17. september 2019
Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporten fra tirsdag den 17. september 2019
AKTION MOD BORDELLER
Politiets udlændingekontrolafdeling gennemførte tirsdag i samarbejde med SKAT en aktion mod et par adresser, hvor der muligvis foregik bordelvirksomhed. En adresse i Næstved blev tjekket klokken 14.10, og her blev der ikke fundet ulovligheder. Omkring klokken 14.30 blev en adresse på Nordfalster besøgt, og her traf politiet en 34-årig udenlandsk kvinde, hvis visum var udløbet. Kvinden blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Hun fik en bøde på 1.500 kroner for overtrædelsen, og Udlændingestyrelsen skal nu tage stilling til hendes sag.
MERN: Pytonslanger stjålet – vær opmærksom på hæleri
I går et sted mellem klokken 9 og 13 var der indbrud i et hus på Øster Egesborgvej i Mern. Her blev der bl.a. stjålet en del slanger af racen kongepyton og træpyton. Politiet opfordrer til, at man sikrer sig, at der ikke er hæleri med i spillet, hvis man får tilbud om at købe en pytonslange. Alle kvælerslanger er omfattet af den internationale lovgivning om beskyttelse af dyr (CITES), og man skal derfor altid kunne dokumentere deres lovlige oprindelse. Hvis man har mistanke om, at den, der tilbyder at sælge en slange, ikke har rent mel i posen, skal man kontakte politiet på telefon 1-1-4.
NAKSKOV: Bil rullede rundt
En 20-årig mand fra Nakskov kørte tirsdag formiddag galt. På Maribovej ved Nakskov skred baghjulene ud i rabatten, og den 20-årige mistede herredømmet over bilen, der rullede flere gang rundt og totalskadet landede på en mark. Undervejs blev der nedlagt flere vejskilte. Den 20-årige blev kørt til behandling for sine knubs på sygehuset i Nykøbing, og der blev rutinemæssigt taget en blodprøve, så det kan afgøres, om der har været spiritus og/eller stoffer indblandet i uheldet.
NÆSTVED: Hjemløs stjal tøj i Bilka
Politiet tirsdag klokken 13.22 en anmeldelse fra Bilka i Næsted Storcenter om, at medarbejderne tilbageholdt en butikstyv. Det var en 27-årig udenlandsk mand, der havde taget forskellige stykker tøj og sko med i prøverummet, hvor han tog tøjet og skoene på. Herefter betalte han for en øl og gik ud gennem kassen, hvor han så blev standset af en medarbejder. Den 27-årige havde stjålet tøj for 1.246 kroner, og han forklarede, at han var hjemløs. Manden blev anholdt klokken 14.12 og sigtet for butikstyveri, og han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt med hjælp fra tolk. Ved visitationen af den anholdte fandt politiet en pose med rester af hash, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af af lov om euforiserende stoffer. Den 27-årige blev løsladt igen klokken 17.05, og han kan nu vente en bøde på 2.500 kroner for butikstyveriet og på 2.000 kroner for at have ulovlige stoffer.
GEDSER: 21-årig havde hash
Ved en kontrol af de rejsende, der tirsdag klokken 15.25 ankom med bus til Gedser fra Tyskland, snusede politihunden Eddie sig frem til en 21-årig udenlandsk mand. Han viste sig at have 2,6 gram hash i sin bagage, og derfor blev han sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Hashen blev destrueret, og den 21-årige fik en bøde på 2.000 kroner for overtrædelsen. Udlændingestyrelsen skal tage stilling til, om han skal udvises fra Danmark.
VORDINGBORG: Anmeldelse om hashlugt
Tirsdag klokken 16.59 rykkede politiet ud til en adresse i Vordingborg, fordi der var kommet en anmeldelse om, at der lugtede lige rigeligt krydret af hash. Hos en 20-årig mand fandt politibetjentene en smule hash på 0,6 gram, rygepapir og en vægt. Delene blev konfiskeret, og den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Mern | Øster Egesborgvej | Hus | Tirsdag klokken 9.00-13.00 | Slanger af racen kongepyton og træpyton og et jakkesæt |
Rønnede | Borupvej | Landejendom | Tirsdag klokken 6.00-16.11 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Toksværd | Villa Galllinavej | Hus | Tirsdag klokken 7.30-15.06 | Smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Herlufmagle | Helgesvej | Tirsdag klokken 13.40-17.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 105 | 10 | 40 km/t | 60 km/t | To klip |
Lundby | Junker Ruds Vej | Tirsdag klokken 7.10-11.15 | ATK – bestilt færdselskontrol | 230 | 22 | 50 km/t | 76 km/t | Fem klip |
Næstved | Østre Ringvej | Tirsdag klokken 10.10-13.15 | ATK | 661 | 41 | 60 km/t | 83 km/t | Et klip |
Sorø | Nyrupvej | Tirsdag klokken 13.45-19.45 | ATK – bestilt færdselskontrol | 117 | 21 | 60 km/t | 98 km/t | Seks klip |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718