Efter en ophidset og intens valgkamp stemte danskerne d. 18. maj 1993 ja til Maastricht-traktaten og Edinburgh-aftalen. Tidligere på dagen havde der været afholdt en demonstration mod EU på Blågårds Plads. Bag demonstrationen stod personer med relation til 1980-ernes BZ-miljø og de nye autonome grupperinger på Nørrebro. Demonstrationen havde hidtil forløbet fredeligt, men omkring klokken cirka 22.17 rapporterede en patruljevogn, at demonstranterne bevægede sig ad Nørrebrogade, at deres antal var stigende – og at de havde forsøgt at angribe patruljevognen. Ganske kort tid efter ankom vicepolitikommissær Leo Lerke til stedet. Lerke observerede, at demonstranterne var ved at opbygge en barrikade på Dronning Louises Bro. På Politigården oprettedes der en særlig kommandocentral (KSN), der udnævnte Leo Lerke til områdeleder. Klokken 23.14 stod den første store kampstyrke, Delta-5 (D-5), klar på Søtorvet. Klokken 23 havde en ældre dame anmeldt brand i en lejlighed på hjørnet af Nørrebrogade og Ravnsborggade. Da dette var en potentielt livstruende situation, stormede politiet barrikaden. Nye styrker fra Station 3, sluttede sig til D-5 og sikrede derved Nørrebrogade frem til Fælledvej. Indtoget på Nørrebrogade forløb således hurtigt og effektivt. Klokken 23.29 opstod der dog vanskeligheder for den indsatte politistyrke. Nærpolitistationen i Blågårdsgade sendte på dette tidspunkt alarmsignalet ”kollega i knibe” – et signal om livsfare. Demonstranter havde nemlig opdaget at seks betjente befandt sig på stationen, og søgte nu at storme denne. Beredskabsstyrkens nathold, Delta-1 (D-1), der omkring 23.15 sendtes fra Politigården til Nørrebrogade, omdirigeredes derfor nu til Blågårdsgade. Her løb D-1 imidlertid, på Blågårds Plads, ind i voldsomme problemer, idet demonstranterne angreb styrken fra de forskellige sidegader.
Af frygt, for at Sankt Hans Torv skulle falde i hænderne på demonstranterne, havde en politistyrke, kaldet ”Montys deling”, placeret sig på torvet. Grundet alarmsignalet fra Blågårdsvagten beordrede KSN imidlertid Monty og hans mænd ned mod Blågårdsgade. Dette skete klokken 23.35. Fra da af lå Sankt Hans Torv åbent for demonstranterne. På torvet lå flere tons løse brosten, da stedet var ved at blive omlagt. På Blågårds Plads meldte D-1, at de blev angrebet fra alle sider. KSN sendte derfor en ny styrke, Delta-2 (D-2), ud til Blågårds Plads for at understøtte D-1. Da denne ankom, var der dog faldet mere ro over tingene. D-2 sendtes derfor væk fra Blågårds Plads til Blegdamsvej, ad hvilken de skulle marchere ned og sætte sig på Sankt Hans Torv. Dette var imidlertid for sent. Op ad Blegdamsvej blev D-2 nemlig mødt af stenkastende demonstranter, der hindrede styrkens frem-trængen til Sankt Hans Torv.
På torvet havde demonstranterne opdaget, at der også var civile betjente fra Uropatruljen og Station 1's Citypatrulje til stede, og de begyndte at kaste sten efter dem. Disse angreb eskalerede hurtigt, og de civile betjente følte sig snart så pressede, at de sendte meldinger om undsætning. Områdelederen tolkede dette som knibemeldinger og gav derfor ”Montys deling” ordre til i il-tempo at marchere op ad Nørrebrogade, sikre Sankt Hans Torv og undsætte de civile politifolk. Tidligere havde D-5 dog brugt en stor mængde gas under erobringen af Nørrebrogade, så Montys gruppe måtte derfor op ad Fælledvej uden understøttelse af gas. Klokken var da 00.27, og ”Montys deling” stødte nu ind i kæderne af demonstranter. Sammenstødet var som at møde en mur af sten. Politikæden kom fra første sekund under massivt pres, og i løbet af ganske kort tid var kæden under sammenbrud. Det stod hurtigt klart, at ”Montys deling” under ingen omstændigheder kunne magte de angribende de-monstranter. 00.28 gav Leo Lerke ordre til, at D-5 under ledelse af Poul Dinesen skulle rykke frem til undsætning. De erfarne folk fra D-5 så en kort overgang ud til at kunne presse demonstranterne tilbage, men angrebene med sten, glasskår og jernspyd var for intense og velkoordinerede. Politikæden brød igen sammen, og betjentene lå sårede tilbage på Fælledvej.
Fra klokken godt 00.30 rådede der totalt kaos blandt politifolkene, og situationen var tydeligvis ude af kontrol. Klokken 00.34.50 råbtes derfor: ”Træk pistolerne!” – og klokken 00.34.55 blev der skudt første gang. Politikæden blev imidlertid fortsat hårdt angrebet, og varselsskuddene havde tilsyneladende ikke en afdæmpende effekt. Fra tv-optagelser fra natten kan man derefter høre, at der to gange råbes ”Skyd efter benene!”, hvorpå der skydes. På dette tidspunkt var en gasskytte fra D-1 nået frem med et gasgevær, og det lykkedes ham at affyre en gaspatron. Klokken 00.40 trængte politiet frem til begyndelsen af Sankt Hans Torv, hvor kampene fortsatte, da betjente forsøgte at erobre nogle stenbunker. Klokken 00.45 blev der skudt sidste gang. Det anslås, at der blev affyres 113 skud; mindst 11 demonstranter blev såret af disse skud. Efter sidste skudsalve stilnede kampene langsomt af, og klokken cirka 01.00 var de værste gadeuroligheder i fredstid forbi.
Mens gadekampene stadig rasede på Nørrebro, ringede Justitsministeriets daværende departementschef, Michael Lunn til justitsminister Erling Olsen og fortalte denne, ”(…) at den var gruelig gal på Nørrebro”. Senere på natten vendte departementschefen tilbage til Erling Olsen og meddelte ham, at situationen nu var så meget under kontrol, at han ikke behøvede aflyse den tur, han havde planlagt til Haag. Statsministeren og udenrigsministeren ville i hans fravær håndtere situationen og orientere pressen. Denne orientering kom næste dag tidligt på formiddagen. Her sagde Poul Nyrup Rasmussen bl.a.: ”Politiet var i en meget farlig situation. Det var et spørgsmål om liv eller død. De skød med skarpt for at redde menneskeliv (…)”. Nyrups udtalelser fik opbakning af en meget bred gruppe af danske politikere fra alle fløje af det politiske spektrum. For politikerne var det derfor afgørende, at der kom en hurtig afklaring på, hvad der faktisk var sket på Nørrebro den 18. maj. hvorfor politiledelsen i Københavns Politi blev sat under et stærkt pres for snarest muligt at komme med en beretning om forløbet. Redegørelsen kom den 24. maj.
Snart opstod der også et krav om en uvildig undersøgelse. Fra politisk side var man i begyndelsen tøvende overfor en sådan undersøgelse. De kritiske ryster blev imidlertid flere og flere, og justitsministeren besluttede derfor, at lave en uvildig undersøgelse forestået af rigsadvokat Asbjørn Jensen. Denne beslutning var ikke uproblematisk, idet statsministeren og udenrigsministeren tidligere var fremkommet med særdeles håndfaste udtalelser om urolighederne på Nørrebro, hvortil kom, at politiorganisationerne var skeptiske over for en sådan undersøgelse, da man frygtede, at denne fra starten ville mistænkeliggøre politiet. Efter et regeringsmøde og et ombudsmøde i Dansk Politiforbund blev det imidlertid besluttet at gennemføre en uvildig undersøgelse, og at rigsadvokat Asbjørn Jensen skulle forestå denne.
Asbjørn Jensens første redegørelse kom i efteråret 1994. Samtidig dukkede der nye informationer op vedrørende 18. maj-urolighederne. I DR programmet Refleks fra den 3. september kom det frem, at der blev råbt ”Skyd efter benene!” umiddelbart før den anden skudsalve. Det var, og er, dog fortsat uklart, om disse råb kunne tilskrives politiet. Endvidere blev urobetjentenes rolle under 18. maj igen genstand for debat. På baggrund af disse nye informationer opstod der en del kritik af den 1. Redegørelse, idet redegørelsen ikke havde nævnt disse episoder. En væsentlig kritiker af Asbjørns Jensens arbejde var Erling Olsen, der udtalte stor utilfredshed med redegørelsen. Andre kritikere af 1. Redegørelse hævdede dertil, at den var vinklet og byggede på et meget spinkelt grundlag. Kun 27 betjente var således blevet afhørt. Hertil var civile vidners udsagn om begivenhedsforløbet, igen ud fra kritikernes synsvinkel, blevet tillagt en mindre betydning i forhold til politifolks udsagn.
Den omfattende kritik, samt radioprogrammet Refleks afsløring af en mulig skudordre, betød derfor, at Rigsadvokaten påbegyndte en 2. Redegørelse. Denne redegørelse blev imidlertid også stemplet som for partisk og fulgt op af kritik fra Ombudsmanden i januar 1996. På baggrund af denne kritik blev der nedsat en undersøgelseskommission af Folketinget i maj 1996. Undersøgelseskom-missionen arbejdede i seks år på deres beretning, der udkom i juli 2000. I mellemtiden havde fire Cavlingpris-vindende journalister udgivet hvidbogen Nørrebro – sten for sten i 1998. Hvidbogen stillede spørgsmålstegn ved en lang række forhold omkring Nørrebrosagen. Efter den omfattende kommissionsrapport forstummede en væsentlig del af debatten.
De politihistoriske konsekvenser, der fulgte af 18. maj-urolighederne var store. Det overordnede slogan blev: Aldrig mere en 18. maj. Det måtte ikke igen ske, at politiet fuldstændig mistede kontrollen over en demonstration og blev sat i en livstruende situation, der tvang dem til at trække deres våben og skyde ind i en folkemængde. Der var derfor behov for nye taktiske og operative redskaber til at forebygge, at en sådan situation gentog sig. Disse taktiske og operative redskaber blev udviklet i de følgende år.
Under 18. maj-urolighederne var politiets operationer således præget af en betydelig træghed, hvilket man nu forsøger at undgå ved at tilstræbe en hurtigere reaktionsevne byggende på en meget høj grad af mobilitet og fleksibilitet gennem anvendelsen af politienheder, der betjener sig af særligt beskyttede gruppekøretøjer – de såkaldte Hollændervogne. Hertil indgår særligt beskyttelsesudstyr, der tilgodeser politibetjentens sikkerhed, samtidig med at det ikke går ud over politienhedernes samlede mobilitet.
Politiets hurtige reaktioner bygger altså på en offensiv brug af gruppekøretøjerne. På den ene side følger køretøjerne politienhederne så tæt som muligt for at udgøre et skjold for enhederne, sådan at de ikke blot skal modtage stenkast med skjolde og hjelme som under 18. maj. På den anden side benyttes køretøjerne til meget hurtigt at rykke frem mod stenkastere. I urolighedernes centrum stiger betjentene af og rykker frem bag gruppekøretøjerne eller fordelt på begge sider af køretøjet, hvorved man undgår lange, udmattende gadekampe, der bølger frem og tilbage mellem demonstranter og politi. Endelig benyttes køretøjerne til at anholde ledende urostiftere, idet de kan omringe de pågældende personer, hvorefter indsatsklædte betjente kan anholde dem. Herved undgår man, at betjente bliver fanget i frontlinjen og skaber en fatal og panikagtig situation, som det skete i forhold til Urobetjentene den 18. maj.
Politiets strategiske og tekniske kunnen er således blevet væsentligt udbygget efter 18. maj, og dette er i sagens natur uhyre væsentligt for at undgå nye optøjer af dimensioner som Nørrebrourolighederne. Væsentligst er det imidlertid, at man forebygger et modsætningsforhold som det, der gradvist blev bygget op mellem politiet og befolkningsgrupper på Nørrebro forud for 18. maj 1993. Urolighederne var jo udtryk for et sjældent set had, der byggede på fjendebilleder opbygget gennem flere år. Opgaven med at nedbryde disse fjendebilleder er ikke noget, man én gang bliver færdig med, men en opgave, der konstant viser sig. Tror man, at opgaven er løst, er faren for, at 18. maj kan gentage sig, først til stede. Tilliden og respekten mellem politi og befolkning er den egentlige forudsætning for, at 18. maj 1993 ikke sker igen.
På Politimuseet kan man i udstillingen ”18. maj 1993”, få et nærmere indblik i de fatale og blodige kampe på Nørrebro.
Af frygt, for at Sankt Hans Torv skulle falde i hænderne på demonstranterne, havde en politistyrke, kaldet ”Montys deling”, placeret sig på torvet. Grundet alarmsignalet fra Blågårdsvagten beordrede KSN imidlertid Monty og hans mænd ned mod Blågårdsgade. Dette skete klokken 23.35. Fra da af lå Sankt Hans Torv åbent for demonstranterne. På torvet lå flere tons løse brosten, da stedet var ved at blive omlagt. På Blågårds Plads meldte D-1, at de blev angrebet fra alle sider. KSN sendte derfor en ny styrke, Delta-2 (D-2), ud til Blågårds Plads for at understøtte D-1. Da denne ankom, var der dog faldet mere ro over tingene. D-2 sendtes derfor væk fra Blågårds Plads til Blegdamsvej, ad hvilken de skulle marchere ned og sætte sig på Sankt Hans Torv. Dette var imidlertid for sent. Op ad Blegdamsvej blev D-2 nemlig mødt af stenkastende demonstranter, der hindrede styrkens frem-trængen til Sankt Hans Torv.
På torvet havde demonstranterne opdaget, at der også var civile betjente fra Uropatruljen og Station 1's Citypatrulje til stede, og de begyndte at kaste sten efter dem. Disse angreb eskalerede hurtigt, og de civile betjente følte sig snart så pressede, at de sendte meldinger om undsætning. Områdelederen tolkede dette som knibemeldinger og gav derfor ”Montys deling” ordre til i il-tempo at marchere op ad Nørrebrogade, sikre Sankt Hans Torv og undsætte de civile politifolk. Tidligere havde D-5 dog brugt en stor mængde gas under erobringen af Nørrebrogade, så Montys gruppe måtte derfor op ad Fælledvej uden understøttelse af gas. Klokken var da 00.27, og ”Montys deling” stødte nu ind i kæderne af demonstranter. Sammenstødet var som at møde en mur af sten. Politikæden kom fra første sekund under massivt pres, og i løbet af ganske kort tid var kæden under sammenbrud. Det stod hurtigt klart, at ”Montys deling” under ingen omstændigheder kunne magte de angribende de-monstranter. 00.28 gav Leo Lerke ordre til, at D-5 under ledelse af Poul Dinesen skulle rykke frem til undsætning. De erfarne folk fra D-5 så en kort overgang ud til at kunne presse demonstranterne tilbage, men angrebene med sten, glasskår og jernspyd var for intense og velkoordinerede. Politikæden brød igen sammen, og betjentene lå sårede tilbage på Fælledvej.
Fra klokken godt 00.30 rådede der totalt kaos blandt politifolkene, og situationen var tydeligvis ude af kontrol. Klokken 00.34.50 råbtes derfor: ”Træk pistolerne!” – og klokken 00.34.55 blev der skudt første gang. Politikæden blev imidlertid fortsat hårdt angrebet, og varselsskuddene havde tilsyneladende ikke en afdæmpende effekt. Fra tv-optagelser fra natten kan man derefter høre, at der to gange råbes ”Skyd efter benene!”, hvorpå der skydes. På dette tidspunkt var en gasskytte fra D-1 nået frem med et gasgevær, og det lykkedes ham at affyre en gaspatron. Klokken 00.40 trængte politiet frem til begyndelsen af Sankt Hans Torv, hvor kampene fortsatte, da betjente forsøgte at erobre nogle stenbunker. Klokken 00.45 blev der skudt sidste gang. Det anslås, at der blev affyres 113 skud; mindst 11 demonstranter blev såret af disse skud. Efter sidste skudsalve stilnede kampene langsomt af, og klokken cirka 01.00 var de værste gadeuroligheder i fredstid forbi.
Mens gadekampene stadig rasede på Nørrebro, ringede Justitsministeriets daværende departementschef, Michael Lunn til justitsminister Erling Olsen og fortalte denne, ”(…) at den var gruelig gal på Nørrebro”. Senere på natten vendte departementschefen tilbage til Erling Olsen og meddelte ham, at situationen nu var så meget under kontrol, at han ikke behøvede aflyse den tur, han havde planlagt til Haag. Statsministeren og udenrigsministeren ville i hans fravær håndtere situationen og orientere pressen. Denne orientering kom næste dag tidligt på formiddagen. Her sagde Poul Nyrup Rasmussen bl.a.: ”Politiet var i en meget farlig situation. Det var et spørgsmål om liv eller død. De skød med skarpt for at redde menneskeliv (…)”. Nyrups udtalelser fik opbakning af en meget bred gruppe af danske politikere fra alle fløje af det politiske spektrum. For politikerne var det derfor afgørende, at der kom en hurtig afklaring på, hvad der faktisk var sket på Nørrebro den 18. maj. hvorfor politiledelsen i Københavns Politi blev sat under et stærkt pres for snarest muligt at komme med en beretning om forløbet. Redegørelsen kom den 24. maj.
Snart opstod der også et krav om en uvildig undersøgelse. Fra politisk side var man i begyndelsen tøvende overfor en sådan undersøgelse. De kritiske ryster blev imidlertid flere og flere, og justitsministeren besluttede derfor, at lave en uvildig undersøgelse forestået af rigsadvokat Asbjørn Jensen. Denne beslutning var ikke uproblematisk, idet statsministeren og udenrigsministeren tidligere var fremkommet med særdeles håndfaste udtalelser om urolighederne på Nørrebro, hvortil kom, at politiorganisationerne var skeptiske over for en sådan undersøgelse, da man frygtede, at denne fra starten ville mistænkeliggøre politiet. Efter et regeringsmøde og et ombudsmøde i Dansk Politiforbund blev det imidlertid besluttet at gennemføre en uvildig undersøgelse, og at rigsadvokat Asbjørn Jensen skulle forestå denne.
Asbjørn Jensens første redegørelse kom i efteråret 1994. Samtidig dukkede der nye informationer op vedrørende 18. maj-urolighederne. I DR programmet Refleks fra den 3. september kom det frem, at der blev råbt ”Skyd efter benene!” umiddelbart før den anden skudsalve. Det var, og er, dog fortsat uklart, om disse råb kunne tilskrives politiet. Endvidere blev urobetjentenes rolle under 18. maj igen genstand for debat. På baggrund af disse nye informationer opstod der en del kritik af den 1. Redegørelse, idet redegørelsen ikke havde nævnt disse episoder. En væsentlig kritiker af Asbjørns Jensens arbejde var Erling Olsen, der udtalte stor utilfredshed med redegørelsen. Andre kritikere af 1. Redegørelse hævdede dertil, at den var vinklet og byggede på et meget spinkelt grundlag. Kun 27 betjente var således blevet afhørt. Hertil var civile vidners udsagn om begivenhedsforløbet, igen ud fra kritikernes synsvinkel, blevet tillagt en mindre betydning i forhold til politifolks udsagn.
Den omfattende kritik, samt radioprogrammet Refleks afsløring af en mulig skudordre, betød derfor, at Rigsadvokaten påbegyndte en 2. Redegørelse. Denne redegørelse blev imidlertid også stemplet som for partisk og fulgt op af kritik fra Ombudsmanden i januar 1996. På baggrund af denne kritik blev der nedsat en undersøgelseskommission af Folketinget i maj 1996. Undersøgelseskom-missionen arbejdede i seks år på deres beretning, der udkom i juli 2000. I mellemtiden havde fire Cavlingpris-vindende journalister udgivet hvidbogen Nørrebro – sten for sten i 1998. Hvidbogen stillede spørgsmålstegn ved en lang række forhold omkring Nørrebrosagen. Efter den omfattende kommissionsrapport forstummede en væsentlig del af debatten.
De politihistoriske konsekvenser, der fulgte af 18. maj-urolighederne var store. Det overordnede slogan blev: Aldrig mere en 18. maj. Det måtte ikke igen ske, at politiet fuldstændig mistede kontrollen over en demonstration og blev sat i en livstruende situation, der tvang dem til at trække deres våben og skyde ind i en folkemængde. Der var derfor behov for nye taktiske og operative redskaber til at forebygge, at en sådan situation gentog sig. Disse taktiske og operative redskaber blev udviklet i de følgende år.
Under 18. maj-urolighederne var politiets operationer således præget af en betydelig træghed, hvilket man nu forsøger at undgå ved at tilstræbe en hurtigere reaktionsevne byggende på en meget høj grad af mobilitet og fleksibilitet gennem anvendelsen af politienheder, der betjener sig af særligt beskyttede gruppekøretøjer – de såkaldte Hollændervogne. Hertil indgår særligt beskyttelsesudstyr, der tilgodeser politibetjentens sikkerhed, samtidig med at det ikke går ud over politienhedernes samlede mobilitet.
Politiets hurtige reaktioner bygger altså på en offensiv brug af gruppekøretøjerne. På den ene side følger køretøjerne politienhederne så tæt som muligt for at udgøre et skjold for enhederne, sådan at de ikke blot skal modtage stenkast med skjolde og hjelme som under 18. maj. På den anden side benyttes køretøjerne til meget hurtigt at rykke frem mod stenkastere. I urolighedernes centrum stiger betjentene af og rykker frem bag gruppekøretøjerne eller fordelt på begge sider af køretøjet, hvorved man undgår lange, udmattende gadekampe, der bølger frem og tilbage mellem demonstranter og politi. Endelig benyttes køretøjerne til at anholde ledende urostiftere, idet de kan omringe de pågældende personer, hvorefter indsatsklædte betjente kan anholde dem. Herved undgår man, at betjente bliver fanget i frontlinjen og skaber en fatal og panikagtig situation, som det skete i forhold til Urobetjentene den 18. maj.
Politiets strategiske og tekniske kunnen er således blevet væsentligt udbygget efter 18. maj, og dette er i sagens natur uhyre væsentligt for at undgå nye optøjer af dimensioner som Nørrebrourolighederne. Væsentligst er det imidlertid, at man forebygger et modsætningsforhold som det, der gradvist blev bygget op mellem politiet og befolkningsgrupper på Nørrebro forud for 18. maj 1993. Urolighederne var jo udtryk for et sjældent set had, der byggede på fjendebilleder opbygget gennem flere år. Opgaven med at nedbryde disse fjendebilleder er ikke noget, man én gang bliver færdig med, men en opgave, der konstant viser sig. Tror man, at opgaven er løst, er faren for, at 18. maj kan gentage sig, først til stede. Tilliden og respekten mellem politi og befolkning er den egentlige forudsætning for, at 18. maj 1993 ikke sker igen.
På Politimuseet kan man i udstillingen ”18. maj 1993”, få et nærmere indblik i de fatale og blodige kampe på Nørrebro.