I Politimuseets arkiv findes der flere drabssager fra De Vestindiske Øers danske koloniperiode. I anledning af 100-året for salget af øerne, åbner Politimuseet en ny særudstilling, der viser en række unikke genstande fra sagerne. Udstillingen giver et indblik i de enkelte drabssager og fortæller historien om de særprægede vestindiske rets- og politiforhold.
Var dette nu sandheden omkring forbrydelsen? Politiet var i tvivl. Man undersøgte derfor, om der havde været nogen vidner til drabet. Dette viste sig interessant nok at være tilfældet. Kokkepigen på den nærliggende plantage, St. Thomas, var nemlig løbet hen til vinduet, da hun havde hørt støj fra landevejen. Her havde hun set Horsford og Andrew stå over for hinanden. Horsford havde råbt: ”Slip Pigen!”, mens Andrew svarede: ”Hvad kommer det Dig ved?!” Derpå havde Andrew – uden forudgående at være blevet truet, løftet sin cutlass og rettet et dræbende hug mod Horsford.
Kokkepigens vidneudsagn underbyggedes af udsagn fra Alice. På trods af, at hun havde et meget dybt hug over halsen og hugsår over resten af kroppen, overlevede hun nemlig mirakuløst – og kunne derfor give en beskrivelse af begivenhedsforløbet. Hun fortalte nu, at hun på drabsdagen var taget ud for at besøge en veninde. Hun var imidlertid bange for at gå alene på landevejen, da hun tidligere havde brudt forbindelsen til Andrew. Bruddet skyldtes, at Andrew havde mishandlet hende. Alice var derfor bange for, at Andrew ville opsøge hende på landevejen og hævne sig. Hun bad derfor den 50-årige landarbejder, Jonathan Horsford, om at følge sig på vej. Alices frygt for, hvad Andrew kunne finde på, viste sig berettiget. Pludselig stod han nemlig foran dem med en cutlass i hånden. Andrew krævede, at den rædselsslagne Alice gik med ham. Dette ville Horsford imidlertid forhindre, idet han påpegede, at Alice ikke længere ønskede at have noget med Andrew at gøre. Herpå havde Andrew brutalt hugget Horsford ned. Efterfølgende tildelte Andrew Alice flere livsfarlige hug med cutlassen. Hun var derpå styrtet om og havde ligget som død, hvorfor Andrew også havde spurgt hende: ”Er du død?”, hvortil hun noget uforsigtigt havde svaret: ”Ja!” Efter det bekræftende svar havde Andrew tildelt hende yderligere hug med cutlassen. Alice var dog fortsat i live og kunne se, at Andrew tildelte sig selv flere snit med en barberkniv omkring halsen. Dette formentlig for at få drabene til at ligne selvforsvar.
Konfronteret med disse vidneudsagn tilstod Andrew. Hans hensigt havde været at myrde Alice, men han fastholdt, at drabet på Horsford ikke var intenderet. I den efterfølgende retssag blev Andrew idømt dødsstraf ved St. Thomas Byting, såvel som Landsretten og Højesteret. Dommen blev efterfølgende ændret til fængsel på livstid. Andrew døde under sit fængselsophold i Horsens Statsfængsel. Hans lig blev testamenteret til videnskaben.
Fanger, der blev transporteret til Danmark for at afsone deres straf, fik angiveligt – paradoksalt nok – et særligt prestigefyldt ry, når – og hvis – de vendte tilbage til De Vestindiske Øer. Journalisten Cavling beskrev dette således i sin berømte rejseberetning fra Dansk Vestindien: ”At have været i Fængsel regner de for en Ære. En Neger, der kom tilbage til St. Croix fra Horsens Tugthus, gik – ligesom de fine Rejsende – op og aflagde Visit hos Guvernøren. Han blev selvfølgelig smidt ned ad Trapperne.” Cavlings beskrivelse underbygges af andre beretninger fra Vestindien. Når dette er sagt, er der dog næppe er tvivl om, at det for de fanger, der transporteredes til Horsens Statsfængsel, har været en frygtindgydende og skræmmende oplevelse. Der var jo tale om et land med et andet sprog og en anden kultur – og som i tilfældet Adolphus Andrew vendte langt fra alle heller tilbage.
Den makabre drabssag på St. Thomas i december 1909 var tydeligvis overlagt. En væsentlig del af de vestindiske drabssager i politiets arkiver er imidlertid begået i affekt. Et af de affektbetonede drab, der vakte mest opmærksomhed, var det såkaldte Krause-drab, der kan læses i næste artikel.
Adolphus-sagen
Liget af en ældre mand og en hårdt såret ung kvinde blev den 18. december 1909 fundet på landevejen til St. Thomas’ hovedby, Charlotte Amalie. Mandens hoved var næsten afhugget. En større efterforskning blev sat i værk, og mistanken blev hurtigt kastet på den sårede kvindes kæreste, Adolphus Andrew. Andrew blev derfor taget ind til afhøring. Her tilstod han, men forklarede samtidig, at drabet på den ældre mand, landarbejderen Jonathan Horsford og drabsforsøget på den unge pige, Alice Amanda Georg, var sket i selvforsvar. Andrew havde nemlig mødt de to på landevejen til Charlotte Amalie. Under samtalen havde Andrew krævet at tale med Alice under fire øjne, men dette havde Horsford truende afvist, idet han havde svinget en cutlass, en lang machete, foran Andrews ansigt. Andrew var da blevet bange og havde hævet den cutlass, han bar på sig, og slået ud efter Horsford, hvorved han havde ramt ham på halsen. Efterfølgende var det kommet til tumult med Alice, hvorved hun også var blevet såret. For at understrege, at der vitterligt havde været tale om selvforsvar, viste Andrew forskellige snitsår omkring nakken og halsen.Var dette nu sandheden omkring forbrydelsen? Politiet var i tvivl. Man undersøgte derfor, om der havde været nogen vidner til drabet. Dette viste sig interessant nok at være tilfældet. Kokkepigen på den nærliggende plantage, St. Thomas, var nemlig løbet hen til vinduet, da hun havde hørt støj fra landevejen. Her havde hun set Horsford og Andrew stå over for hinanden. Horsford havde råbt: ”Slip Pigen!”, mens Andrew svarede: ”Hvad kommer det Dig ved?!” Derpå havde Andrew – uden forudgående at være blevet truet, løftet sin cutlass og rettet et dræbende hug mod Horsford.
Kokkepigens vidneudsagn underbyggedes af udsagn fra Alice. På trods af, at hun havde et meget dybt hug over halsen og hugsår over resten af kroppen, overlevede hun nemlig mirakuløst – og kunne derfor give en beskrivelse af begivenhedsforløbet. Hun fortalte nu, at hun på drabsdagen var taget ud for at besøge en veninde. Hun var imidlertid bange for at gå alene på landevejen, da hun tidligere havde brudt forbindelsen til Andrew. Bruddet skyldtes, at Andrew havde mishandlet hende. Alice var derfor bange for, at Andrew ville opsøge hende på landevejen og hævne sig. Hun bad derfor den 50-årige landarbejder, Jonathan Horsford, om at følge sig på vej. Alices frygt for, hvad Andrew kunne finde på, viste sig berettiget. Pludselig stod han nemlig foran dem med en cutlass i hånden. Andrew krævede, at den rædselsslagne Alice gik med ham. Dette ville Horsford imidlertid forhindre, idet han påpegede, at Alice ikke længere ønskede at have noget med Andrew at gøre. Herpå havde Andrew brutalt hugget Horsford ned. Efterfølgende tildelte Andrew Alice flere livsfarlige hug med cutlassen. Hun var derpå styrtet om og havde ligget som død, hvorfor Andrew også havde spurgt hende: ”Er du død?”, hvortil hun noget uforsigtigt havde svaret: ”Ja!” Efter det bekræftende svar havde Andrew tildelt hende yderligere hug med cutlassen. Alice var dog fortsat i live og kunne se, at Andrew tildelte sig selv flere snit med en barberkniv omkring halsen. Dette formentlig for at få drabene til at ligne selvforsvar.
Konfronteret med disse vidneudsagn tilstod Andrew. Hans hensigt havde været at myrde Alice, men han fastholdt, at drabet på Horsford ikke var intenderet. I den efterfølgende retssag blev Andrew idømt dødsstraf ved St. Thomas Byting, såvel som Landsretten og Højesteret. Dommen blev efterfølgende ændret til fængsel på livstid. Andrew døde under sit fængselsophold i Horsens Statsfængsel. Hans lig blev testamenteret til videnskaben.
I Horsens Statsfængsel
Adolphus Andrew-sagen er en af de ni drabssager fra Dansk Vestindien, der, som noget helt unikt, er bevaret i Politimuseets arkiver. Drabssagerne, der ligger efter slaveriets afskaffelse og er fra perioden 1858-1912, giver et sjældent indblik i de meget særprægede retsforhold, der herskede på de tre danske øer, St. Jan, St. Thomas og St. Croix. Hvad der naturligvis først springer i øjnene, er det forhold, at Andrew døde i Horsens Statsfængsel. Forklaringen herpå er, at gerningsmænd til mere alvorlige voldssager, hvor strafferammen var over to år, som udgangspunkt blev sendt til Horsens Statsfængsel, hvor de måtte afsone deres dom.Fanger, der blev transporteret til Danmark for at afsone deres straf, fik angiveligt – paradoksalt nok – et særligt prestigefyldt ry, når – og hvis – de vendte tilbage til De Vestindiske Øer. Journalisten Cavling beskrev dette således i sin berømte rejseberetning fra Dansk Vestindien: ”At have været i Fængsel regner de for en Ære. En Neger, der kom tilbage til St. Croix fra Horsens Tugthus, gik – ligesom de fine Rejsende – op og aflagde Visit hos Guvernøren. Han blev selvfølgelig smidt ned ad Trapperne.” Cavlings beskrivelse underbygges af andre beretninger fra Vestindien. Når dette er sagt, er der dog næppe er tvivl om, at det for de fanger, der transporteredes til Horsens Statsfængsel, har været en frygtindgydende og skræmmende oplevelse. Der var jo tale om et land med et andet sprog og en anden kultur – og som i tilfældet Adolphus Andrew vendte langt fra alle heller tilbage.
Danske Lov
Andrews dødsdom springer også i øjnene. Det forekommer jo at være en hård dom. Udmålingen af straffene på De Vestindiske Øer fulgte da også Christian V´s Danske Lov helt frem til 1917 – hvilken ellers i Danmark var blevet ændret betydeligt med straffeloven af 1866. På øerne gjorde Danske Lovs drakoniske straffe sig således stadig gældende. Mest besynderlig var straffene for sædelighedsforbrydelser og drab, hvor dommen var ”Baal og Brand”, altså levende afbrænding. Overlagt drab takseredes med dødsstraf, ofte efterfulgt af afhugning af hovedet, der skulle sættes på en stage til skræk og advarsel eller alternativt hjul og stejle. Når sagerne afsluttedes ved Højesteret i København, blev dommene omstødt, og gerningsmanden tildelt en anden straf, da man i Danmark netop ikke længere brugte sådanne drakoniske straffe. Hvad der imidlertid slog den dansk-vestindiske politiembedsmand N.A. Kjær som mærkeligt, var, at gerningsmændene tilsyneladende ikke fattede et muk af, hvad der foregik, men blot med knusende ro accepterede de besynderlige domme og hele den mærkelige retsproces. Ingen gjorde sig da heller nogen ulejlighed med at sætte arrestanterne ind i, hvordan sagerne faktisk forholdt sig. Her levede slavesamfundets ligegyldighed over for det enkelte individ uden tvivl videre.Den makabre drabssag på St. Thomas i december 1909 var tydeligvis overlagt. En væsentlig del af de vestindiske drabssager i politiets arkiver er imidlertid begået i affekt. Et af de affektbetonede drab, der vakte mest opmærksomhed, var det såkaldte Krause-drab, der kan læses i næste artikel.