Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

28. januar 2025 14:09

Flere skoler og uddannelsessteder udsat for bombetrusler

Tirsdag morgen kl 8.20 og kl 8.22 modtog Østjyllands Politi to enslydende anmeldelser fra henholdsvis et gymnasium i Favrskov og en ungdomsuddannelsesinstitution i Aarhus, der begge havde modtaget en mail indeholdende flere former for trusler, herunder bombetrusler. I løbet af morgenen og formiddagen modtog politiet yderligere lignende anmeldelser fra rundt om i hele landet, og sagerne vil nu blive efterforsket samlet i Østjyllands Politi.

Kredslogo for Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

En lang række skoler og uddannelsesinstitutioner fordelt over hele landet modtog tirsdag morgen en mail fra en eller flere ukendte afsendere, som indeholdt en lang række trusler – herunder bombetrusler.

 

Sagerne er løbende blevet anmeldt til politiet i løbet af morgenen og formiddagen i en lang række forskellige politikredse.

 

På baggrund af de mange anmeldelser blev det på nationalt plan tirsdag formiddag besluttet, at Østjyllands politi skulle koordinere den samlede efterforskning af de mange afsendte trusselmails på tværs af politikredsene.

 

”Vi har iværksat en bred og koordineret efterforskning, og vi har dagen igennem haft en tæt dialog med de øvrige politikredse og andre relevante myndigheder i forhold til håndteringen af sagen,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

 

Synlig tilstedeværelse på skoler og uddannelsesinstitutioner

Politiet har dagen igennem været synligt tilstede på flere forskellige adresser, som alle havde modtaget en mail med trusler – herunder bombetrusler – for at skabe tryghed, men også for at sikre relevante efterforskningsspor til sagen.

 

Politiet har for nuværende ikke vurderet, at det har været nødvendigt at evakuere elever og personale på de berørte skoler og uddannelsesinstitutioner, hvilket er sket med baggrund i såvel lokale og nationale trusselsvurderinger af den aktuelle situation.

 

”Det er stadig for tidligt for os at lægge os fast på et eventuelt motiv, og vi arbejder også ud fra flere forskellige hypoteser,” siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen.

 

Fortsat under efterforskning

Det har endnu ikke været muligt for politiet at identificere afsenderen på de mange trusselsmails, men Østjyllands Politi arbejder fortsat efterforskningen af sagen.

 

Ifølge Østjyllands Politis indledende efterforskning har flere øvrige lande også for nyligt været ramt af lignende omfattende trusselsmails mod skoler og uddannelsesinstitutioner, og politiet er derfor også i kontakt med relevante udenlandske politimyndigheder rundt om i Europa.

 

Af hensyn til sagens fortsatte efterforskning ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at dele indholdet i de afsendte mails med offentligheden, da de indgår som afgørende bevismateriale i sagen.

 

Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

24. juni 2025

Østjyllands Politi

Kvinde fundet død - samlever sigtet for drab

En 39-årig mand blev tidligt tirsdag morgen anholdt og sigtet for at have dræbt den 50-årige kvinde, som han boede sammen med i Tranbjerg J.

23. juni 2025

Østjyllands Politi

29-årig kvinde anholdt efter drab på 50-årig kvinde

En 29-årig kvinde er søndag eftermiddag blevet anholdt, mistænkt for kort forinden at have slået en 50-årig kvinde ihjel på Grøndalsvej i Viby J. Den 29-årige kvinde vil mandag kl 10.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor hun er sigtet for drab.

19. juni 2025

Østjyllands Politi

EU-formandskabet kommer til Aarhus

Torsdag den 3. juli vil der blive afholdt en større officiel åbningsceremoni i Aarhus, når Danmark overtager EU-formandskabet. I den forbindelse vil der blive opsat flere midlertidige trafikale afspærringer, ligesom Østjyllands Politi også vil være synligt til stede rundt omkring i hele byen. Læs mere om alt det praktiske her.