Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 16. maj 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 10.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 en 24-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for en lang række indbrud begået i blandt andet Østjylland og blev anholdt torsdag formiddag kl. 11.03.
Den 24-årige blev anholdt i forbindelse med en anmeldelse om et forsøg på indbrud ved en bolig i Viborg, hvor et vidne havde set to hætteklædte personer i færd med at forsøge sig med indbrud.
Betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi blev sendt til stedet, hvor den 24-årige blev anholdt, mens en formodet medgerningsmand stak af fra stedet.
Grundet en fortid med flere lignende forhold begået i Østjyllands politikreds, blev den 24-årige, der er bosiddende i Randers, efter sin anholdelse overdraget til Østjyllands Politi.
Den 24-årige er for nuværende sigtet for 15 forskellige forhold af berigelseskriminalitet, herunder indbrud begået i bl.a. Hjortshøj, Harlev J, Lystrup, Randers, Rønde og Fårup.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør af hensyn til sagens fortsatte efterforskning, da en mistænkt medgerningsmand fra indbrudsforsøget i Viborg bl.a. fortsat er på fri fod.
**
Færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var torsdag på endnu en målrettet indsats i det vestlige Aarhus, hvor fokus i denne omgang særligt var på de tohjulede køretøjer og stisystemerne i bydelen.
Turen gik til bl.a. områderne nær Bispehaven, Langkærparken, Åbyhøjgård og Frydenlund, hvor politiet havde oplysninger om, at trafikkulturen på stisystemerne kunne trænge til en forbedring.
Undervejs fik politiet kontakt til føreren af en motocross, som blev indfanget på Haurumvej og efterfølgende indbragt til politistationen i Aarhus Vest til nærmere undersøgelser. Den pågældende fører blev sigtet for i alt fire forskellige forhold i form af kørsel uden førerret, kørsel på cykelsti med motorcykel, kørsel på motorcykel uden hjelm og kørsel på uindregistreret motorcykel på offentligvej.
Motorcyklen var desuden formentlig brugsstjålet, idet stelnummeret var slebet væk, og der venter nu et efterforskningsarbejde for at få dette undersøgt yderligere.
Indsatsen bød derudover på følgende 11 sigtelser til i alt ni forskellige trafikanter:
- 1 x overhaling højre om (klip)
- 1 x hastighed byzone (klip)
- 1 x manglende forsikring - bil
- 1 x manglende registrering - bil
- 1 x fejl og mangler - bil (+ synsindkaldelse)
- 1 x elløbehjul uden hjelm
- 1 x personbil uden lys uden for lygtetændingstiden
- 3 x håndholdte mobiltelefoner
- 1 x kørekort ej medbragt
**
Smed røret på og undgik svindel fra falsk bankbud
En 81-årig mand fra Tilst blev tidligere på ugen udsat for hele to opkald fra en person, der udgav sig for at være fra mandens bank, men begge gange gjorde den 81-årige som politiet har opfordret til og smed røret på – sådan!
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen torsdag kl. 16.35 om, at den 81-årige tidlige på ugen var blevet ringet op af en fremmed mand, som havde udgivet sig for at være fra mandens bank og i den forbindelse havde forsøgt at bilde den 81-årige ind, at han var ved at blive hacket for mange tusinde kroner, og at banken derfor bille sende en person ud for at hente den 81-åriges betalingskort.
Men den hoppede den 81-årige ikke på, og han lagde derfor røret på, da banken aldrig på den måde vil ringe eller møde fysisk op hos borgerne med den slags oplysninger.
Svindleren gav dog ikke så let op, og kort tid efter blev den 81-årige ringet op igen med samme melding om, at han var ved at blive hacket – men den 81-årige slog koldt vandt i blodet og lagde røret på igen. Godt gået!
Politiet får hver uge flere anmeldelser om især ældre, der er blevet kontaktet og svindlet eller forsøgt svindlet af falske bankbude – og opfordringen er derfor klar: Tag en snak med de ældre personer, du kender og fortæl dem, at banken aldrig sender såkaldte bankbude ud efter hverken kort, koder eller kontakter. De beder desuden heller aldrig om hverken cpr-nummer, kort- og kontonumre eller koder i telefonen
Hvis nogen ringer op og beder om at få oplyst disse ting eller udsende et bankbud til en privat adresse, så læg på og kontakt evt. politiet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Ågade i Grenaa begået mellem onsdag d. 14/5 kl. 21.30 og torsdag d. 15/5 kl. 09.30
- På Nyvangsvej i Auning begået mellem lørdag d. 10/5 kl. 16.00 og torsdag d. 15/5 kl. 11.00
- På Randersvej i Trige begået mellem tirsdag d. 12/5 kl. 18.00 og torsdag d. 15/5 kl. 14.15
- På Løgten Østervej i Skødstrup begået torsdag d. 15/5 kl. 23.50
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877