Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 5. april 2019
Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Foto: Østjyllands Politi
Tre mænd smidt ud af flere beværtninger i Randers – anholdt af politiet
En gruppe mænd på 21, 22 og 29 år skabte natten til fredag så meget ballade, at de blev smidt ud af flere beværtninger på Storegade i Randers C. Kl. 3.30 blev politiet tilkaldt af en dørmand, der havde problemer med at få trioen smidt ud.
Da patruljen kom frem, var de tre mænd meget provokerende, og de virkede påvirkede af narko. Betjentene bad dem forlade gaden, men i stedet begyndte de at råbe skældsord efter patruljen. Derfor blev de anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for ikke at følge politiets anvisninger.
**
Flygtede fra politiet: Sigtet for narkokørsel
En 22-årig mand havde åbenbart ikke lyst til at tale med politiet, da en patruljebil torsdag kl. 20.30 ville standse hans bil på Silkeborgvej i Brabrand. Den unge bilist reagerede i stedet ved at sætte farten op og køre ind ad forskellige mindre veje for at ryste politiet af sig.
På Avnbøgevej fik patruljen dog fat i fører og bil, og den 22-årige blev anholdt og sigtet for at ikke at efterkomme politiets anvisninger. Da han virkede påvirket, blev han også sigtet for narkokørsel, og manglende forsikring på bilen gav ham en tredje sigtelse.
**
19-årig mand gemte kniv i ventilationsanlæg
En 19-årig mand blev torsdag kl. 16.37 anholdt, da en patrulje traf ham i en bil på en p-plads på Janesvej i Brabrand. På sig havde han en pose med lidt hash, og da betjentene efterfølgende ransagede bilen, fandt de en halskniv og nogle piller gemt i ventilationsanlægget. Den 19-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for brud på knivloven.
**
Brand i kælder
Torsdag kl. 14.23 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en kælder på Schleppegrellsgade i Aarhus C. Branden blev slukket, men der skete store skader på kælder og opgang. Ingen personer kom dog til skade. Brandårsagen er endnu ukendt.
**
Beruset 19-årig slog på politibil
En patruljebil der kørte rundt på Åboulevarden i Aarhus natten til fredag, fik kl. 00.51 en ret brutal hilsen fra en 19-årig mand, der var noget beruset. Den unge mand bankede hårdt en næve ned i patruljebilens køler og råbte af betjentene. Selv om den 19-årige bedyrede, at han bare ville sige ”hej” til politiet, blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Hidsig mand overfusede kvinder
En 41-årig mand var så beruset, højtråbende og aggressiv sent natten til fredag, at han endte med at blive anholdt på Mindebrogade i Aarhus. Her havde han blandt andet overfuset to kvinder med skældsord, ligesom han forsøgte at indladet et slagsmål med dem. I stedet fik han selskab af en patrulje, der sigtede ham for at forstyrre den offentlige orden, hvorefter de gav ham et ”lift” til politistationen, hvor han fik lov at overnatte.
**
Færdsel
Torsdag kl. 8.33 skete der et færdselsuheld i krydset Vennelyst Boulevard/Nørrebrogade i Aarhus C. En 76-årig mandlig bilist svingede til højre i krydset og ramte ind i en 20-årig kvinde, der kom cyklende ligeud. Cyklisten slap umiddelbart uden større skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Torsdag kl. 10.20 blev en 42-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Randers SV.
Torsdag kl. 11.58 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Randers NV. En 78-årig mandlig bilist svingede til højre ind på en p-plads. Han ramte ind i en 58-årig mand, der kom cyklende ligeud. Cyklisten slap umiddelbart uden større skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Torsdag kl. 17.13 skete der et færdselsuheld i krydset Oddervej/Vilhelmsborgvej i Beder. En 75-årig mandlig bilist svingede til venstre og ramte ind i en bil ført af en 58-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 75-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Torsdag kl. 17.41 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Randers. En 25-årig mandlig bilist kørte op bag i en forankørende og forårsagede et harmonikasammenstød med i alt fire biler. Ingen af bilisterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 25-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til de forankørende.
Fredag kl. 4.00 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Thorvaldsensgade i Aarhus C.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds• På Kærbyvej i Nødager ved Kolind begået mellem torsdag d. 14/3 kl. 13.30 og onsdag d. 3/4 kl. 16.15
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877