Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

22. februar 2019 11:18

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 22. februar 2019

Her er et uddrag fra det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

 

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.15 to mænd i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De sigtes for at bære våben i det offentlige rum under særligt skærpende omstændigheder. Begge mænd, der er i 30’erne, blev anholdt sent torsdag aften i Aarhus.

 

Af hensyn til den videre efterforskning anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre, og derfor ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen p.t. 

**

Mænd røvede Rema 1000 i Viby

To mænd begik torsdag kl. 21.57 røveri mod Rema 1000 på Gammel Kongevej i Viby. Lige før lukketid kom to maskerede mænd ind i butikken og gik hen til en medarbejder, som de skubbede til, mens de råbte, at han skulle give dem penge. Den ene havde en tang eller lignende i hånden, som han truede med.

 Da hverken medarbejderen eller hans kollega, der var i butikken, lukkede kassen op, brød gerningsmændene den selv op og stak af med et mindre kontantbeløb.

De to mænd beskrives som: 

A: 
Ca. 20-25 år
Ca. 180-185 cm høj, almindelig til kraftig af bygning
Iført sort elefanthue, mørk jakke, mørke bukser og mørke sko med hvid kant. 

B: 
Ca. 20-25 år
Ca. 180-185 cm høj, almindelig af bygning. 
Iført en sort elefanthue, sort frakke, lyse cowboybukser og mørke sko med gummikant.  

Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner, der har set mistænkelige personer eller køretøjer omkring Rema 1000 på gerningstidspunktet. Oplysninger kan gives til politiet via tlf. 114. 

**
 

21-årig sigtet efter fund af våben i visitationszone

En 21-årig mand blev torsdag kl. 22.33 standset i sin bil på Høgevej, der er inden for den visitationszone, som Østjyllands Politi har oprettet i et område i Aarhus V. En patrulje fattede mistanke til bilen og under ransagningen af den, fandt de en totenschlæger og et baseballbat i bagagerummet. Begge dele blev beslaglagt, og den 21-årige blev sigtet efter våbenloven. 

Den 21-årige forklarede selv, at han havde et bat, da han spillede baseball, og at han lige havde fundet totenschlægeren ved en tilfældighed. 

Senere, kl. 2.59 om natten, opdagede en patrulje en gruppe unge mænd, der stod forsamlet. Da mændene så patruljen, løb de alle fra stedet. En hundepatrulje fandt efterfølgende et jernrør i en busk i nærheden. 

På grund af uro mellem to grupper af personer i et område i Aarhus V har Østjyllands Politi indført visitationszonen, der foreløbigt gælder frem til og med den 18. marts. Derudover kører der ekstra patruljer i området, og den mobile politistation er løbende til stede.

**

Fire personer sigtet efter uventet besøg af specialpatruljen

Østjyllands Politis specialpatrulje, der bl.a. efterforsker narkosager, overraskede torsdag kl. 21.30 fire personer på en adresse i Højbjerg. Politiet havde fået et tip om narkosalg fra en bestemt lejlighed, som de tog ud for besøge.

 

I samme øjeblik, som patruljen ankom, kom en 39-årig mand kørende til stedet. I hans bil fandt specialpatruljen en salgspose med kokain, og i hans værelse på adressen fandt de yderligere kokain og noget heroin, som han blev sigtet for at ville sælge. Da han ikke har kørekort og virkede påvirket, blev han også sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret. 

I lejligheden sad tre personer, to mænd og en kvinde, som havde noget kokain og heroin på sig. De blev derfor alle sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

Joint ved siden af tændt bil førte til anholdelse

En opmærksom patrulje fik torsdag kl. 9.40 øje på en mistænkelig bil, der holdt i tomgang på Østergårdsvej i Malling. Da patruljen nærmede sig, kunne de se en joint ligge på jorden lige ved siden af førersiden af bilen. Inde i bilen sad en 21-årig mand, og på passagersædet ved siden af ham lå noget jointpapir. Den 21-årige fik derfor foretaget en narkometertest, og den viste, at han var påvirket af hash. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, hvorefter hans bil blev ransaget. 

Ved ransagningen fandt betjentene flere poser med hash, som den 21-årige blev sigtet for at besidde. 

Den unge mand forklarede, at han kun røg hash for at dulme nogle rygsmerter, og han ikke havde kørt i bilen, men kun holdt i tomgang for at høre bilradio. Den forklaring var dog ikke nok til at slippe for anholdelse og sigtelser.  

**

53-årig anholdt: Truede med at smide bargæst i åen

En 53-årig mand blev natten til fredag kl. 3.20 anholdt på en bodega på Åboulevarden i Aarhus og sigtet for brud på restaurationsloven, efter han havde taget fat i en 24-årig mand, som han blandt andet truede med at smide i åen. 

En dørmand så optrinnet og tilbageholdt den 53-årige mand, indtil politiet kom frem. Ifølge den 53-årige havde den 24-årige genereret en kvinde, og derfor havde han konfronteret ham. 

**

Hash fundet på adresser i Mørke og Aarhus

To mænd fik torsdag aften begge pludseligt selskab af betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje i deres lejligheder i hhv. Mørke og Aarhus V. 

I Mørke fandt patruljen både noget hash og lidt amfetamin, som den 47-årige beboer blev sigtet for at besidde. I Aarhus V traf patruljen en 40-årig mand, som viste sig at have hash og skunk derhjemme. Han fik også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

15-årig sigtet for hærværk på bil

En borger ringede torsdag kl. 12.02 til politiet, da han så en dreng stå og slå og sparke på en bil, der holdt på en p-plads på C.F. Møllers Allé i Aarhus C. En patrulje kom til stedet, hvor de traf en 15-årig dreng, som erkendte hærværket. 

Han forklarede, at han havde forsøgt at starte bilen ved at hive en plade af under rattet og rive i nogle ledninger. Det lykkedes dog ikke, og derfor havde han banket på bilen. Den 15-årige blev efterfølgende sigtet for hærværk. 

**

Anmeldelse: Bil fulgte efter dreng ved skole

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 11.40 en anmeldelse fra Tilst Skole om, at en 10-årig dreng var meget utryg, da en hvid varebil havde fulgt efter ham. Drengen var på hjem på cykel, da han opdagede varevognen, der kørte langsomt bag ham. Han blev bange og vendte om for at køre tilbage til skolen, hvorefter bilen ifølge drengens forklaring også vendte om og fulgte efter ham helt hen til skolens p-plads. 

Drengen skyndte sig ind og fik kontaktet en lærer, hvorefter drengens forældre og politiet blev kontaktet. 

Manden henvendte sig på intet tidspunkt til drengen, men den 10-årige følte, at han bevidst fulgte efter ham. 

Drengen beskriver manden som: 

Dansk af udseende
30-40 år
Ca. 182 høj
kort krøllet orange/rødt hår og orange/rødt fuldskæg
Iført en hvid jakke/sweater. 
Kørte i en hvid kassevogn/varebil

Østjyllands Politi er nu ved at undersøge, hvad der præcist er sket og hører gerne fra manden i varebilen for at få afklaret, om der eventuelt er tale om en misforståelse. 

**

Butikstyv taget med kylling, remulade og vin i tasken

En 50-årig mand blev torsdag kl. 14.04 opdaget af en medarbejder i SuperBrugsen på Kirkebakken i Beder, da han forsøgte at slippe for at betale for en bakke kylling, en vin og en bøtte remulade. 

Alle varerne havde han smuglet ned i sin taske og var ved at forlade butikken, da medarbejderen tog fat i ham. Politiet blev tilkaldt, og den 50-årige blev sigtet for tyveriet, som han erkendte. 

**

Færdsel

Torsdag kl. 16.34 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Bernhard Jensens Boulevard i Aarhus C

Torsdag kl. 18.25 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vesterbrogade i Aarhus C. 

Torsdag kl. 18.30 skete der et færdselsuheld på Søftenvej i Aarhus N. En 40-årig kvindelig bilist mistede herredømmet over sin bil og ramte ind i et autoværn. Hun slap umiddelbart uden større skader. 

Fredag kl. 2.59 blev en 19-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Torpevænget i Aarhus V. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Nyvej i Villa ved Malling begået onsdag d. 20/2 kl. 20.00
På Spergelvangen i Randers V begået torsdag  d. 21/2 mellem kl. 9.30 og kl. 11.40
På Vestergade i Hinnerup begået torsdag d. 21/2 mellem kl. 10.30 og kl. 14.15
På Lilleringvej i Harlev begået torsdag d. 21/2 kl. 19.40
På Fuglebakken i Assentoft i Randers SØ torsdag d. 21/2 mellem kl. 8.00 og kl. 20.00

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

17. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

16. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 16. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

15. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.