Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

16. august 2022 09:24

33-årig mand sigtet for forsøg på terrorisme i Aarhus

En 33-årig mand med dansk statsborgerskab, der er mistænkt for den 18. juli 2022 med høj hastighed at have ført en bil ad Frederiksgade mod Busgaden i Aarhus, hvor flere personer måtte springe til siden for ikke at blive ramt, er sigtet for forsøg på terrorisme.

Kredslogo for Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Ingen personer blev ramt i forbindelse med kørslen. Den 33-årige blev anholdt få timer efter kørslen og den 19. juli 2022 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus for dobbeltlukkede døre. Han blev varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk hospitalsafdeling.

 

Dobbeltlukkede døre ophævet

Grundlovsforhøret blev afholdt bag dobbeltlukkede døre efter anmodning fra anklagemyndigheden, da politiet vurderede, at der var nogle væsentlige efterforskningsskridt, der skulle foretages, inden sigtelsen kunne offentliggøres. På grund af rettens bestemmelse om dobbeltlukkede døre har Østjyllands Politi indtil nu været afskåret fra at udtale sig om sigtelsen.

Østjyllands Politi er dog nu så langt i efterforskningen, at retten, på anklagemyndighedens begæring, i dag har ophævet de dobbeltlukkede døre og dermed giver offentligheden indblik i sigtelsen, som lyder på forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114. Der er fortsat lukkede døre i sagen, hvorfor det er begrænset, hvad Østjyllands Politi kan sige om sagens detaljer.

”Det er endnu for tidligt at konkludere, om mistanken om forsøg på terrorisme kan underbygges i en sådan grad, at der kan rejses tiltale for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114. På baggrund af den konkrete kørsel og forskellige andre omstændigheder efterforsker vi fortsat sagen som  en terrorsag, og vi har iværksat en lang række efterforskningsskridt for at klarlægge omstændighederne og finde ud af, hvad motivet bag den 33-åriges handlinger var, ” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen. 

 

Handlede formentligt på egen hånd

Østjyllands Politi er i tæt dialog med Politiets Efterretningstjeneste (PET), og det samarbejde vil fortsætte videre i efterforskningen. 

”Da sagen fortsat kører for lukkede døre i retten, er det fortsat yderst begrænset, hvad vi kan og vil fortælle af detaljer om vores efterforskning og den anholdte. Vores formodning er, at han handlede på egen hånd, men det er selvfølgelig en af de ting, vi skal afdække yderligere i vores videre efterforskning, ” lyder det fra chefpolitiinspektøren.

 

Betonklodser sat op på Frederiksgade

Nogle dage efter episoden i Frederiksgade blev der af Aarhus Kommune som et forebyggende tiltag sat betonklodser op i Frederiksgade. Det skete efter en indledende dialog mellem Østjyllands Politi og PET samt en efterfølgende dialog mellem Østjyllands Politi og Aarhus Kommune. 

”På baggrund af hændelsen den 18. juli 2022 tog vi kort efter episoden kontakt til Aarhus Kommune med henblik på at få sat hastighedsdæmpende foranstaltninger op i Frederiksgade. De er sat op med det formål at vanskeliggøre og helst forhindre gennemkørsel med høj hastighed, da vi naturligvis skal gøre alt, hvad vi kan for at øge trygheden og for at forhindre, at noget lignende kan ske samme sted igen, ” siger Klaus Arboe Rasmussen. 

Betonklodserne, der er sat op i Frederiksgade, er en midlertidig løsning, og Østjyllands Politi er i dialog med Aarhus Kommune om en mere permanent ordning. 

Den 33-årige blev tirsdag kl. 9.00 fremstillet i Retten i Aarhus med henblik på en forlængelse af hans varetægtsfængsling. Resultatet af fremstillingen vil blive kommunikeret ud via Østjyllands Politis Twitter-konto. 

Da sagen fortsat behandles for lukkede døre i retten, ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen. 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

30. juni 2025

Østjyllands Politi

Fire mænd idømt 19 års fængsel for røverier og voldtægter mod prostituerede

Ved Retten i Aarhus er fire yngre mænd i alderen 19-20 år mandag blevet idømt samlet 19 års fængsel for af have begået flere forhold af røveri og voldtægt mod en række prostituerede kvinder. Episoderne fandt sted i foråret 2024 på flere forskellige aarhusianske adresser.

27. juni 2025

Østjyllands Politi

EU-formandskab får stor betydning for trafikken i Aarhus

I forbindelse med den officielle indvielse af det danske EU-formandskab, vil flere centrale veje i Aarhus blive spærret omkring torsdag den 3. juli, hvor åbningsceremonien bliver afholdt. Afspærringerne får både betydning for bilisterne i Aarhus og for den kollektive trafik, mens der også vil blive indført et overflyvningsforbud over hele byen, som blandt andet er gældende for droner.

26. juni 2025

Østjyllands Politi

Er din bolig klar til sommerferie?

Når mange er afsted under sydligere himmelstrøg i sommerferien, er det desværre også højsæson for indbrudstyve. Østjyllands Politi opfordrer derfor til, at du gør en ekstra indsats for at sikre dit hus mod indbrud, hvis du skal afsted hjemmefra i ferien.