Det var koldt, og sneen dækkede stadig Nørrebrogade, selvom kalenderen skrev den 29. marts 1951. I Landmandsbanken på Nørrebrogade 58 var det en almindelig, stille og rolig formiddag. Klokken nærmede sig 10.35. Der var enkelte kunder i banken, og personalet indtog deres sædvanlige pladser og udførte de gængse rutiner.
Med ét trådte en ung mand ind i banken. Han var iført kedeldragt og havde en slags skibriller på – og under armen havde han en mappe. Et par skridt inden for døren trak han med en hurtig bevægelse en pistol op af lommen og affyrede et skud op i loftet. Derpå kastede han sin mappe hen til bankkassereren ved kassen, idet han med høj, skinger stemme krævede at få den fyldt med sedler. Kassereren forholdt sig imidlertid afventende, hvilket fik den unge mand til resolut at rette pistolen mod ham og affyre et skud. Skuddet skulle senere vise sig at være dræbende. Nu vendte den unge mand sig om. Bag ham havde de fleste nået at søge dækning – undtagen nogle kunder og bankbestyreren, der vantro kiggede på bankrøveren. Nærmest uden varsel og som i trance rettede han pistolen mod bestyreren og skød. Skuddet ramte bankbestyreren i hjertet. Han var død på stedet. En af de mest gådefulde sager i Danmarkshistorien – der senere fik betegnelsen hypnosemordene – havde taget sin begyndelse.
Skytsånden
Mens skuddet stadig rungede, stormede den unge mand ud af banken. Udenfor kastede han sig på en cykel, der stod op af muren. Flere mennesker havde samlet sig omkring banken ved lyden af skuddene, og de søgte nu at stoppe den flygtende røver. På trods af de sneglatte veje lykkedes det imidlertid manden at lægge afstand til sine forfølgere. Han kørte ned ad Griffenfeldsgade, hvor han stoppede ved nr. 38 og løb ind i bygningen. Få minutter senere var politiet på stedet og anholdt uden større dramatik bankrøveren, der sad nærmest fortabt i trappeopgangen.
Fra starten undrede politifolkene sig over røverens opførsel. Han virkede distræt og fraværende, som om han befandt sig et helt andet sted. Da betjentene begyndte at afhøre ham, blev de endnu mere forundrede; han tilstod nemlig uden tøven dobbeltdrabet, men holdt hårdnakket fast i, at han af sin skytsånd var blevet befalet at udføre bankrøveriet. Dette rejste naturligvis mistanke om, at den unge mand var sindssyg, men der var noget over ham, der ikke helt stemte med dette: på mange områder virkede han nemlig både fornuftig, velargumenterende og fuldt ud rationel, om end måske lidt overspændt.
I lære hos Hipo og Frikorps Danmark
Den unge bankrøver, der sad og fablede om skytsånder, var i øvrigt slet ikke ukendt af politiet. Palle Hardrup, for det var røverens navn, havde nemlig frem til februar 1945 været almindeligt medlem af Schalburgkorpset og var siden blevet en del af afdeling fem i korpsets efterretningstjeneste – bedre kendt som det berømte og berygtede Hipo, der i krigens sidste tid terroriserede København. For denne bistand til den tyske besættelsesmagt modtog Palle Hardrup en fængselsdom på 14 år – allerede i 1949 blev han dog løsladt fra fængslet. Politiet stod altså over for en tidligere Hipomand, men en ganske speciel en af slagsen. Hardrup kom nemlig, noget atypisk, fra det bedre borgerskab – hans far var tidligere fabriksbestyrer – og dertil interesserede han sig levende for det okkulte og mystik, på trods af at han var udlært som noget så jordnært som værktøjsmager.
Kunne denne mærkelige mystiker nu have begået bankrøveriet alene? Dette spørgsmål rejste sig hurtigt hos politiet. Fra starten havde man kig på nogle af de folk, der stimlede sammen uden for banken, bl.a. havde man særligt en mand, der efter vidners udsagn havde trukket en pistol op af lommen, i kikkerten, men han viste sig at være uden tilknytning til forbrydelsen. Derimod henvendte en mand sig selv til politiet to dage efter røveriet. Han hed Bjørn Schouw Nielsen og påstod, at Palle Hardrup havde kørt på hans cykel fra Landmandsbanken til Griffenfeldsgade. Dette lød jo underligt, og efterforskerne begyndte derfor at gå Schouw Nielsen efter i sømmene. Det viste sig hurtigt, at den forurettede cykelejer havde et mere end godt kendskab til Hardrup – og var mindst lige så særpræget. Bjørn Schouw Nielsen var en del ældre end Hardrup og kom, i modsætning til sin filosofiske ven, fra jævne forhold. Schouw Nielsen var, hvad man dengang kaldte en vanekriminel, men havde særligt under krigen udviklet sig i en uheldig retning. I december 1943, var han således blevet en del af en modstandsgruppe, der kaldte sig ”Frie Danske”. I den forbindelse havde han holdt en tysk soldat op og – da denne ikke ville aflevere sit våben – såret soldaten alvorligt. Under dække af at udøve modstandsarbejde havde han dertil, under trussel om at sprænge deres virksomheder i luften, afpresset beskyttelsespenge fra virksomhedsejere. Endelig havde han, fortsat under dække af at udføre modstandsarbejde, kidnappet en kvinde og krævet løsepenge af hendes familie, ligesom han i en længere periode havde holdt en betjent op, idet han, helt uberettiget, mistænkte betjenten for at være stikker. Sideløbende med denne ”modstandsaktivitet” havde Schouw Nielsen været medlem af Frikorps Danmark, hvor han, efter eget udsagn, havde set helt forfærdelige forbrydelser i Polen. Dette hindrede ham dog ikke i senere at blive stikker for tyskerne, da han vendte tilbage til Danmark – hvilket senere skulle komme til at koste ham en fængselsstraf på 12 år. Endelig havde han tilsyneladende også hjulpet jøder over til Sverige, måske dog kun for at opnå en økonomisk gevinst. For at gøre forvirringen komplet var Schouw Nielsen, som Hardrup, oprigtigt optaget af det okkulte, mystik – og hypnose.
Eksperimenter i fængslet
Nu skulle det hverken gå værre eller bedre, end at de to mærkværdige personligheder mødte hinanden i fængslet. De fattede hurtigt sympati for hverandre qua deres lidt særprægede interesser. Hardrup søgte derfor også om at blive overført til Schouw Nielsens celle, hvilket blev imødekommet. Og derpå indledte de forsøg med yoga og hypnose – kunstarter, udi hvilke Schouw var ganske velbevandret. Derudover var begge mænd særdeles politisk interesserede og havde intentioner om at skabe et nyt nationalkommunistisk parti, der skulle virke for verdensfreden – og en arbejdsdag på to timer.
Manipulatoren
Netop i forhold til hypnosen og det nationalkommunistiske parti satte politiet efterforskningen ind. Hvor meget havde Schou Nielsen nemlig med sin hypnose påvirket Hardrup i den trange fængselscelle, og hvad var egentlig intentionerne bag det nye parti, de ønskede at skabe? Det sidste spørgsmål var nemt at afklare; det første uhyre vanskeligt. Palle Hardrup havde meget stærke følelser for det nationalkommunistiske parti. Han havde udset sig selv til fører og en andet nazistisk koryfæ, Ejner Vaaben, til sekretær – Schouw Nielsen var der tilsyneladende ikke nogen klart defineret post til, men som han selv sagde med nogen ironi, kunne han jo blive ”plakatbærer”. Dagen før bankrøveriet havde der været møde i det nationalkommunistiske parti, og Hardrup havde her nævnt, at han, som tidligere Stalin, ville skaffe penge til partiet gennem et bankrøveri. Hardrup brændte altså for det nye parti, men gjorde Schouw Nielsen nu også det? Mange fra politiet begyndte at tvivle på dette og fik mistanke om, at Schouw Nielsen havde benyttet sine evner udi hypnosens kunst til at få den letantændelige Hardrup til at begå forbrydelser under skin af en politisk idealisme – hans virkelige intention var imidlertid et profant motiv om skaffe midler til sit store forbrug af spiritus og damer. I den forbindelse havde politiet faktisk flere beviser, der indikerede Schouws kendskab til røveriet. For det første kørte Hardrup på Schouws cykel, for det andet havde Hardrup opholdt sig i Schouws tantes lejlighed før røveriet, og for det tredje, og måske væsentligste, havde Schouw Nielsen forsynet Hardrup med et magasin til den pistol, han benyttede under røveriet.
Psykiatere på glat is
Politiet havde altså en mistanke om, at der var ugler i mosen, men hvad med psykiaterne? I første omgang blev Hardrup analyseret af den berygtede Max Schmidt, der efter besættelsen havde stået for udarbejdelsen af de danske kollaboratørers mentalerklæringer. Max Schmidt befandt sig ganske simpelt på herrens mark i forhold til Palle Hardrup; han kunne simpelthen ikke blive klog på ham. Hardrup talte jo konstant om den infame skytsånd, men samtidig var det, som om han virkede ganske rationel. Efter længere overvejelser besluttede Schmidt at erklære Hardrup for paranoid skizofren. Samtidig var han dog pinligt bevidst om, at politiet havde en mistanke om, at Hardrup kunne have været udsat for hypnose fra Schouw Nielsens side. Dette borede Schmidt da også i, men Hardrup benægtede hårdnakket, at dette skulle have været tilfældet.
Bomben
I begyndelsen af 1952 skete der imidlertid noget, der vendte det hele på hovedet. Max Schmidt trak sin tidligere mentalerklæring tilbage og erklærede, at Hardrup ikke var skizofren, men havde været under påvirkning af hypnose, da han begik bankrøveriet i Landmandsbanken – og et tidligere bankkup i Hvidovre i august 1950, som Hardrup i forbifarten også havde tilstået, selvom det forekom særdeles tvivlsomt, at han skulle have begået forbrydelsen. Denne kovending kom ikke ud af det blå, men skyldtes, at Palle Hardrup nogle måneder forinden havde givet Schmidt sine såkaldte ”stilebogsoptegnelser”, hvor han havde skrevet, at ”skytsånden eller jeg vil hellere sige Bjørn Schouw Nielsen”, havde fået ham til at begå røveriet i Landmandsbanken.
Schmidts nye mentalerklæring var en regulær bombe. Sensationen blev ikke mindre af, at Max Schmidt kort efter trådte tilbage som psykiater for Hardrup og blev erstattet af dr. med. Reiter. Reiter – som var en noget utraditionel psykiater, der tidligere havde skrevet et prisbelønnet værk om Christian II – var fuldstændigt overbevist om Hardrups uskyld og anså ham for et offer for Schouw Nielsens udspekulerede hypnotiske manipulationer. På baggrund af mange analytiske eksperimenter med Hardrup – hvor Reiter bl.a. benyttede hypnose og lettere narkotiske stoffer, samt overvågede konfrontationer mellem Hardrup og Schouw Nielsen – konkluderede Reiter i en større rapport, at Hardrup vitterligt havde været udsat for hypnose, da han begik bankrøveriet. Reiters tese underbyggedes af, at man på Politigaarden mente at kunne finde mystiske X`er rundt omkring i den gotiske bygning. Man antog, at Schouw Nielsen havde sat disse X`er for fortsat at påvirke Hardrup. I breve til Hardrup havde han nemlig tidligere undertegnet sig med et sådant X.
Schouw Nielsens forsvarer var i sagens natur uenig. Han protesterede mod Reiters konklusioner og hævdede, at psykiateren havde hypnotiseret Hardrup til sine tilståelser. Det lykkedes derfor også forsvareren af få retten til at afbryde Reiters analyser af Hardrup. Hertil kom, at forsvaret fremførte en anden psykiater, overlæge Einar Gert-Jørgensen, der hævdede, at Hardrup ikke havde været under hypnose, da han begik røveriet – idet noget sådant generelt set var umuligt.
Dommen
Endelig, efter en massiv omtale i såvel national som international presse, blev sagen – i 1954 – ført til doms i Østre Landsret. Landsrettens dom var klar. Bjørn Schou Nielsen havde påvirket Palle Hardrup på forskellig vis, bl.a. med hypnose, sådan at denne forøvede såvel bankrøveriet i Hvidovre som i Landmandsbanken på Nørrebro. Bjørn Schou Nielsen blev derfor idømt livsvarigt fængsel, mens Palle Hardrup blev idømt en forvaringsdom på en psykopatanstalt. Højesteret stadfæstede senere dommen.
Var der så tale om et justitsmord, eller var Schouw Nielsen virkelig skyldig? Spørgsmålet står stadig åbent! Flere har hævdet, at Palle Hardrup langtfra var så uskyldig, som han gav udtryk for. Prøvede den tidligere Hipomand at tørre ansvaret af på sin kammerat for at slippe fri af den forvaringsdom, han havde i udsigt? Eller foregav Schouw Nielsen en naivitet og dumhed, han i virkeligheden ikke var i besiddelse af? Hvem var skytsåndens ofre?
Begge mænd døde med deres hemmeligheder. Bjørn Schouw Nielsen på tragisk vis, idet han begik selvmord med cyankalium. Palle Hardrup døde som en gammel mand efter i årtier at have virket som kristen taler og foredragsholder under et nyt navn. Reiter, der som ledende psykiater havde medvirket til at afgøre sagen, gik nogle år senere i katolsk kloster.