Adgangskrav
Politikadetuddannelsen
Du skal være fyldt 18 år for at starte på politikadetuddannelsen, men når du er 17 år, kan du både ansøge og gå op til optagelsesprøverne.Basisuddannelsen
Du skal være fyldt 21 år for at starte på uddannelsen til politibetjent, men når du er 20 år, kan du både ansøge og gå op til optagelsesprøverne.Ingen øvre aldersgrænse
Der er ingen øvre aldersgrænse for at søge ind på politiuddannelserne.Du skal have dansk statsborgerskab, uanset hvilken politiuddannelse du vil søge ind på.
Det er et krav, da alle politibetjente bliver ansat som tjenestemænd, som bl.a. kræver, at man har dansk statsborgerskab.
Som politikadet bliver man overenskomstansat, men det er politisk besluttet, at politikadetterne i al væsentlighed skal opfylde de samme krav som dem, der gælder for optagelse på basisuddannelsen, herunder kravet om dansk statsborgerskab.
Sådan søger du dansk statsborgerskab.
Det er vigtigt, at du har et kørekort, da det at køre bil er en del af hverdagen på Politiskolen og arbejdet som politibetjent og politikadet.
Hvis du har tatoveringer på hænderne, halsen eller hovedet, skal disse tatoveringer være fjernet, før du kan få tilbudt studiestart.
Politikadet
Det kræver ikke en særlig uddannelsesmæssig baggrund at søge ind på uddannelsen til politikadet, men du skal kunne læse og forstå dansk for at give klare instrukser og kommunikere med borgere og kolleger.
Politibetjent
Du skal både kommunikere med borgere og skrive rapporter, som danner grundlaget for, at der senere kan føres en retssag.
Søger du ind på uddannelsen til politibetjent skal du derfor kunne skrive forståeligt og korrekt dansk og have gennemført en af følgende uddannelser:
- en gymnasial uddannelse
- en erhvervsuddannelse
- HF-relateret fagpakke
- tre HF-enkeltfag herunder dansk på A-niveau, valgfrit fag på B-niveau, valgfrit fag på C-niveau (eller højere)
- eller en lignende uddannelse, fx politikadetuddannelsen, en uddannelse fra Forsvaret eller en lederuddannelse inden for detailhandlen.
Vi tester din skriftlighed i prøveforløbet, men du kan sagtens forberede dig hjemmefra.
Læs mere om den skriftlige optagelsesprøve.
Du skal have et godt helbred for at kunne uddanne dig og arbejde som politibetjent og politikadet.
Det er vigtigt, fordi politijobbet i nogle tilfælde kan være både fysisk og psykisk krævende - også under uddannelsen.
Dit helbred bliver derfor vurderet ud fra en række kriterier, der skal være med til at sikre, at vi har gode forudsætninger for at passe på dig, dine fremtidige kolleger og borgerne, du skal hjælpe.
Læs mere om helbredskravene.
Allerede under uddannelsen vil du opleve, at du er fysisk aktiv i meget af undervisningen.
Det er både, når I har magtanvendelse og fysisk træning, og når I har situationsspil, hvor I træner forskellige virkelighedsnære senarier.
Du skal derfor have en god grundform, allerede inden du starter på uddannelsen.
Vi tester din grundform i prøveforløbet, men du kan sagtens forberede dig hjemmefra.
Læs mere om den fysiske optagelsesprøve for kvinder
Læs mere om den fysiske optagelsesprøve for mænd
Tidligere forhold
Der eksisterer værdighedskrav for ansættelse i politiet, da du skal være værdig til den agtelse og tillid, som politijobbet kræver.
Vi vurderer derfor tidligere domme og igangværende sager i forbindelse med din ansøgning.
Alle strafbare forhold indgår i vurderingen, og vi ser på forholdets karakter, din alder på gerningstidspunktet og hvor lang tid, der er gået siden forholdet.
Doping
Brug af anabolske steroider eller lignende ulovlige vækstfremmere er ikke foreneligt med uddannelse og job i politiet.
Hvis du som ansøger bruger eller har brugt anabolske steroider, må du derfor forvente at få afslag på din ansøgning.
Sikkerhedsgodkendelse af PET
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes for at blive optaget på Politiskolen.
Når du sender din ansøgning, forhåndsvurderer vi dine muligheder for at blive sikkerhedsgodkendt.
Efter prøveforløbet vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET), om du kan sikkerhedsgodkendes.
Hvis du har tidligere domme eller igangværende sager vil de indgå i forhåndsvurderingen.
Vi ser på forholdets karakter, din alder og hvor lang tid, der er gået siden forholdet.
Årsagen til, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes er, at du som ansat i politiet vil modtage fortrolige oplysninger og informationer, som skal forvaltes med tillid.