Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

1. februar 2022 12:26

Skolepatruljer bliver hyldet i vintermørket

Syd- og Sønderjyllands Politi var med i morges, da skolepatruljen i Ravsted blev belønnet for indsatsen. Syv kommuner i Syd- og Sønderjylland hylder i denne uge skolepatruljerne i kampagnen Den Sureste Uge.

skolepatrulje ravsted skole, den sureste uge

Marcus Lorenzen fra 5. klasse på Ravsted Skole blev sammen med sine kammerater i skolepatruljen hædret tirsdag morgen (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)

 

Du sidder i din bil på vej til arbejde, og udenfor er det mørkt, koldt og vådt. Lidt længere fremme ser du skolebørn i gule veste, som troligt står ved skolen og hjælper de mindste elever over vejen, selvom uge fem, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring har døbt ”Den Sureste Uge,” er en af de koldeste og mest regnfulde uger på året. Skolepatruljerne er på pletten hver eneste dag og gør en frivillig indsats for at øge trygheden.

 

Derfor hylder syv syd- og sønderjyske kommuner i denne uge deres skolepatruljer ved at bakke op om deres indsats og give dem et klap på skulderen. I morges blev skolepatruljerne ved Ravsted Børneunivers i Ravsted mellem Tønder og Aabenraa belønnet med morgenbord med kakao, rundstykker, pålæg og en lille gave til hver.

 

”Det er dejligt, at få at vide, at vi gør noget godt”, fortæller Victoria Petersen fra 6. klasse og Marcus Lorenzen fra 5. klasse, der har opgaven som skolepatrulje denne morgen foran Ravsted Skole i Aabenraa Kommune.

 

Ud af de 18 elever på skolen, der går i 5. eller 6. klasse og derfor kan melde sig som skolepatrulje, er hele 16 børn med i patruljen. 
Skolepatruljernes arbejde har en meget konkret effekt på adfærden på skolevejen. I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarer 18 procent af de adspurgte bilister, at de inden for de seneste tre måneder er kommet til at køre for stærkt på en skolevej. Det er naturligvis for mange, men faktisk svarer næsten 9 ud af 10 af de bilister, at de satte farten ned, hvis de så en skolepatrulje.

 

”Bilerne stopper, når vi står på vejen, men der er nogen, der kører lidt hurtigt og bremser op. Så kan man godt blive lidt nervøs”, fortæller skolepatruljerne i Ravsted Victoria og Marcus.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi bakkede op om arrangementet i Ravsted i morges og kombinerede det med en cykel- og selekontrol, ligesom færdselsafdelingen kom forbi og snakkede trafik med eleverne.

 

”I skal have stor tak for jeres indsats. I gør det virkelig godt”, sagde politiassistent Poul Søgaard fra Forebyggelsessektionen ved Syd- og Sønderjyllands Politi i Aabenraa til eleverne ved morgenbordet.

 

Der er bred opbakning til den indsats børnene i skolepatruljerne yder. Stort set alle bilister synes godt om deres arbejde, for hele 98 procent af de adspurgte bilister i en undersøgelse svarer, at de synes ”godt” eller ”meget godt” om skolepatruljernes arbejde.

skolepatrulje ravsted skole, den sureste uge

Victoria Petersen og Marcus Lorenzen passede på skolekammeraterne på Ravsted Skole tirsdag morgen (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)

 

poul søgaard, ravsted skole

Politiassistent Poul Søgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi roste skolepatruljerne for deres indsats (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)


Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

23. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

42-årig mand er varetægtsfængslet for et indbrud begået i 2023

Et sikret DNA-spor fra gerningsstedet førte til efterlysning i 2023 og nu i 2025 til anholdelse.

23. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

Husk at sænke farten ved vejarbejde og omkørsler – ATK-måling resulterede i 32 sager

Et vejarbejde på Rute 11 i Ribe er om kort tid slut, men for flere bilister resulterede det i en bøde for at køre for stærkt. Eller et klip i kørekortet.

22. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

Anmeldelse om pistol: Undgå at skabe utryghed og farlige situationer med hardball-pistoler og legetøjsvåben

Politiet opfordrer til omtanke. I Haderslev mandag aften var der heldigvis tale om en legetøjspistol, som en 17-årig ung mand bar i forbindelse med sin udklædning.