I København stormede SS-elitesoldater og tungt bevæbnede soldater fra Værnemagten Politigården. Sideløbende hermed blev rigspolitichefen og politidirektøren i København sat under æresarrest. Stormen på Politigården forløb relativt fredeligt, men i resten af landet og omkring Amalienborg var der flere intense skudvekslinger, som krævede flere dødsofre.
Interneringen
Knap 2000 politifolk blev, som det var planlagt af den tyske politiledelse i Danmark, taget til fange, mens de resterende politifolk gik under jorden. Aktionen blev af Værnemagten og den tyske politiledelse i Danmark betragtet som en umiddelbar succes. Man havde jo pacificeret det danske politi uden de store sværdslag. Himmler var da også tilfreds med aktionen, som han i sine optegnelser beskrev som ”absolut korrekt”.
I dagene derefter viste der sig dog betydelige problemer. For hvordan skulle man håndtere sikkerheden i et land uden politi? Den Højere SS og Politifører, Günther Pancke, havde derfor også en plan om at omorganisere politiet og føre det ind under tysk kontrol, men dette lod sig ikke umiddelbart realisere, idet såvel myndighederne som de danske politifolk stillede sig særdeles uvillige over for denne plan. Det mindre antal danske politifolk, Pancke havde tilbageholdt på Politigården til at varetage administrativt arbejde og sporadisk efterforskning, indgik derfor også kun meget modvilligt i politiarbejdet – og man måtte derfor hurtigt opgive hele idéen om et reorganiseret dansk politikorps. Det forslog derfor heller ikke meget, at Pancke igennem Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste, ET, søgte at opbygge et Hilfspolizei (Hipo) som erstatning for det internerede korps, da dette langtfra kunne bære alle politiets opgaver. Omkring 500 danskere blev optaget i Hipo.
Hipo
Panckes Hipo huserede frem til befrielsen på Politigården. Her deltog de i den almindelig terror og tortur. Korpsets tilstedeværelse i det københavnske politihovedkvarter er dokumenteret igennem en række genstande, der nu er udstillet på Politimuseet. Her kan man se, hvordan de skød til måls efter Københavns Politis Dagsbefalinger og dertil udfærdigede deres egne politiskilte, naturligvis præget med et dødningehoved og herunder tre løver.Hipo varetog dog også mere almindelige opgaver; de var bl.a. på skydebanen, som man her ser på et foto fra Høveltegaard. De to hipoers karakteristiske sorte uniformer er i øvrigt blot omsyede politiuniformer påført Hipos distinktioner.
Patruljebøger blev de også nødt til at udfærdige, så de kunne lokalisere sig i den københavnske topografi. Et eksempel på en sådan patruljebog ses øverst i artiklen.
Hipos opløsning efter befrielsen var i øvrigt ikke uden dramatik. Den 6. maj 1945 opstod der en voldsom ildkamp mellem politisoldater hjemkommet fra Sverige og Hipofolk. Kuglerne fløj i gadekrydset Aagade, Jagtvej og Falkonerallé. Flere forbipasserende blev ramt, og en fabrikant mistede livet. Enkelte lejligheder blev også raseret af skud.
Den tyske politiledelses erstatning for det internerede danske politi var alt i alt en katastrofe for landet. Hipos hærgen satte sig varige spor i den danske bevidsthed. Den dag i dag bruges betegnelsen Hipo, som et af de værste skældsord i det danske vokabularium.