Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. april 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Kvinde fundet død på adresse i Højbjerg
Østjyllands Politi var tirsdag morgen og formiddag til stede ved en lejlighed i Højbjerg, da politiet kl. 07.30 modtog en anmeldelse om, at en 36-årig kvinde var blevet fundet død under nogle omstændigheder, der kunne virke mistænkelige.
Ifølge anmeldelsen var kvinden blevet fundet af en pårørende, og da det ikke med sikkerhed kunne udelukkes, at hun havde været udsat for en forbrydelse, blev et område omkring bopælen afspærret, mens politiet foretog sporsikring på stedet.
Kvinden blev erklæret død på stedet, da ambulancepersonalet ankom til stedet kort tid efter.
Den afdøde kvinde vil forventeligt blive obduceret i løbet af onsdagen. Østjyllands Politi har ikke umiddelbart yderligere kommentar til sagen, der i skrivende stund formodes at være en tragisk hændelse.
**
Mistænkeligt køretøj blev genkendt af politiet og påvirket bilist blev anholdt
En patrulje fra Østjyllands Politi fik tirsdag eftermiddag kl. 17.48 øje på en kvindelig bilist på Åbyhøjgård i Åbyhøj, der kørte i en bil, som betjentene kunne genkende fra dagen forinden, hvor der hos en 21-årig mand blev fundet en mindre mængde kokain.
Kokainen havde mandag ligget gemt i salgsklare poser i en tom cola-dåse, og betjentene besluttede sig derfor for at bringe bilen til standsning og foretage en rutinemæssig kontrol af køretøjet og føreren.
Føreren af bilen – som altså tirsdag eftermiddag var en 26-årig kvinde – blev skønnet påvirket af narko, og hun blev efterfølgende testet positiv for kokain. Hun blev derfor anholdt og sigtet for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.
På en hylde i bilen under rattet fandt politiet efterfølgende en energidrik på dåse, som var fyldt med adskillige mindre poser med kokain, ligesom politiet også havde fundet i bilen dagen forinden.
Foruden den skjulte kokain, som lå opdelt i diverse mindre salgsposer i energidrikken, fandt politiet også flere tusinde kroner i kontakter, som formodes at stamme fra salg af narko.
Den 26-årige kvinde blev derfor også sigtet for salg af narko, og under en efterfølgende ransagning af hendes bopæl i Åbyhøj, fandt politiet flere tusinde kroner i kontanter. Pengene fra bopælen blev også beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
**
Sugede lattergas i bilen og blev anholdt
En opmærksom anmelder ringede tirsdag aften kl. 20.51 til politiet og fortalte, at vedkommende netop havde set to mænd i et køretøj tage lattergas.
En patrulje blev straks sendt til Viborgvej i det vestlige Aarhus, hvor vidnet havde set de to mænd ved en parkeringsplads i Hasle.
Politiet fik få minutter senere øje på køretøjet og sigtede den 21-årige mandlige fører for narkokørsel. Han blev i samme forbindelse anholdt og kørt på hospitalet med henblik på at få udtaget en blodprøve.
Senere på døgnet blev en 28-årig mandlig bilist sigtet for at have overtrådt loven om lattergas, da han natten til onsdag kl. 02.40 blev fundet i besiddelse af tre flasker lattergas i sin bil på Hasle Ringvej i Aarhus V.
Det har siden den 1. juli 2023 været ulovligt at være i besiddelse af lattergas på offentligt tilgængelige steder. Det kan du læse mere om på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside via linket her: https://www.sik.dk/privat/goer-det-sikkert/sundhed-og-sikkerhed/nyheder/det-bliver-forbudt-medbringe-lattergas-paa-offentlige-steder-eller-saelge-det-andre
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Egevangen i Solbjerg begået mellem torsdag d. 17/12 kl. 15.00 og tirsdag d. 22/4 kl. 08.40
- På Vestre Ringgade i Aarhus C begået tirsdag d. 22/4 kl. 11.11
- På Elverhøjen i Hadsten begået mellem torsdag d. 10/4 kl. 12.30 og tirsdag d. 22/4 kl. 07.00
- På Hovvejen i Hasselager begået mellem fredag d. 18/4 kl. 13.00 og tirsdag d. 22/4 kl. 15.40
- På Trankjær Mosevej i Tranbjerg J begået tirsdag d. 22/4 mellem kl. 07.45 og kl. 15.50
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877