Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. maj 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Indbrudstyv idømt straksdom
Tidligt lørdag morgen modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et igangværende indbrud på en adresse i Viby J, og godt et døgn senere havde gerningsmanden fået en straksdom i form af to måneders fængsel.
Indbruddet blev begået på Brorsonsvej i Viby J mellem kl. 04.30 og kl. 05.03, hvor den nu fængselsdømte 46-årige mand skaffede sig adgang og stjal diverse værdigenstande i form af bl.a. elektronik, tasker og ure til en samlet værdi af flere tusinde kroner.
En patrulje blev efterfølgende sendt til stedet for at foretage sporsikring og indhente videoovervågning, hvoraf sidstnævnte fik stor betydning for sagens opklaring, da en parkeret Tesla i nærheden havde filmet gerningsmanden flygte fra indbruddet.
Politiet kunne derefter hurtigt få identificeret den 46-årige mand som værende den formodede gerningsmand, og han blev derfor anholdt søndag morgen kl. 08.15 på nærtliggende adresse i Viby J.
Senere søndag kl. 12.00 blev den anholdte mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han blev derfor idømt en straksdom på to måneders fængsel for episoden.
Den 46-årige mand blev varetægtsfængslet efter byrettens dom og kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.
**
Færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Betjente fra Østjyllands Politi var fredag eftermiddag og aften til stede i det vestlige Aarhus for nok engang at føre kontrol med trafikkulturen i området.
Indsatsen blev udført med assistance fra andre jyske kredse og førte i alt til, at 38 forskellige trafikanter blev sigtet for følgende lovovertrædende færdselsforhold:
- 9 x hastighed – (6 til klip og 1 til betinget frakendelse i vejarbejdsområde)
- 2 x narkokørsel
- 2 x kørsel uden førerret
- 3 x kørsel i frakendelsestiden
- 2 x fremkørsel for rødt lys (klip)
- 6 x ulovlig overhaling (klip)
- 5 x tæt kørsel til forankørende
- 3 x brug af håndholdt mobiltelefon
- 6 x manglende brug af sikkerhedssele
- 7 x manøvreforseelser – blandt andet ’fuld stop’ ej respekteret
- 13 x øvrige forseelser
- 2 x lov om euforiserende stoffer
- 1 x knivlov
En person blev blandt andet standset, da vedkommende blev målt til at køre 115 km/t på motorvej E45, hvor den tilladte hastighed grundet vejarbejde var 80 km/t. Føreren var i forvejen frakendt førerretten og må nu se endnu længere ud i fremtiden efter et nyt kørekort.
Derudover havde en 32-årig motorcyklist også en nævneværdig fredag, da han med en halv times mellemrum blev standset af to forskellige patruljer. Han kunne samlet set notere sig for følgende bøder: Hastighed (klip), overhaling højre om (klip), kørsel mellem to rækker af personbiler, unødig røg og støj samt en synsindkaldelse.
I Viby J kørte en personbil overfor rødt, mens føreren ikke anvendte sikkerhedssele. Føreren var ikke umiddelbart interesseret i at standse, da en civilpatruljebil tændte for de blå blink, og årsagen var med stor sandsynlighed, at vedkommende kort forinden havde smidt en pose med hash ud af vinduet. Hashen blev samlet op af betjentene, og føreren fik en række forskellige sigtelser med dertilhørende bøder.
I et andet køretøj fandt politiet et halvt kilo hash, som føreren netop havde indkøbt til weekenden, og da personen samtidig var frakendt førerretten, fik også denne trafikant et par sigtelser med sig hjem fra fredagsmødet med politiet, mens de 500 gram hash blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Velafviklet afsluttende Superligafodboldkamp i Aarhus
Søndag eftermiddag kl. 17.00 lagde AGF’s midlertidige hjemmebane i Vejlby i det nordlige Aarhus græs til sæsonens sidste fodboldkamp i mændenes bedste fodboldrække, hvor Brøndby IF var på besøg foran et godt fyldt stadion.
I den forbindelse var politiet naturligvis også til stede, og set med ordensmagtens briller forløb kampen uden nævneværdige udfordringer.
Alt i alt har politiet på nuværende tidspunkt registreret hele nul sigtelser fra dagen med relation til sæsonens sidste fodboldkamp i det aarhusianske.
I Østjyllands politikreds er der muligvis fortsat en enkelt fodboldkamp tilbage i denne sæson, hvis Randers FC på søndag den 1. juni tager imod Silkeborg IF i en afsluttende kamp om en plads i én af de europæiske turneringer i næste sæson. Dette er endnu ikke endeligt afgjort. I så fald vil Østjyllands Politi også her være til stede i relevant omfang, så alle får en god og festlig oplevelse, når den østjyske fodboldsæson bliver rundet af.
**
Solgte heroin foran betjente og blev anholdt
Betjente fra Østjyllands Politi Specialpatrulje var søndag eftermiddag til stede på Kastaniegade i det nordlige Aarhus, da de kl. 15.49 fik øje på en person, som udviste mistænkelig adfærd og gik rundt med flere pengesedler i hånden.
Kort tid efter ankom en anden mand til stedet, hvorefter de to personer straks smækkede hænderne sammen og hurtigt efterfølgende gik hver til sit.
Den person, der senest var ankommet til stedet – og angiveligt lige havde solgt narko – fik øje på betjentene og satte derfor i løb i retning mod Randersvej, inden han kort tid efter blev anholdt ikke langt derfra og identificeret som værende en 27-årig mand.
Under en efterfølgende visitation blev den 27-årige fundet i besiddelse af flere gram heroin samt flere tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af yderligere nogle gram heroin. Han blev derfor sigtet for salg af narko og fik både kontanter og heroin beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
**
Blev anholdt efter forsøg på indbrud og var efterlyst til Fogedretten
Søndag aften kl. 20.51 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person havde knust en rude i en bagdør og på den måde skaffet sig adgang til en fordelingsgang ind til flere lejligheder.
En patrulje blev derfor straks sendt til stedet, hvor betjentene traf en 25-årig mand, som blev sigtet for forsøg på indbrud og anholdt.
Under sin anholdelse udtalte den 25-årige sig i mindre pæne vendinger mod betjentene, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod tjenestemænd.
Et opslag i politiets systemer viste, at den 25-årige tilmed var eftersøgt til Fogedretten, og han blev derfor taget med på stationen med henblik på senere fremmøde i Fogedretten.
Hvis du er eftersøgt til Fogedretten, er det altid en god idé at møde op. Ellers risikerer du, at du bliver eftersøgt, og at politiet kommer og henter dig på din bopæl – hvis du altså ikke i mellemtiden bliver truffet at politiet i en anden sammenhæng og anholdt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Dalgårdsparken i Hornslet begået mellem lørdag d. 24/5 kl. 18.00 og søndag d. 25/5 kl. 08.40
- På Bredgade i Langå begået søndag d. 25/5 mellem kl. 00.00 og kl. 08.00
- På Stejlbjerg i Hornslet begået mellem lørdag d. 24/5 kl. 12.00 og søndag d. 25/5 kl. 09.20
- På Mustrupvej i Mårslet begået mellem fredag d. 23/65 kl. 17.00 og søndag d. 25/5 kl. 16.10
- På Skolevangs Allé i Risskov begået mellem lørdag d. 24/5 kl. 11.30 og søndag d. 25/5 kl. 18.00
- På Birkevangen i Solbjerg begået mellem fredag d. 23/5 kl. 15.00 og søndag d. 25/5 kl. 21.40
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877