havde mandag aften og natten til tirsdag travlt med at få fat i indbrudstyve, der huserede forskellige steder i det østjyske.
Det endte med hele seks anholdte, og det var bl.a. takket være gode, opmærksomme borgere, at det lykkedes at pågribe de formodede gerningsmænd.
Kl. 23.10 ringede en borger fra Mårslet, fordi han havde set tre mistænkelige mænd luske rundt ved en tandlægeklinik, og at det lød, som om de havde forsøgt at bryde et vindue op.
En hundepatrulje var hurtigt på stedet, hvor de traf tre mænd tæt på klinikken, og i den bil, som mændene var kørende i, fandt betjentene under en ransagning noget maskering og noget indbrudsværktøj. De tre mænd, der er hhv. 22, 22 og 23 år, blev alle anholdt for at sikre deres tilstedeværelse.
Da der var opbrudsmærker på et vindue til klinikken, blev de tre anholdte sigtet for forsøg på indbrud. To af mændene blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da de havde en mindre mængde hash og kokain på sig.
Kl. 00.54 ringede et vagtselskab, da der var gået en tyverialarm i en villa i Højbjerg, og få minutter efter anholdt en patrulje en 46-årig mand på adressen, hvor han blev sigtet for at have brudt et vindue op og stjålet flere værdigenstande fra huset. Den 46-årige, der for nyligt har afsonet en dom for indbrud, blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han erkendte indbruddet i Højbjerg. Han modtog en straksdom på 60 dages ubetinget fængsel. (se uddybende tekst længere oppe)
Kl. 05.04 tidligt tirsdag morgen var en borger særdeles morgenfrisk, og han reagerede prompte med at ringe til politiet, da han så to mænd, der var i færd med at bryde en nøgleboks op ind til en pakkebutik på Søndre Ringgade i Aarhus. En patrulje ankom fem minutter senere, og da stod der to mænd på hhv. 41 og 45 år uden for butikken. Lige ved siden af dem så betjentene et koben og en boltsaks, og begge mænd blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.
”De seneste sager er eksempler på, hvor stor en hjælp det er, når borgerne holder øjne og ører åbne og ringer til politiet, når de ser noget mistænkeligt i deres nabolag. Vi har stort fokus på indbrud og gør, hvad vi kan for at forebygge og for at fat i gerningsmændene. Vi kan dog ikke være alle steder på én gang, så vi har brug for borgernes assistance. Hvis man ser nogle mistænkelige køretøjer eller personer, så ring 114, og hvis man ser nogen i færd med at bryde ind, så ring 112,” siger politikommissær hos Østjyllands Politi Jens Rønberg.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Terp Skovvej i Højbjerg begået tirsdag d. 4/2 kl. 00.52
• På Nørre Boulevard i Randers C begået mellem søndag d. 2/2 kl. 19.00 og mandag d. 3/2 kl. 09.30
• På Vinkelvej i Mørke begået mellem fredag d. 31/1 kl. 11.00 og søndag d. 2/2 kl. 18.30
• På Skæring Strandvej i Egå begået mellem lørdag d. 1/2 kl. 05.30 og mandag d. 3/2 kl. 17.30
• På Mølledalen i Hjortshøj begået mandag d. 3/2 mellem kl. 06.00 og kl. 19.15
• På Skippertoften i Egå begået mandag d. 3/2 kl. 19.00
• På Hejredalsvej i Brabrand begået mandag d. 3/2 kl. 21.45
• På Strandhuset i Egå begået mandag d. 3/2 kl. 22.58
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877