Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

6. januar 2021 17:12

Se svarene på Syd- og Sønderjyllands Politis julequiz

Gættede du rigtigt på spørgsmålene om opbevaring af smykker, hvornår der sker flest indbrud, og hvorfor julemanden er den fødte nabohjælper?

Syd- og Sønderjyllands Politi gennemførte i sidste måned en julekalenderquiz på vores Twitterkonto, @SjylPoliti, med fokus på nabohjælp og forebyggelse af indbrud.

I quizzen kunne borgerne blandt andet komme med deres bud på, hvor man helst skal gemme smykkerne derhjemme, for at tyven ikke skal finde dem, ligesom der var mere julede spørgsmål som, hvorfor man ikke skal lægge varme varer under juletræet, og hvorfor julemanden er den fødte nabohjælper.

Vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion fremhæver, at selvom en række af spørgsmålene var lavet med et glimt i øjet, er anledningen stadig seriøs. For det kræver en vedvarende indsats at mindske antallet af indbrud.

Heldigvis daler antallet i Syd- og Sønderjylland. Således var der for eksempel i juleperioden 2020 40 indbrud i private beboelser mod 135 året før - et fald på 70,4 procent.

 

2020 var et anderledes år

Men samtidig har 2020 været et anderledes år på grund af COVID-19, hvor mange har været mere hjemme end normalt. Og det har uden tvivl spillet en rolle i forhold til tallene.

- Så skal vi fortsætte den gode udvikling, giver nabohjælp og indbrudssikring fortsat rigtig god mening. Mange boliger er for eksempel stadig alt for nemme mål for indbrudstyve, fordi de ikke er sikret godt nok. Og samtidig ved vi, at aktive nabohjælpere både forebygger indbrud og forhindrer indbrud, der er i gang, understreger vicepolitiinspektøren.

Rigspolitiet opgør juleperioden til 18. december 2020 – 3. januar 2021 (begge dage inklusive).
Som et billede på udviklingen var der den 24. december et enkelt indbrud i Syd- og Sønderjyllands Politikreds, og nytårsaften var der slet ikke nogen anmeldte indbrud. Det er ellers de to døgn om året, hvor der traditionelt sker flest indbrud. 

Se quizspørgsmålene og svarene her, hvor du også kan læse mere om både nabohjælp og forebyggelse af indbrud.

Læs desuden mere om nabohjælp på nabohjælp.dk og forebyggelse af indbrud på botrygt.dk.

Mediernes kontaktperson er Chr. Østergård.



1. december
Hvor mange husstande er i øjeblikket tilmeldt nabohjælpsordningen i Syd- og Sønderjyllands Politikreds?
A. Cirka 10.000 husstande
B. Cirka 15.000 husstande
C. Cirka 20.000 husstande

 

Svar: Det rigtige svar er B, men der er altid plads til flere.


2. december
Aktive nabohjælpere får tyven til at vælge området fra. Hvor stor er den reelle effekt?
A. Nabohjælperne kan forhindre op imod hvert femte indbrud. 
B. De kan forhindre op imod hvert fjerde indbrud.
C. De kan forhindre op imod hvert tredje indbrud.

 

Svar: Det rigtige svar er B. Årsagen er, at en indbrudstyv meget hurtig bemærker, om der er borgere, der holder et vågent øje med kvarteret. Tyvens største frygt er at blive genkendt, så derfor foretrækker han områder, hvor der er størst sandsynlighed for, at han kan arbejde ubemærket.
Læs mere om værdien af nabohjælp i undersøgelsen 20 tyve, en undersøgelse af indbrudstyves motiver og adfærd fra Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden.


3. december
Lige siden de første naboer har der været nabohjælp – i hvert fald på det uformelle plan. Men hvornår blev ordningen sat i system af Det Kriminalpræventive Råd?
A. 1937
B. 1957
C. 1987

 

Svar: Det rigtige svar er C.


4. december
Det er godt at sige ”Hej” til ukendte personer i kvarteret og spørge, om du kan hjælpe med noget. Men hvordan kan det forhindre indbrud? 
A. Forskning viser, at der er færre indbrud i områder med mange høflige personer. Det smitter af på tyven.
B. Indbrudstyvens største frygt er at blive genkendt.
C. Naboer, som kender hinanden, passer bedre på kvarteret.

 

Svar: Det rigtige svar er B. Derfor foretrækker indbrudstyven områder, hvor der er størst sandsynlighed for, at han kan arbejde ubemærket.


5. december
Antallet af indbrud daler i disse år. Er der behov for nabohjæp?
A. Tidligere indbrudstyve fortæller, at de hurtigt kunne spotte, om der var årvågne naboer i kvarteret. Og i de tilfælde valgte de området fra. 
B. Forskning viser, at indbrud smitter. Har der først været et enkelt, kan der komme flere, fordi tyven vender tilbage.
C. Man sover bedre om natten, når man passer på kvarteret.

 

Svar: Både A og B er rigtige og viser dels, at aktive nabohjælpere gør en forskel, dels at det er en god beslutning at passe godt på sit boligområde.


6. december
Mange er væk juleaften eller måske hele julen. Hvordan kan du få boligen til at se beboet ud, selvom huset er alene hjemme?
A. Efterlad lidt opvask i køkkenet og en opslået avis og en kaffekop i stuen, hvor lyset er tændt.
B. Sæt et skilt på døren: Kære tyv. Vi er hjemme, vi er bare meget stille!
C. Køb et fake-tv, der giver lokalet et fjernsynsblåt skær.

Svar:
Både A og C kan bruges. Det gælder om at give indtryk af, at der er tegn på liv, selvom huset er alene hjemme. Det er dog samtidig en god idé fx at købe et tænd-sluk ur, så lys tændes og slukkes naturligt i forhold til døgnrytmen.


7. december
Hvordan kan du få naboens hus til at se beboet ud, selvom boligen er alene hjemme i julen?
A. Sørg for, at affaldscontaineren er kørt på plads, efter at den er tømt.
B. Sørg for, at postkassen ikke er fuld.
C. Parker din bil i naboens indkørsel.

 

Svar: Alle svar kan bruges. Jo mere du gør, jo større effekt har det i forhold til forebyggelse.


8. december
Hvorfor er julemanden den fødte nabohjælper?
A. Han er kun væk en aften om året. Resten af tiden kan han passe på kvarteret.
B. Han kan overvåge nabolaget fra luften i sin kane.
C. Han opdager det, hvis nogen forsøger at bryde ind via skorstenen.

Svar: Alle svar kan bruges. I tilgift er det naturligvis værd at understrege, at julemanden jo altid ved, hvem, der har været artige, og hvem, som ikke har.

 

9. december
Hvordan kan du forebygge juleindbrud, blot ved at kaste et blik på din bolig udefra?
A. Du ser det samme, som tyven ser. Fx om dine værdier kan ses udefra.
B. Du kan spotte, om der er steder, hvor tyven nemt kan bryde ind.
C. Har du vasket vinduer for nyligt? Så gris dem til. Det gør det sværere for tyven at se ind.

 

Svar: A og B er begge gode løsninger. Vær kritisk, når du ser på huset udefra.


10. december
Hvorfor elsker indbrudstyven Facebook, Instagram og andre sociale medier?
A. Hvem elsker ikke Facebook?
B. Han følger med i, om borgerne skriver, at de tager på ferie.
C. Han følger med i, om naboerne fx advarer hinanden om mistænkelige personer i kvarteret.

 

Svar: B og C viser, at kriminelle også har taget de sociale medier til sig. Vent med at lægge feriebilleder på de sociale medier, til du er kommet hjem igen.


11. december
Hvorfor skal man ikke lægge varme varer under juletræet?
A. Du risikerer, at juletræet futter af.
B. Du bestiller det næste indbrud ved at købe stjålne varer. Uden hæler ingen stjæler.
C. Det gør ikke noget. Alt luner i december.

 

Svar: Det rigtige svar er B. Årligt bliver der omsat hælervarer for flere milliarder kroner, og en meget stor del af handlen foregår på nettet.
Vær derfor kritisk når du køber brugt, så du undgår at købe stjålne varer.
Læs mere på stop-e-hæleri.dk


12. december
Hvad ønsker du dig til jul, som kan forebygge indbrud?
A. Kunstige, levende lys, der signalerer, at der er nogen hjemme.
B. Et fake-tv, der oplyser rummet med en fjernsynsblå farve.
C. Tænd- og slukur, der fx tænder lys og radio.

 

Svar: Alle tre svar er gode bud på gaver, der kan være med til at forebygge indbrud. 
Tænk gerne i flere muligheder, der kan give indtryk af, at der er nogen, selvom boligen er alene hjemme.


13. december
Hvordan gør du det bøvlet for tyven at slippe afsted med tyvekosterne?
A. Skift låsen på terrassedøren, så man skal bruge en nøgle – også indefra.  
B. Skift låsen på hoveddøren, så man skal bruge en nøgle til at komme ud.
C. Anskaf en stor hund, der er meget sulten.

 

Svar: Både A og B er gode bud. Tyven har svært ved at få større tyvekoster med sig, hvis han ikke kan åbne yderdøren. Vær desuden opmærksom på, at terrassedøren er tyvens foretrukne udgang, da han nemmere kan flygte med genstandene denne vej uden at blive opdaget. Husk, at du skal lade nøglen sidde i låsen indenfor, når du er hjemme. Det er vigtigt, at du kan komme ud i tilfælde af brand.


14. december
Hvor lang tid afsætter en tyv til at bryde en dør eller et vindue op, før han opgiver, fordi risikoen for at blive opdaget er for stor?
A. Cirka et minut 
B. Cirka tre minutter
C. Cirka fem minutter

 

Svar: Det rigtige svar er B. Og på den baggrund giver det god mening at tænke i indbrudshæmmende døre og vinduer og i øget sikring af døre og vinduer, der forsinker tyven.


15. december
Hvor ofte forhindrer aktive nabohjælpere et indbrud, der er i gang?
A. Hvert andet indbrud
B. To ud af tre indbrud
C. Tre ud af fire indbrud

Svar: Det rigtige svar er B. Og tallet viser, at aktive nabohjælpere gør en forskel i forhold til at imødegå indbrud.


16. december

Hvor er det bedst at gemme smykkerne, så tyven ikke finder dem?
A. I soveværelset
B. På badeværelset
C. I hvert fald ikke de to steder

 

Svar: Det rigtige svar er C. Indbrudstyve kender vores vaner og ved, hvor vi typisk gemmer vores værdigenstande. Find derfor et bedre gemmested allerede i dag!


17. december
Mange har udendørs lys, der bliver aktiveret, når nogen bevæger sig i området. Men hvor er det bedst at placere lys og sensorer?
A. Den del af huset, der kan ses fra gaden.
B. På husets bagside.
C. Det er godt, hvis der er lys begge steder.

 

Svar: Det rigtige svar er A. Monter ikke sensorstyret lys på husets bagside, med mindre naboer eller forbipasserende kan se, hvad der sker. For ellers giver du tyven arbejdslys uden at blive opdaget.


18. december
Hvor gode er vi generelt til at sikre vores boliger mod indbrud? 
A. Hvert fjerde hus er godt eller meget godt sikret mod indbrud.
B. Hvert ottende hus er godt eller meget godt sikret mod indbrud.
C. Hvert 12. hus er godt eller meget godt sikret mod indbrud.

Svar: Det rigtige svar er C. Derfor giver det god mening at tænke i øget sikring af din bolig.


19. december
Antallet af indbrud daler heldigvis i Syd- og Sønderjyllands Politikreds. Men hvordan har udviklingen været de seneste 10 år?
A. Antallet af indbrud er dalet med cirka 30 procent.
B. Antallet af indbrud er dalet med cirka 40 procent.
C. Antallet af indbrud er dalet med cirka 50 procent.

 

Svar: Det rigtige svar er C. Men selvom udviklingen heldigvis går den rigtige vej, kan vi stadig gøre mere for at forhindre indbrud.


20. december
Overvejer du varme varer under juletræet? Du risikerer at blive straffet. Men hvor hård er straffen for hæleri i forhold til tyveri?
A. Hæleren slipper billigere.
B. Begge bliver straffet lige hårdt.
C. Tyven slipper billigere.

 

Svar: Det rigtige svar er B. Folketinget skærpede i 2010 straffen for hæleri, så hæleren straffes lige så hårdt som tyven.


21. december
Antallet af indbrud daler heldigvis. Men hvor godt klarer Danmark sig i forhold til vores nabolande, når det gælder indbrud i private hjem?
A. Tallene er nogenlunde ens.
B. Der sker cirka dobbelt så mange indbrud i Danmark.
C. Der sker cirka tre gange så mange indbrud i Danmark.

Svar: Det rigtige svar er C. Og tallet viser, at selvom vi oplever færre indbrud i Danmark end tidligere, er tallet stadig højt i forhold til vores nabolande.


22. december
Hvor ofte sker der indbrud i juledagene i private boliger i forhold til almindelige dage?
A. Der sker cirka dobbelt så mange indbrud.
B. Der sker cirka tre gange så mange indbrud.
C. Der sker cirka fire gange så mange indbrud.

 

Svar: Det rigtige svar er C. Og tallet viser, at det giver god mening at sikre sit hjem mod indbrud i julen.


23. december
Hvilken dag sker der flest indbrud om året i private boliger?
A. Juleaftensdag
B. Nytårsaftensdag
C. Der sker cirka lige mange indbrud de to dage

 

Svar: Det rigtige svar er A. Og tallet viser behovet for at sikre sit hjem mod indbrud i julen.

 

 

24. december
Ingen quiz

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

25. april 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

Svindler mislykket med at franarre dankort fra to ældre kvinder i Esbjerg

To kvinder på 75 og 89 år lod sig ikke narre, da et falsk bankbud kontaktede dem for at få deres dankort. I stedet kom politiet hurtigt på sagen.

24. april 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

Syd- & Sønderjyllands Politi kontakter mulige forurettede i sager fra Sønderjylland

Politiets indsats udspringer af en hændelse tirsdag i en dagligvarebutik i Aabenraa, hvor en kvinde anmeldte, at en 57-årig mand havde rørt ved hende.

15. april 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

To personer dømt for flere forhold af brandstiftelse

RETTET TIL MANDAG To personer blev mandag ved Retten i Sønderborg dømt skyldige i en sag om forsætlig brandstiftelse begået på forskellige adresser i Aabenraa Kommune.