Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. oktober 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Løb fra havareret bil efter eftersættelse
En patrulje fra Østjyllands Politi, blev natten til fredag kl. 00.35 opmærksomme på en bil, der lavede en pludselig u-vending på Hasselager Allé i Viby J, og patruljen vendte derfor hurtigt vognen og gav tegn til bilens fører om at standse.
Bilen fortsatte dog ufortrødent, blandt andet gennem et rødt lys, og accelererede på Genvejen op til langt over den tilladte hastighed. På et tidspunkt under eftersættelsen kørte bilens fører desuden over i den modsatte vognbane uden om et helleanlæg. Først ved Åbovej standsede bilen, da den ramte en postkasse og nogle fliser og derved røg ud på græsset, hvor den sad fast. Tre mænd løb fra bilen og hen mod et skovområde.
Undervejs i eftersættelsen var flere patruljer blevet tilkaldt, og to hundepatruljer ankom derfor næsten samtidig til stedet og satte efter mændene. Hundene fik hurtigt løbet de to af mændene op, mens det ikke lykkedes at få fat på den tredje. De to mænd blev anholdt og sigtet for en lang række færdselsovertrædelser og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
I bilen fandt betjentene desuden en række effekter, som kunne indikere, at mændene var på vej ud for at begå indbrud, og de to blev derfor også sigtet for forsøg på indbrud.
**
Færdselskontrol i det vestlige Aarhus
31 personer blev sigtet for i alt 41 forseelser, da betjente fra Færdselssektionen hos Østjyllands Politi torsdag aften var på færdselskontrol i det vestlige Aarhus.
Sigtelserne fordelte sig således:
10 klip for hastighedsovertrædelser
2 bøder for hastighed
7 klip for brug af håndholdt mobil
1 klip for at køre frem for fuldt stop
4 kørsel uden førerret
2 narkokørsel
2 ulovlige besiddelse af våben, henholdsvis en kniv og en peberspray
1 besiddelse af narko
13 øvrige sager
Østjyllands Politi fortsætter færdselskontrollerne i området med jævnlige mellemrum.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Engtoftevej i Hjortshøj begået mellem onsdag d. 9/10 kl. 22.00 og torsdag d. 10/10 kl. 07.00
- På Svanlevvej i Hasselager begået torsdag d. 10/10 mellem kl. 08.20 og kl. 12.25
- På Urebjergvej i Sabro begået torsdag d. 10/10 mellem kl. 07.15 og kl. 13.00
- På Chr. Wærums Gade i Aarhus C begået torsdag d. 10/10 mellem kl.11.00 og kl. 15.27
- På Nygårdsvænget i Hadsten begået torsdag d. 10/10 mellem kl. 03.00 og kl. 18.20
- På Rønbjergvej i Risskov begået torsdag d. 10/10 mellem kl. 20.20 og kl. 20.45
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877