Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

4. november 2024 13:20

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

 

**

 

Sad i bil på parkeringsplads med lattergas og tramadoler

En patrulje fra Østjyllands Politi rettede søndag aften kl. 23.22 henvendelse til to personer, som sad i en bil, der holdt parkeret på en parkeringsplads i Viby J.

 

De to personer i bilen udviste ifølge politinæsen en smule mistænkelig adfærd, og det viste sig også, at de var i besiddelse af nogle ulovlige genstande.

 

I bilen fandt politiet to ulovlige lattergasflasker, som de to personer – begge yngre kvinder på henholdsvis 18 og 19 år – blev sigtet for at være i besiddelse af.

 

Den 18-årige kvinde blev også fundet i besiddelse af nogle tramadol-pakker, som hun ikke havde gyldig recept til, og hun blev derfor også sigtet for besiddelse af narko.

 

Både lattergas og tramadoler blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

 

**

 

Balaclava og blitzlys

En 18-årig ung mand fra Kongens Lyngby var søndag eftermiddag taget en tur til Aarhus for at overvære fodboldkampen på Aarhus Stadion mellem AGF og Lyngby IF, der begyndte kl. 16.00.

 

Ved indgangskontrollen til stadionets udebaneafsnit blev den 18-årige mand af vagterne på stedet fundet i besiddelse af en balaclava, og politiet blev derfor tilkaldt kl. 14.53 for at hjælpe med håndteringen af sagen.

 

Den 18-årige mand blev nogle få minutter senere sigtet for at have overtrådt maskeringsforbuddet, og under en efterfølgende visitation foretaget af betjentene blev han fundet i besiddelse af et blitzlys, som sad var tapet ind med gaffatape og lå gemt i hans underbukser.

 

Både balaclava og blitzlys blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 18-årige sjællænder blev ligeledes sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven.

 

Kort tid efter modtog Østjyllands Politi en lignende anmeldelse fra vagterne, der denne gang havde fundet en balaclava hos en 16-årig dreng, der kom fra Østerbro i København. Den 16-åriges pårørende og de sociale myndigheder blev underrettet, mens maskeringen blev beslaglagt og den 16-årige sigtet i sagen.

 

Foruden sagerne med de to tilrejsende Lyngby-tilskuere forløb søndagens fodboldkamp i det aarhusianske roligt og uden yderligere behov for politiets assistance.

 

**

 

Musvåge skudt under jagt i skovområde

Lørdag eftermiddag kl. 16.29 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en musvåge ved en fejl var blevet ramt af skud under en jagt i et skovområde mellem Hinnerup og Hammel.

 

Ifølge anmeldelsen, som kom fra jægeren selv, var musvågen blevet skudt, da jægeren havde forvekslet den med en fasan. I modsætning til fasanen er musvågen dog fredet og må ikke skydes.

 

En patrulje blev sat på opgaven med at få undersøgt forholdet nærmere og fik foretaget de indledende afhøringer med henblik på at få klarlagt hændelsesforløbet.

 

Musvågen blev udfundet med hjælp fra jægeren og efterfølgende taget med til politistationen i Randers til nærmere undersøgelse.

 

Jægeren er på nuværende tidspunkt ikke sigtet i sagen, og Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

**

 

Muligt overfald i Højbjerg blev undersøgt nærmere

Nogle få minutter efter midnatstid natten til mandag kl. 00.04 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 17-årig pige angiveligt havde været udsat for en form for et overfald nær Oddervej i Højbjerg.

 

Ifølge anmeldelsen var overfaldet blevet begået på et stisystem ved Emiliehøj af to ukendte gerningsmænd, som efterfølgende var flygtet fra stedet med nogle smykker fra den 17-årige.

 

Ifølge anmeldelsen var den 17-årige også blevet slået, da de to gerningsmænd havde stjålet hendes smykker.

 

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer. Ingen personer er på nuværende tidspunkt sigtet i sagen.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Gøteborg Allé i Aarhus N begået søndag d. 3/11 mellem kl. 07.00 og kl. 08.45
  • På Ådiget i Grenaa begået mellem lørdag d. 2/11 kl. 00.00 og søndag d. 3/11 kl. 10.00
  • På Ådiget i Grenaa begået mellem lørdag d. 2/11 kl. 00.00 og søndag d. 3/11 kl. 10.00
  • På Marselisvej i Aarhus C begået mellem fredag d. 1/11 kl. 17.00 og søndag d. 3/11 kl. 13.58
  • På Kolt Kirkevej i Hasselager begået mellem fredag d. 1/11 kl. 17.30 og søndag d. 3/11 kl. 16.00
  • På Peder Skrams Gade i Aarhus N begået mellem søndag d. 27/10 kl. 00.00 og søndag d. 3/11 kl. 16.25
  • På Skærgårdsparken i Egå begået søndag d. 3/11 kl. 17.14
  • På Bavnebakken i Hasselager begået søndag d. 3/11 mellem kl. 14.30 og kl. 19.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. december 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 26. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgn hændelser i Østjyllands politikreds

25. december 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 25. december 2024

24. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.