Spring til hovedindhold

Forslag

Horst Paul Issel - Jagten på en krigsforbryder

Dette er historien om krigsforbryderen Horst Paul Issel, der ved Anden Verdenskrigs slutning flygtede ud af Danmark.

Horst Issel

Vinden blæste frisk fra sydøst om aftenen den 4. maj 1945, og temperaturen lå omkring 10 grader. En rank, slank og velbygget mand med lyst hår pakkede skyndsomt de vigtigste af sine ejendele og begav sig ud Københavns regntunge gader. Hele hans verden var smuldret mellem hænderne på ham. De sidste par døgn havde været nervepirrende – og nu mærkede han for alvor jorden brænde under sine fødder. Selvom vejret var blæsende og halvkoldt denne aften, var folk begyndt at pible frem på gader og stræder. Glade, lettede stemmer og jublende tilråb strømmede ham i møde. Han delte ikke deres glæde. Han skulle ud af Danmark nu – hjem til Tyskland. Det var den eneste mulighed, hvis han skulle bygge et nyt liv op med en ny identitet!

Manden, der i al hast forlod København den aften hed Horst Paul Issel, også kendt under navnet Horst Waldenburg. Han havde været i landet fra september 1944 og var en af SS vigtigste efterretningsagenter i Danmark. Hans primære opgave var at opbygge et terrornetværk i Danmark kaldet ”varulvene” med kodenavnet ”Operation Jörgen”. Samtidig var han leder for terrorenheden Peter Gruppen og deltog selv i flere likvideringer og sprængninger. Under Issels ledelse foretog Peter Gruppen 63 mord, 7 mordforsøg og 129 sprængninger, hvoraf var tre forøvet mod tog. Ved sprængningerne blev 29 personer dræbt og mere end 32 alvorligt såret.

 

Flugten

Det lykkedes Horst Issel at komme uset fra København til Næstved, hvor han meldte sig på kasernen. Her fik han udleveret en uniform svarende til den en menig rytter ville have på. En tysk oberstløjtnant ved navn Günter Toepke, forsynede samtidig Issel med et officielt tysk dokument, hvorpå der stod at hans soldaterbog var blevet væk, men at hans navn var Hans Isermann og at han var rytter. Fra Næstved fortsatte Issel mod den dansk-tyske grænse ved Krusaa. Flere andre centrale skikkelser ved SS i Danmark tog også flugten i dagene efter kapitulationen. Mange sluttede sig til de almindelige tyske tropper, der ved befrielsen talte over 280.000 tyske soldater, som skulle trækkes tilbage til Tyskland. Udmarchen foregik bevæbnet og primært til fods. Enhederne efterlod alle tunge våben, men soldaterne medbragte lette våben indtil grænsen, hvor briterne bistået af modstandsbevægelsen, kontrollerede papirer og identiteten på hver enkelt soldat, samt overtog alle våben, inden de fik lov at krydse grænsen til Tyskland.

Ved grænsen blev Horst Issel tilbageholdt af modstandsbevægelsen, da de fandt det mistænkeligt, at Issel ikke havde nogen soldaterbog. Modstandsfolkene havde dog ikke nogle endegyldige beviser for, at Issel løj om hvem han var, og til sidst lod de ham gå. Issel krydsede grænsen ved Krusaa med tre andre tyskere, fortsatte ned til Flensborg og derefter videre til Husum, hvor han tilfældigt mødte Wolfgang Söhnlein, der også var flygtet fra Danmark. De fortsatte begge sydpå ned gennem Tyskland med tog. Før de skiltes nåede Issel at fortælle Söhnlein, at han gennem den tyske afdeling af Røde Kors havde fået oplysninger om, at amerikanerne skulle have skudt hans hustru og børn under indrykningen i Hildesheim, fordi de var nazister og fordi de havde kendskab til Issels foretagender i Danmark.

Nogle dage senere mødtes Söhnlein og Issel igen i Volmersehusen i Skydditmarsken lidt længere sydpå. Her fortalte Issel til Söhnlein, at han ville forsøge at komme ind i et engelsk-tysk frikorps, som han havde hørt skulle til Japan. Ellers ville han søge over til ”Seydtlichs Armé”, der kæmpede på russisk side. Issel var desperat for at komme væk fra Tyskland - og han var i særdeleshed bange for at blive anholdt og udleveret til retsforfølgelse. Issel viste Söhnlein den cyankalium kapsel han bar på sig konstant, og betroede ham, at hvis han ikke kunne se anden udvej ville han benytte sig af den. Han havde haft kapslen i munden, og havde været tæt på at knuse den mellem tænderne, da modstandsbevægelsen havde tilbageholdt ham nær grænsen ved Krusaa.

Da Söhnlein senere sad i interneringslejren i Neumünster hørte han rygter om at Issel skulle være set i byen Heide. Men det lykkes dog Issel at holde sin sande identitet skjult indtil slutningen af 1948.  

Jagten på Issel

D. 13. december 1948 kom der for alvor skred i efterforskningen af Issels forsvinden, da man for første gang siden krigens afslutning havde nyt om Issels tilholdssted. Kriminaloverbetjent Sønderbye og kriminalbetjent Niels Jensen, der opholdt sig i Tyskland på dette tidspunkt ringede denne mandag til Rigspolitiets efterforskningsafdeling med besked om, at de engelske myndigheder mente at have lokaliseret den eftersøgte krigsforbryder Horst Paul Issel. De anmodede om, at afdeling F ved Københavns Opdagelsespoliti ville foranledige alle de nødvendige papirer til begæring om Issels udlevering til Danmark.

Dagen efter ringede Sønderbye igen til Rigspolitiets efterforskningsafdeling. Issel skulle eftersigende opholde sig i landsbyen Hochdonn i Schleswig-Holstein. Landbyen lå umiddelbart op til Kaiser-Wilhelm-kanalen ca. 15 km sydøst for Meldorf ved hovedvej nr. 5, Tønder-Hamborg. Samtidig oplyste Sønderbye, at han havde været i kontakt med Mr. Andersen fra Regional Intelligence Office i Hamborg, der havde understreget, at man fra engelsk side gerne så, at sagen blev fremskyndet mest muligt. På denne foranledning sendte Rigspolitiets efterforskningsafdeling to kriminaloverbetjente ved navn Harry Frost og Børge Larsen afsted til Tyskland, således at de kunne bistå de engelske myndigheder.

Tilladelsen til arrestordren var ikke sådan lige at få, og papirarbejdet var enormt. Harry Frost og Børge Larsen måtte forhandle med de forskellige engelske instanser dels i Hamborg og dels i Bünde, før de d. 1. februar 1949 fik udleveret en anholdelsesbeslutning på Issel. Derefter henvendte de to betjente sig til mr. Law i Heide, som var Public Safety officer for det distrikt, hvor Issel efter de – til det danske politi – indløbne meddelelser, havde bopæl. Han var yderst behjælpelig og skaffede de danske betjente en aftale med Büroschreiber Erwin Rohde kl. 13. d. 3. februar, der godvilligt og uden spørgsmål fremviste registret over bosiddende personer i Hochdonn. Rohde spurgte – i øvrigt uden opfordring – om betjentene ledte efter en person med efternavnet Issel. Da betjentene bekræftede dette, fortale Rohde, at det var ham, der gennem sin onkel Christian Rohde, der var kriminalbeamter, havde henledt opmærksomheden på Issel, idet onklen havde vist ham efterlysningen, samt et billede af Issel. Rohde mente at billede lignede den Issel, der var bosat i Hochdonn. Han gik under navnet Hans Issel og var blevet gift i 1946. Rohde oplyste også, at han havde seks eller syv børn, der alle boede på adressen.

Den ”forkerte” Issel

Frost og Larsen hastede derefter sammen med Mr. Law til den adresse Rohde havde oplyst. Kort efter stod de foran huset i Hochdonn, og efter et let bank på døren, lukkede en mand frivilligt op. Han påstod, at han hed Hans Gustav Werner Issel og at han var født d. 31. marts 1907 i Berlin. Manden hævdede, at han ikke havde gjort tjeneste i Danmark under krigen, men derimod ved østfronten. Frost og Larsen blev hurtig klar over at Hans Issel, selvom der var en del væsentlige lighedspunkter med billedet, ikke var identisk med den eftersøgte Issel. Betjentene spurgte nu ind til Hans Issels familieforhold og han forklarede beredvilligt, at han havde en bror ved navn Horst Paul Issel. Horst var født i Berlin kunne Hans huske, men den nærmere dato kunne han ikke erindre. Betjentene viste ham fotografiet af Horst og han bekræftede, at det var hans bror.

Hans forklarede, at han sidst havde set Horst i 1943, da han var hjemme på orlov hos deres forældre i Hartzen. Hans havde ikke hørt fra sin bror siden 1944, hvor han modtog et brev fra ham. I brevet skrev Horst bl.a. at han var tjenestegørende som abwehrmann i Danmark. Siden havde ingen fra familien hørt fra ham, hverken forældrene eller Hans selv. Ingen vidste derfor hvad der var sket ham efter kapitulationen.

Ransagning i Hochdonn

Betjentene følte sig dog ikke overbevist om, at Hans Issel fortalte hele sandheden om broderen, så de foretog - med Hans Issels samtykke - en grundig ransagning, både af hans bopæl og af hans person. Betjentene beslaglagde genparter af tilsigelser, der omhandlede hvordan Hans Issel skulle repræsentere sin bror i dennes skilsmissesag i Hamborg, samt kopier af breve Hans havde sendt til sine forældre, hvor møder og telefonsamtaler med Horst var nævnt. Det var derfor åbenlyst, at Hans kendte til broderens skæbne efter kapitulationen. Nu gik betjentene hårdere til værks, og efter at Hans blev forholdt med de nye beviser erkendte han, at han havde løjet for betjentene.

Hans forklarede nu, at han to gange i 1948 havde mødtes og snakket med Horst i Hamborg. Hans var blevet ringet op af Horst, der ville snakke med ham personligt og bad Hans om at møde ham på restaurant Alsterhof i Hamborg. På restauranten havde Horst forklaret, at han behøvede hjælp til afslutningen af sine skilsmisseforhandlinger med hustruen. Horst kunne nemlig ikke møde hende i den russiske zone, hvor hun boede, da han var eftersøgt af på grund af sin abwehrvirksomhed i Danmark. Hans nægtede overfor betjentene at kende til broderens adresse og nægtede samtidig, at han havde oplysninger, der kunne tjene til at lokalisere Horst Issel nærmere.

Frost og Larsen var nu imidlertid blevet meget skeptiske omkring Hans Issels person, da de flere gange under afhøringen havde afsløret ham i både at lyve og at fortie vigtige oplysninger. Derfor var det modvilligt, at betjentene efterlod Hans Issel på bopælen i Hochdonn. Frost og Larsen forhørte sig straks hos Mr. Law om reglerne for anholdelse og han mente, at der var grund til yderligere afhøring. Mr. Law indvilligede i at anholde Hans Issel, da man kunne begrunde anholdelsen under henvisning til en forordning fra militærregeringen, hvor urigtige oplysninger givet til militærregeringen eller allierede myndigheder kunne føre til tilbageholdelse i indtil 24 timer.

Efter tilladelsen var givet, hastede de to betjente sammen med Mr. Law tilbage til Hochdonn. Det var nu blevet hen under aftenen d. 3. februar 1949. Hans Issel blev straks anholdt på sin bopæl og eskorteret til Heide, hvor han skulle indsættes i arresten. Men allerede under turen til Heide, begyndte Hans Issel lettere nervøst at forklare sig. Nu mente han at kunne huske, at Horst brugte efternavnet Isermann. Derudover forklarede Hans også, at Horst havde forlovet sig med en kvinde, som han ikke kunne huske navnet på, men som han mente boede i Vogtland nær Riesengebirge. Hun var grunden til, at Horst ønskede skilsmisse fra hans første kone, da han ellers ikke kunne gifte sig igen.

Skønt af samme kød og blod

D. 4. februar 1949 kl. 14.00 blev Hans Issel igen afhørt af Frost og Larsen. Betjentene startede med at gøre Hans Issel bekendt med sin brors gerninger i Danmark. Som betjentene læste anklageskriftet op, blev Hans Issel mere og mere bleg. Han sad chokeret og forstummet og lyttede til oplæsningen af drab, drabsforsøg og terrorsprængninger, indtil Frost nåede til en sigtelse, hvor Horst havde skudt et ægtepar, mens ægteparret stadig befandt sig i sengen. Her knækkede filmen for Hans Issel, der sprang op fra stolen og smed sig på gulvet, hvor han med fråde om munden råbte og skreg som en sindssyg. Frost og Larsen betragtede ham roligt – og efter 3-4 minutter, stoppede Hans Issel skrigeriet lige så brat som det begyndte, satte sig op, glattede sit tøj ud og efter nogen betænkningstid erklærede han; ”Er ist nicht mehr mein Bruder!”. Derefter indvilgede han i at afgive forklaring, da han ikke længere kunne forsvare Horst, skønt de var af samme kød og blod.

Herefter flød forklaringen ubesværet fra Hans Issel. Han berettede, at han tilfældigt så Horst, da han i juni 1947 var på besøg hos deres tante, Martha Issel, i Hildesheim. Hun havde jævnligt kontakt med Horst, der på dette tidspunkt boede i den russiske zone i Schönebeck, hvor han havde et agentur, der forhandlede med kemikalier. Horst foretrak at opholde sig i den russiske zone, da han vidste, at han var eftersøgt som abwehrmann. I efteråret 1947 mødtes brødrene igen, denne gang i Hamborg. Horst havde vældig travlt under dette besøg, og de snakkede derfor ikke længe sammen. Hans så igen sin bror i april 1948, hvor de mødtes i halvanden times tid og spiste middag på Alsterhof i Hamborg. Her fortalte Horst, at russerne mistænkte ham for at drive spionagevirksomhed for vestmagterne, og at han derfor ville rejse bort fra Schönebeck. Han viste Hans sine falske identitetspapirer, bl.a. bestående af et wehrpas med navnet Hans Isermann, men med Horsts eget billede på. Han fortalte, at han var tilmeldt det lokale politi under dette navn og at papirerne var fuldt lovlige. Horst fortalte under samme besøg, at han havde fået en kæreste ved navn Ilse Richter, som han agtede at gifte sig med, og han derfor havde været på besøg hos sin kone Eva Issel i den russiske zone i Hartzen. Det var blevet enige om at skilles, og Horst havde i den forbindelse oplyst Hans’ adresse som sin egen, så Hans kunne tage sig af formaliteterne i forbindelse med skilsmissesagen.

Sidste gang Hans havde set sin bror var den 20. oktober 1948, hvor Horst havde ringet op til centralen i Hochdonn og lagt en besked til Hans om, at han skulle ringe op til hotel Bremen i Stuttgart og spørge efter Isermann, hvilket Hans gjorde. De aftalte at mødes på Asterhof i Hamborg om eftermiddagen kl. 14. Her fortalte Horst, at han nu var kommet ud af den russiske zone på fuld legal vis, idet han var rejst med fly til Stuttgart. Herefter talte Horst om en von Massow, han havde skabt forbindelse til igen. De kendte hinanden fra et tysk gesantskab på Balkan, og von Massow boede nu i Berlin i den amerikanske sektor. Hans fik indtrykket af, at Horst boede hos ham, når han besøgte Berlin, men det var aldrig noget Horst selv forklarede. Gennem en fælles forretningsforbindelse ved navn Hr. Schlottau, hørte Hans senere, at Horst skulle have fløjet hjem fra Frankfurt på selve juleaften 1948.

Efter tre timers langt forhør af Hans Issel løslod Frost og Larsen ham, efter at han havde godkendt og underskrevet sit vidneudsagn, samt lovet, at hvis han hørte fra broderen, skulle han omgående kontakte Mr. Law.
  

Nettet strammes i Berlin

Om aftenen d. 16. februar 1949 kl. 18.30 ankom Børge Larsen og Harry Frost til Berlin. Allerede kl. 21.00 samme aften, havde de en aftale med chefen for Criminal Investigation Devision (C.I.D) i Berlin, Mr. Carlucci, som var vældig opsat på at hjælpe med den videre eftersøgning af Horst Issel. Sammen med Mr. Carlucci gennemgik betjentene flyvelisterne på Tempelhof flyveplads og her kunne de konstatere, at en person ved navn Hans Isermann havde forladt Berlin d. 11.12.1948 og var kommet retur til Berlin d. 24.12.1948. Begge rejser var foretaget mellem Berlin og Frankfurt med amerikanske A.O.A. maskiner.

Betjentene rettede nu personlig henvendelse til chefen for det tyske folkeregister i Berlins vestsektorer. Uden spørgsmål fik de fremlagt alle navnekort på hhv. Issel, Isermann, Idermann og von Massow. Under navnet Isermann var der registreret én person – nemlig en Hans Isermann, født 10. september 1912, boende Halberstädterstrasse 6. Fødselsdatoen matchede Horst Issels, dog havde han opgivet Madrid som fødselssted i stedet for Berlin.

Halberstädterstrasse 6

Da Halberstädterstrasse 6 var beliggende i den britiske sektor, kunne Mr. Calucci ikke selv tage affære, men måtte henvise betjentene til den engelske Public Safety, hvor Frost og Larsen straks samme dag talte med lederen for Special Branch, Mr. Williams. Mr. Williams læste skyndsomt papirerne igennem på Issel alias Isermann, herunder kopien af den engelske arrestordre. Han vurderede hurtigt materialet til at være i orden, dog kunne arrestordren ikke bruges i Berlin, da den var udstedt i Bünde. Mr. Williams skaffede derfor i al hast samme dag en ny, gældende på Hans Isermann, boende på Halberstädterstrasse 6, Berlin. Frost, Larsen og Mr. Williams diskuterede muligheden for en tidlig anholdelsesaktion, da tiden var knap, og kom til den konklusion, at de skulle skride til anholdelse allerede samme aften kl. 19.30.

Frost tog sammen med Mr. Williams og en tysk kriminalbetjent til Halberstädterstrasse 6, hvor de bankede på døren kl. 20. Med det samme blev der åbnet og her blev de mødt af en person, der præsenterede sig som Hans Isermann. Bag ham stod en lille kvinde, der introducerede sig med navnet Ilse Richter. Frost og Mr. Williams anholdte straks manden og ransagede både ham og bopælen. Manden blev ved med at fastholde, at han hed Hans Isermann og ikke kendte noget til en person ved navn Horst Paul Issel. Han stillede sig fuldstændigt uforstående overfor anholdelsen, og kæresten Ilse Richter forsøgte ad flere gange at overbevise betjentene om, at manden hun var kæreste med hed Hans Isermann, og at han havde tjent som tysk artilleristofficer i Rusland. Først da Frost og Larsen delvis bekendtgjorde manden med de oplysninger, der forelå på ham i København, samt viste ham fotografiet, begyndte han at ryste. Frost, der havde lagt manden i håndjern og derfor havde en hånd på hans skulder for at fastholde ham, mærkede denne nervøsitet. Frost sagde derfor afdæmpet til manden; ”Nu har du chancen for at fortælle hende sandheden med dine egne ord, ellers gør jeg det og jeg påtænker ikke at skjule noget.” Nu indrømmede manden, at hans rigtige navn var Horst Paul Issel og at han havde gjort tjeneste i Danmark fra september 1944 til kapitulationen, hvorefter han var flygtet for at undgå retsforfølgelse.

Udleveringen

Issel blev indsat i fængslet Holstein Glaci. Frost og Larsen troede, at de allerede næste dag kunne rejse videre til Danmark med Issel, men de erfarede hurtigt at selve udleveringen krævede en retslig undersøgelse. Issel fik beskikket en kvindelig tysk forsvarer, som krævede mere end en måned til at sætte sig ordentlig ind i sagen. Sagen blev berammet til d. 2. maj 1949, og på denne dag var der ikke sat mere end en time af til sagen. Dette overraskede både retspræsidenten, forsvareren og anklageren, der indledte et ophedet skænderi. Alles fokus, inklusiv Frost og Larsens der var bisiddere, var rettet mod disse diskuterende personer, da der pludselig lød et skrig. Det var Issels kæreste, Ilse Richter, der skreg og pegede mod døren, hvor ryggen af Issel netop forsvandt. Betjentene sprang begge op og løb ud i gangen, men Issel var allerede forsvundet! Hurtigt delte betjentene sig, Larsen løb til højre og Frost til venstre ned af trapperne i retsbygningen og ud på gaden. Længere nede af gaden fik Frost hurtigt øje på et par personer, der lå ovenpå hinanden på gaden foran en svingdør. Da betjentene nærmede sig, erfarede de, at det var et par tilfældige borgere, der havde grebet Issel og lagt ham på jorden. De havde troet, at det var en tyv, der var flygtet fra retten og havde instinktivt grebet ind. Senere fortalte én af disse mænd, at hvis han havde vidst hvem Issel var, havde han ladet ham løbe.

Issel blev bragt tilbage til retten, hvor sagen fortsatte til langt ud på eftermiddagen. Samtidig med dette, havde Frost og Larsen straks foranlediget en undersøgelse af Issels celle i fængslet, hvor der blev fundet nedstrygere og file, samt tegninger over Holstein Glaci, hvilket kraftigt indikerede at Issel havde flugtplaner. Han blev derfor straks flyttet til en anden og mere sikker celle, hvor der var både var lys og bevogtning døgnet rundt.

Tidligt søndag d. 21. maj 1949 hentede de to betjente Issel i fængslet i Holstein Glaci og eskorterede ham til Roskilde, hvor de afleverede ham i arresten. Grunden til, at han ikke blev ført til Vestre fængsel var, at han skulle vidne mod bl.a. Werner Best, som sad fængslet der. Dermed undgik man, at de kunne tale sammen og koordinere forklaringer.

CIA         

I perioden 1945-1949, hvor Horst Issel boede i Tyskland er der utvetydige beviser på, at han arbejdede som agent for CIA. Da CIA i begyndelsen af årtusindet deklassificerede store mængder materiale fra årene under og lige efter 2. Verdenskrig, dukkede der hemmeligstemplede rapporter op omkring Issel. I et CIA-dokument fra 16. juni 1945 beskrives Issels virke i Danmark under krigen kort, samt at han klassificeres som en extremely dangerous person. CIA havde altså kendskab til hans fortid og hans forbrydelser. Alligevel rekrutterer de ham som agent, og i et andet dokument beskrives han som likeable og good-natured . Hvad Issel helt præcist foretog sig for CIA kan vi kun gisne om, men qua hans fortid med bekæmpelse af industrispionage og hans tæft for at arrangere våbenleverancer, havde han en bred ekspertise - og et stort netværk til at foretage forskellige opgaver. Da Issel i 1949 bliver anholdt finder man under ransagningen i hans hjem et stort antal efterretningsdokumenter og rapporter fra CIA. Da CIA’s arkiver over agenter var mangelfulde, nægtede CIA i første omgang at Issel havde været tilknyttet som agent og modsatte sig derved ikke udleveringen af ham til Danmark. Da fejlen var blevet rettet, var det imidlertid for sent, selvom CIA gjorde flere indvendinger. Det skabte usikkerhed blandt de andre tyske agenter i CIA, da de var blevet lovet beskyttelse af organisationen. En ukendt tysk agent skulle i den forbindelse have udtalt ”If the SOB Americans won’t protect us, we won’t work for them.”    

Dommen

Under retssagen var Issel yderst samarbejdsvillig, skrev på eget initiativ beretninger fra hans tjenestetid i Danmark og svarede beredvilligt på alle spørgsmål om hans virke som leder af Peter Gruppen, opbygningen af terrornetværket varulvene, samt både nedgravninger af sprængstofdepoter og hvervning af danske, tyske og norske statsborgere til forskellige aktioner. Han erkendte omkring 75 drab, drabsforsøg og sprængninger, men ville ikke erklære sig skyldig, idet han henviste til, at han som officer havde pligt til at efterkomme en given ordre.

Ved byretten d. 21. januar 1950 blev Issel dømt til døden. Han ankede straks og fik omstødt sin dom til 20 års fængsel i landsretten. Han afsonede i Horsens statsfængsel indtil 1953, hvor han blev benådet og udvist fra Danmark. Han rejste til Tyskland og herfra er hans skæbne uvis. CIA opretter i 1953 en ny personalesagsmappe på ham, foranlediget af en Mr. Huafner. Det sidste spor af ham, er et dokument der viser indrejse til USA i 1957. Derefter er der ingen spor af Horst Paul Issel.

 

 

Artiklen er skrevet i forbindelse med åbningen af udstillingen ”Varulvene – Hitlers terrornetværk i Danmark” på Politimuseet og er baseret på afhøringer af Horst Paul Issel, Wolfgang Heinrich Paulus Söhnlein og Otto Richard Bovensiepen, rapporter og notitser fra Rigspolitichefens Rejseafdeling, samt kriminaloverbetjent Harry Frosts erindringer.

 
Afvis cookies