Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 28. april 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Foto: Østjyllands Politi
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 9.00
Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 9.00 to mænd på 27 og 39 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De to mænd blev anholdt i en koordineret indsats torsdag, og de sigtes begge for databedrageri af særlig grov beskaffenhed.
Ifølge sigtelsen har de over nogle dage i april på uberettiget vis fået udbetalt spilgevinster for flere millioner kroner.
Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret, da politiet formoder, at der er flere medgerningsmænd på fri fod, og den anmodning imødekom retten. Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
Ved grundlovsforhøret blev de to mænd varetægtsfængslet i fire uger. De nægter sig begge skyldige og den ene af dem kærede kendelsen til landsretten.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 en 19-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for flere gange at have bragt andres liv og førlighed i fare, da han torsdag forsøgte at køre fra politiet på en stjålet motorcykel.
Eftersættelsen begyndte, da en patrulje torsdag lidt før kl. 15.50 ville standse en motorcykel med en fører og en passager, der kørte på Sigridsvej i Brabrand.
Passageren hoppede hurtigt af motorcyklen, mens den 19-årige fører fortsatte og kørte med meget høje hastigheder ad forskellige veje i det vestlige Aarhus. Flere gange under eftersættelsen blev han målt til at køre mere end dobbelt så stærkt end tilladt – bl.a. på Gudrunsvej, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t.
Undervejs kørte den 19-årige op på fortovet og over for rødt lys, og flere trafikanter måtte undvige for ikke at blive ramt af motorcyklen.
Ved krydset Nordre Ringgade/Randersvej ramte motorcyklisten ind i en varevogn og væltede. Han fortsatte flugten til fods, men en betjent fik løbet ham op og anholdt ham.
Grundet de høje hastigheder og den hasarderede kørsel vurderer politiet, at der var tale om vanvidskørsel. Da motorcyklen viste sig at være stjålet fra en adresse i Aarhus C, blev den dog ikke beslaglagt.
Den 19-årige sigtes for at have bragt andres liv og førlighed i fare, for tyveri, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for adskillige færdselsovertrædelser.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.30
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 11.30 en 23-årig mand fra Sjælland i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for narkosalg ved i perioden fra august 2021 til november 2022 under skærpende omstændigheder at have været en del af et narkotikanetværk som distribuerede og håndterede store mængder amfetamin, kokain og hash i Østjylland.
Den 23-årige sigtes desuden for våbenbesiddelse ved forud for den 27. december 2022 at have leveret og håndteret to maskinpistoler, to pistoler og tilhørende ammunition.
Han blev anholdt torsdag eftermiddag på en adresse på Sjælland ved en koordineret aktion mellem NSK og Østjyllands Politi.
Der er tidligere foretaget anholdelser i relation til omhandlende narkotikanetværk, og der sidder i forvejen flere personer varetægtsfængslet i sagen.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere i sagen.
**
Udenlandsk mand anholdt på byggeplads
I forbindelse med en aktion mod social dumping traf Østjyllands Politi en udenlandsk mand fra Syrien på en byggeplads i Aarhus N, hvor han var i færd med at udføre arbejde for en virksomhed.
Den pågældende 19-årige mand blev anholdt, da han ikke var i besiddelse af en gyldig opholds- eller arbejdstilladelse i landet. Han er asylansøger til Italien og er derfor sigtet for at udføre ulovligt arbejde, i Danmark, hvor han opholder sig på tålt ophold, hvorfor han nu tilbageholdes, mens hans sag bliver vurderet af Udlændingestyrelsen.
En 25-årig mand blev desuden sigtet for som arbejdsgiver at have en person uden gyldig arbejdstilladelse til at arbejde for sig.
**
Færdselsindsats i Aarhus Vest
Torsdag aften var en gruppe betjentene fra færdselssektionen i Østjyllands Politi på endnu en målrettet indsats i trafikken i det vestlige Aarhus.
Indsatsen medførte i alt 37 sigtelser for diverse lovovertrædelser begået af 34 forskellige trafikanter – herunder en ung mand, der blev målt til at køre 83 km/t, hvor den tilladte hastighed var 50 km/t. Den unge mand havde i forvejen 10 verserende klip i kørekortet samt en verserende sag om narkokørsel. Han havde desuden glemt at medbringe lejekontrakten på det køretøj, han befandt sig i.
Sigtelserne fordelte sig på følgende områder:
• 17 x hastighed by, (klip)
• 2 x hastighed færdselstavle by (klip)
• 3 x brug af håndholdt mobiltelefon (klip)
• 1 x ubetinget vigepligtsforseelse (klip)
• 1 x hastighed by, betinget frakendelse
• 1 x selesag
• 1 x registreringsbekendtgørelse
• 1 x anvisninger ej efterkommet
• 2 x manglende tegngivning
• 2 x lejekontrakt ej medbragt
• 1 x lov om hyrekørsel, der medførte erhvervsmæssig køreforbud
• 2 x fejl og mangler
• 1 x forkert lygteføring (tågelygter)
• 1 x manglende hjelm på el-løbehjul
Derudover blev en enkelt person, som betjentene var i kontakt med, anholdt til fogedretten.
**
Falsk bankbud franarrede penge fra ældre kvinde
Torsdag kl. 15.46 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 96-årig aarhusiansk kvinde kort forinden var blevet franarret flere tusinde kroner fra en falsk bankmand.
Den falske bankmand havde ringet til kvinden og udgivet sig fra at være Nordea. Han fortalte, at kvinden skulle give ham hans kontooplysninger, da der var blevet trukket et større beløb, som han ville hjælpe med at få sat en stopper for. En person bankede kort tid efter på døren hos den 96-årige, hvor han fik udleveret kvindens kort.
Men i stedet for at hjælpe den 96-årige, valgte svinderen selv at hæve flere tusinde kroner fra kortet, inden det blev opdaget og kortet spærret.
Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig giver sit kort eller kode til nogen. Banken vil aldrig bede om din kode eller komme ud for at hente dit kort. Læg på, hvis du har mistanke om svindel, eller ring til banken og spørg, om det var dem, der har ringet til dig.
Tag gerne en snak med dine ældre pårørende om, at den bedste måde at håndtere de falske bankbude på, er ved at afvise dem og efterfølgende kontakte politiet. Hvis du bliver i tvivl, kan du også altid kontakte din egen bank for at høre, om de mon har forsøgt at komme i kontakt med dig kort forinden.
**
Cykeltyv anholdt på stjålet cykel
Torsdag aften blev en patrulje fra Østjyllands Politi sendt til Jægergårdsgade i Aarhus C, hvorfra der var indgået en anmeldelse om et igangværende cykeltyveri.
Ved patruljens ankomst til stedet blev en mand passende til signalementet truffet i nærheden, da han var i færd med at cykle fra gerningsstedet på den stjålne cykel.
Betjentene tog derfor kontakt til ham og sigtede ham for at have begået cykeltyveri. Den pågældende person – en 47-årig mand – blev i samme forbindelse anholdt. Han blev desuden fundet i besiddelse af en kniv i sin jakkelomme og sigtet for overtrædelse af knivloven.
**
Brand i bolig på Djursland
En borger i Rostved ved Rønde på Djursland ringede torsdag aften kl. 19.03 til myndighederne og oplyste, at der formodentligt var brand i et nabohus, da der kom kraftig røg ud fra både vinduer og tag.
Ved politiets ankomst til stedet var branden næsten allerede blevet slukket af brandvæsenet, men store dele af huset havde nået at få omfattende røgskader.
Branden var muligvis opstået ved en teknisk installation i huset, men ingen personer var umiddelbart kommet til skade i forbindelse med episoden.
Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere.
**
Ville prøvekøre motocrosser og kom aldrig retur
Endnu en uheldig sælger af et tohjulet køretøj ringede torsdag aften kl. 20.19 til Østjyllands Politi og oplyste, at hans motocrosser netop var blevet stjålet af en ukendt gerningsmand, som havde udvist interesse i at købe motorcrosseren.
De to personer var mødtes på Jernaldervej i Hasle, hvor den interesserede køber havde fået lov at tage en prøvekøretur på den maskine, han havde tilkendegivet at ville betale for. Vedkommende kørte derfor afsted, men kom efterfølgende aldrig retur.
Østjyllands Politi har set flere sager med lignende tyverier af motorcykler, scootere og motocrossere i samme område. Vi opfordrer derfor til, at man altid tænker sig grundigt om, når man handler med private. Få evt. den interesserede køber til at overføre pengene til dig, inden du lader vedkommende tage en prøvekøretur.
Sørg derudover også for, at se billede-ID på vedkommende og et gyldigt kørekort, inden du låner dit køretøj ud til fremmede.
**
Mand indlagt med flere knivsår på kroppen
Østjyllands Politi blev natten til fredag kort efter midnat gjort bekendt med, at en person var blevet indbragt til behandling på skadestuen i Randers med flere knivstik i overkroppen. Personen var ikke umiddelbart i livsfare.
Vedkommende var blevet indbragt på skadestuen kort før midnat, og den mandlige chauffør, som havde kørt den 27-årige mand på skadestuen, ønskede ikke at informere politiet om, hvad der var sket i forbindelse med de påførte skader.
Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og har pt. ikke yderligere kommentarer.
**
Færdsel:
En 24-årig mand blev torsdag formiddag kl. 09.32 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende i bil på Frederiks Allé i Aarhus C uden gyldigt kørekort. Han blev derfor sigtet for at køre bil uden førerret.Et ukendt større gerningskøretøj har i perioden fra onsdag d. 26/4 kl. 17.00 til torsdag d. 27/4 kl. 08.00 påkørt flere dele af en ubemandet tankstation på Vestergade i Purhus, Fårup, hvor også nogle byggematerialer til ladestandere og et hegn er blevet påkørt. Ingen personer er umiddelbart kommet til skade i forbindelse med episoden.
Torsdag kl. 16.20 skete der et færdselsuheld ved Agerøvej i Tilst, hvor to personbiler kørte sammen. En 19-årig mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, da han kørte ud i et kryds og påkørte en 48-årig kvindelig bilist. Ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden.
En 20-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 16.30 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Ryhavevej ved Hasle i Aarhus V. Han blev sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand og anholdt.
En 25-årig mand blev tirsdag aften standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende uden gyldigt kørekort på Bispehavevej i Hasle. Personen blev med sikkerhed genkendt af patruljen som chaufføren, men da køretøjet blev bragt til standsning og betjentene kom hen til bilen, sad den 25-årige mand nu på bagsædet. Han lugtede desuden af hash og blev sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand. Han blev desuden fundet i besiddelse af en joint og sigtet herfor.
En 60-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 20.25 anholdt, da han kom kørende på Hadsundvej i Randers NØ i narkopåvirket tilstand. Han blev standset i krydset med Platanvej og sigtet for narkokørslen.
Torsdag kl. 23.56 skete der et færdselsuheld på Stobdrupvej i Hadsten, hvor en ukendt bilist påkørte autoværnet og forulykkede i rabatten. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.
En 24-årig mand blev fredag kl. 00.58 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Randersbro i krydset med Grenåvej i Randers C, hvor han blev sigtet for narkokørsel, da han kom kørende i bil i narkopåvirket tilstand.
En 30-årig mandlig bilist blev fredag kl. 01.07 sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret og forsøg på salg af euforiserende stoffer, da han blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Randersvej i Trige. Han blev desuden fundet i besiddelse af en slangebøsse med tilhørende metalkugler og sigtet for overtrædelse af våbenloven. Den 30-årige blev desuden anholdt til fogedretten. En 21-årig kvindelig ejer af bilen blev sigtet for at have ladet den 30-årig mand køre bilen, uagtet at han ikke havde noget gyldigt kørekort.
**
Indbrud:
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i politikredsen.• På Hviidsvej i Randers SV begået mellem søndag 16/4 kl. 00.00 og fredag d. 21/4 kl. 08.00
• På Tronkærlund i Skødstrup begået torsdag d. 27/4 mellem kl. 07.30 og kl. 16.15
• På Thyrasgade i Viby J begået torsdag d. 27/4 kl. 17.54
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877