Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. november 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 en 42-årig mand og en 34-årig kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for at have begået flere tilfælde af røveri mod ældre borgere.
Røverierne har fundet sted ved, at de to personer i forening flere forskellige steder i politikredsen har rettet henvendelse til flere ældre damer, som de har skubbet til og taget taskerne fra, inden de er kørt fra de forskellige gerningssteder i en bil.
Den 42-årig mand og den 34-årige kvinde blev anholdt tirsdag eftermiddag kl. 13.44, da de blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi i krydset ved Nehrus Allé og Halmstadsgade i Aarhus N.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
Endnu et pirattaxa-offer
Endnu en ung mand i rækken af efterhånden mange over de seneste uger, fik natten til lørdag stjålet sit kort efter en tur hjem fra byen med pirattaxa.
Anmeldelsen kom til Østjyllands Politi tirsdag morgen, da den 23-årige mand efter en festlig weekendaften havde opdaget, at han manglede sit kort, og at der var blevet hævet flere tusinde kroner fra hans konto over flere forskellige omgange.
Tyveriet har med stor sandsynlighed fundet sted i tidsrummet fra kl. 01.030 til kl. 02.00, hvor den 23-årige tog en pirattaxa hjem fra byen i Aarhus C.
Vi har sagt det før og siger det gerne igen: Tag aldrig en pirattaxa hjem fra byen – uanset, hvor meget, det måtte friste.
Find ud af på forhånd, hvordan du kommer hjem, hvis du ikke bor i gåafstand fra feststedet – og hvis offentlig transport eller almindelig taxa ikke er en mulighed, kan du evt. spørge en ædru ven eller et familiemedlem, om de mon vil køre dig, når du på et tidspunkt skal hjem.
**
Kemikalieudslip på havnen i Aarhus
Østjyllands Politi modtog tirsdag kl. 13.10 en anmeldelse fra havnen i Aarhus om, at der var sket et kemikalieudslip fra en tank indeholdende op mod 1000 liter syre.
Både politi og brandvæsen blev sendt til stedet ved Østhavnsvej i Aarhus C, hvorfra udslippet var sket. Der var tale om udslip på et lukket havneområde uden adgang for offentligheden.
Politiet opsatte afspærring med en sikkerhedsafstand til selve udslippet, mens brandvæsenet påbegyndte oprydningsarbejdet, der varede nogle timer frem til tidligt på aftenen. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.
**
Butikstyv med skunk i lommen
En patrulje fra Østjyllands Politi blev tirsdag aften kl. 19.56 sendt til et supermarked på Skovvejen i Aarhus C, hvor to unge mænd på hhv. 17 og 18 år havde begået butikstyveri.
Ved politiets ankomst til stedet kunne personalet ligeledes vise, at den ene af de to var blevet fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk, som var kommet op af hans lomme, da han var blevet bedt om at fremvise de stjålne varer.
Den 18-årige erkendte ejerskabet, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narko. Skunken blev beslaglagt af politiet med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Politihund indhentede 18-årig mand
Da en patrulje tirsdag kl. 20.11 standsede et køretøj på Fuglebakkevej i Aarhus V, sprang en ukendt passager ud fra bilen, hvorefter han flygtede fra stedet.
En politihund blev derfor hurtigt sendt afsted i hælene på ham, og kort tid efter var den ukendte mand blevet indhentet.
Under en efterfølgende visitation blev den nu identificerede 18-årige mand fundet i besiddelse af en mængde piller, som han ikke havde gyldig recept til. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og anholdt.
**
Kørte rundt med kokain og kontanter
En 20-årig mandlig bilist blev tirsdag aften kl. 20.27 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Katrinebjergvej i Aarhus N i krydset med Paludan-Müllers Vej.
Under en efterfølgende ransagning af køretøjet fandt betjentene en frysepose indeholdende flere små salgsklare poser med flere gram kokain. Kokainen lå gemt i bilen bag et panel under rattet.
Foruden kokainen blev den 20-årige mandlige bilist også fundet i besiddelse af et større pengebeløb, og han blev derfor sigtet for forsøg på salg af narko og besiddelse af narko og anholdt.
Hjemme på mandens adresse foretog politiet efterfølgende også en ransagning, hvor der blev fundet yderligere nogle flere tusinde kroner i kontanter, der formodes at stamme fra salg af narko. Alle pengene blev beslaglagt.
Senere på aftenen standsede en patrulje en 23-årig mand på Birgittevej i Brabrand, hvor nogenlunde samme historie gentog sig.
Under en ransagning af mandens køretøj fandt politiet kokain, og det samme ulovlige stof fandt betjentene også i mandens bopæl, hvor der også blev foretaget en ransagning. Han blev ligeledes sigtet for besiddelse af narko og anholdt.
**
Færdsel
I forbindelse med kødannelse skete der tirsdag kl. 07.05 et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i Harlev J, hvor to biler kørte sammen. Episoden medførte mindre materiel skade, men ingen personer kom umiddelbart til skade.
Tirsdag kl. 07.18 skete der er et færdselsuheld på Herningmotorvejen i østgående retning nær Harlev J, hvor i alt fem forskellige biler var involveret. Ingen personer kom umiddelbart til skade, men både en 45-årig og en 38-årig kvinde blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. Uheldet medførte en del forsinkelser i morgentrafikken på strækningen. Begge motorvejsspor var genåbnet omkring en times tid efter uheldet.
En 26-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 08.00 sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, da han foretog et højresving på Silkeborgvej i Aarhus Vest og påkørte en 22-årig mandlig cyklist, der kom kørende ligeud på Vestre Ringgade i sydgående retning. Den 22-årige cyklist røg i forbindelse med sammenstødet ind over bilens kølerhjelm, inden han landede på vognbanen. Han blev efterfølgende kørt med ambulance til kontrol på hospitalet.
Tirsdag kl. 16.00 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Voldby ved Hammel, hvor en 56-årig kvindelig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset ved Skanderborgvej og påkørte en 32-årig kvindelig bilist, der kom kørende ad Viborgvej i vestgående retning. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, hvor der skete mindre materiel skade. Den 56-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
En lastbil og en personbil var tirsdag kl. 16.35 involveret i et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i Grundfør nær Hinnerup, da de kørte sammen i forbindelse med at personbilen skulle flette ind på motorvejen i sydgående retning. Ingen personer kom til skade, men der skete en del materielle skader i forbindelse med uheldet.
På Rosenvangs Allé i Højbjerg blev en 26-årig kvindelig cyklist tirsdag aften kl. 21.30 angiveligt påkørt af en bilist i krydset ved Vestavej, som efterfølgende flygtede fra stedet. Kvinden kom ikke umiddelbart alvorligt til skade. Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere.
En 33-årig mandlig bilist blev natten til onsdag kl. 01.08 sigtet for narkokørsel, da han var kommet kørende på Hematoften i Hornslet og blev standset af politiet, inden han efterfølgende blev testet positiv for cannabis. Han blev ligeledes fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og sigtet herefter.
En 20-årig mandlig bilist blev natten til onsdag kl. 01.34 sigtet og anholdt for spirituskørsel, da han blev standset på Engboulevarden i Randers SØ med en promille over det tilladte. Han blev senere på aftenen også sigtet for at komme med trusler mod polititjenestemand i forbindelse med en blodprøvetagning.
Onsdag kl. 02.35 skete der et færdselsuheld på Havnegade i Randers C, hvor en 25-årig mandlig el-cyklist kørte sammen med en 31-årig mand på knallert kørte sammen. Cyklisten pådrog sig nogle behandlingskrævende skader i forbindelse med episoden.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i politikredsen.
- På Hammelevvej i Grenaa begået mellem mandag d. 13/11 kl. 17.15 og tirsdag d. 14/11 kl. 09.00
- På Skt. Pauls Kirkeplads i Aarhus C begået tirsdag d. 14/11 mellem kl. 08.40 og kl. 14.58
- På Engsvinget i Harlev J begået mellem søndag d. 12/11 kl. 03.00 og tirsdag d. 14/11 kl. 16.00
- På Kildeagervænget i Hasselager begået onsdag d. 15/11 kl. 03.37
- På Holmstruphøjvej i Aarhus V begået onsdag d. 15/11 kl. 02.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877