Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. december 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Kvinde afgået ved døden efter færdselsulykke
En 24-årig kvinde afgik søndag aften ved døden, efter at hun natten til søndag blev ramt af en bil i krydset Hasle Ringvej/Paludan-Müllers Vej i Aarhus.
Den 24-årige blev sammen med en 23-årig mand ramt i krydset, og bilisten kørte efter sammenstødet fra stedet. Kort efter fik politiet en anmeldelse om, at en bilist lidt længere nede ad vejen havde påkørt et lyssignal.
Her fik en patrulje fat i en 30-årig mand, der blev anholdt og i første omgang sigtet for spritkørsel, fareforvoldelse, uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder og for at undlade at hjælpe personer i livsfare ved at flygte fra stedet.
Den 30-årige blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor retten valgte at opretholde anholdelsen af ham i 3 x 24 timer, mens der foretages yderligere undersøgelser.
Tirsdag kl. 12.00 vil den 30-årige blive fremstillet i et nyt grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
**
Fodgænger ramt af bil ved Ødum
Mandag kl. 06.25 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en fodgænger var blevet ramt af en bil på Mejlbyvej tæt på Ødum. Fodgængeren, en 24-årig mand, gik formentligt på vejen, da han blev ramt af bilen, der blev ført af en 54-årig mand.
Den 24-årige pådrog sig alvorlige skader og blev kørt på hospitalet.
En bilinspektør foretog tekniske undersøgelser på stedet og skal nu afklare de nærmere omstændigheder i forbindelse med ulykken.
Der var ikke grundlag for at foretage anholdelser, og ingen er p.t. sigtet i sagen.
**
Færdselskontrol med fokus på spritkørsel
Færdselsbetjente fra Østjyllands Politi gennemførte fredag i de sene eftermiddags- og aftentimer en målrettet spiritus- og narkokontrol i politikredsen.
Betjentene kom bredt ud i politikredsen, og fik bl.a. besøgt byerne:
Assentoft, Auning, Ryomgård, Grenaa, Ebeltoft, Thorsager, Kolind, Mørke, Randers og den sydlige del af Aarhus.
Ingen bilister blev sigtet for spritkørsel, men to blev anholdt og sigtet for narkokørsel.
Under indsatsen blev der i alt skrevet 40 sager, der fordelte sig på følgende vis:
2 stk narkopåvirket kørsel i bil
2 stk ej efterkommet anvisninger om at standse
2 stk vigepligtsforseelser
5 stk mobiltelefon (klip)
1 stk hastighed
2 stk fejl og mangler ved køretøj
1 stk cykel mobil
3 stk cykel uden lys
1 stk manglende kørefærdighed
1 stk kørsel i frakendelsestiden
1 stk oplysningspligt
1 stk kørsel imod ensretning
2 stk indkørsel forbudt
2 stk manglende sikkerhedssele
3 stk kørsel uden førerret
3 stk ej medbragt kørekort
2 stk lygteføring
1 stk konstruktiv ændret knallert
Samme aften blev der gennemført hastigheds- og spiritus/narkokontrol på Silkeborgvej fra kl. 22.45-23.25, der medførte 5 klip til bilister, der kørte for stærkt i en byzone.
**
Sigtet for vold og trusler i lejlighed
Østjyllands Politi fik søndag kl. 11.56 en anmeldelse om, at en 21-årig mand havde truet en 20-årig mand med kniv i en lejlighed i Risskov. Desuden havde han ifølge anmeldelsen slået en 19-årig kvinde, som også befandt sig i lejligheden.
Den 21-årige var efterfølgende stukket af fra stedet, men en patrulje standsede ham i en bil ikke så langt fra adressen. Her blev han anholdt og sigtet for vold og trusler på livet. I bilen fandt betjentene en kniv, som den 21-årige blev sigtet for at besidde.
Kvinden, som den 21-årige kendte i forvejen, kom umiddelbart ikke alvorligt til skade under episoden. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
**
To bilister sigtet af patruljer i Brabrand
To mandlige bilister blev inden for kort tid standset og sigtet natten til mandag i Brabrand.
På Edwin Rahrs Vej blev en 20-årig mand standset kl. 01.19 i en rutinekontrol, og da det viste sig, at han var frakendt kørekortet, blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Det lugtede af hash fra bilen, og en narkometertest indikerede, at han var påvirket af stoffer, og derfor blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. En blodprøve skal nu vise, om han havde narkotika i blodet under kørslen.
7 minutter senere, kl. 01.26, standsede en patrulje på Gudrunsvej en anden bil med en 21-årig mand bag rattet. I bilen lå et par joints, to lattergasflasker og en kniv. Fundene førte til sigtelser for besiddelse af euforiserende stoffer, besiddelse af lattergas og overtrædelse af knivloven.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Fasanvej i Hammel begået mellem lørdag d. 7/12 kl. 13.15 og søndag d. 8/12 kl. 10.05
• På Sivhaven i Randers NV begået fredag d. 6/12 kl. 12.00 og søndag d. 8/12 kl. 10.30
• På Overvænget i Randers NV begået mellem fredag d. 6/12 kl. 10.00 og søndag d. 8/12 kl. 12.09
• På Pilealle i Ulstrup begået søndag d. 8/12 mellem kl. 13.30 og kl. 14.30
• På Skovbrynet i Hammel begået mellem fredag d. 6/12 kl. 06.40 og søndag d. 8/12 kl. 16.40
• På Nattergalevej i Assentoft begået søndag d. 8/12 mellem kl. 11.00 og kl. 18.40
• På Lindøvænget i Tilst begået søndag d. 8/12 mellem kl. 08.00 og kl. 20.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877