Uddrag fra mandagens døgnrapport
Her kan du læse et uddrag fra mandagens døgnrapport fra Sydsajællands og Lolland-Falsters Politi
KARISE: Tabte hævekort efter indbrud
Natten til mandag var der indbrud i en garage på en adresse i Karise. Efterfølgende blev der på stedet fundet et hævekort, som ikke tilhørte nogen af beboerne på adressen. Så to og to blev lagt sammen, og ejeren af hævekortet fik mandag aften et besøg fra ordensmagten. Det drejer sig om en 41-årig mand fra lokalområdet, der blev anholdt og sigtet for indbruddet. Han blev også sigtet efter lov om euforiserende stoffer, da der på hans bopæl blev fundet amfetamin og nogle ulovlige svampe.
NÆSTVED: Vanvidskørsel
En politipatrulje blev i går klokken 17.57 opmærksomme på en bil, der havde alt for meget fart på, da den kom kørende ad Stenlængegårdsvej i Næstved. Politiets fartmålerudstyr viste en hastighed på 105 km/t, hvilket er over dobbelt så hurtigt, som den tilladte hastighed på stedet – nemlig 50 km/t. Bilen blev standset et stykke derfra, og føreren – en 28-årig mand med ukendt adresse – blev sigtet efter færdselsloven. Da den slags hastighedsovertrædelse kategoriseres som vanvidskørsel, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.
NÆSTVED: Køb og salg af hash – to sigtet
To betjente fra en af politiets forebyggende patruljer lagde mandag klokken 19.31 mærke til to mænd, der befandt sig på Østre Ringvej i Næstved. Det så ud som om, de udvekslede et eller andet, og ved en nærmere undersøgelse af mændene viste det sig da også, at den ene havde en lille pose med hash i. Manden, der er 25 år og fra byen, blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer. Den anden mand – en 21-årig mand fra Næstved – havde flere små poser med hash og nogle ting, som indikerede, at han solgte de ulovlige stoffer videre. Han blev derfor sigtet for salg af narko.
NÆSTVED: Fandt ulovlige stoffer i lejlighed
I forbindelse med en almindelig patruljering i går klokken 21.10 Ved Kilden i Næstved blev betjentene opmærksomme på en modkørende personbil. Patruljen vendte rundt og gav tegn til bilen om at standse. Inden betjentene kunne nå frem til bilen, stak føreren af bilen imidlertid af til fods. Tilbage i bilen var en mand og en kvinde, og kvinden virkede temmelig påvirket. Der blev fundet noget amfetamin i bilen, og ved den efterfølgende ransagning af kvindens lejlighed, fandt betjentene både hash, amfetamin, MDMA og ecstasy. Kvinden, der er 25 år, blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
RØDBYHAVN: To glemte sikkerhedsseler i én bil
En af politiets kadetter blev natten til tirsdag klokken 1.05 opmærksom på en udenlandsk bil, der kom med færgen fra Tyskland. Bilen blev standset i indrejsefeltet i Rødbyhavn, og ved et nærmere tjek viste det sig, at en kvinde på bagsædet ikke havde sikkerhedssele på. Hun blev derfor sigtet efter færdselsloven. Desuden lå der et barn på tværs af bagsæderne, og barnet havde heller ikke sikkerhedssele på. Derfor blev føreren af bilen – en 34-årig mand – sigtet efter færdselsloven for ikke at have sikret, at barnet var spændt forsvarligt fast.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde. Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Skælskør | Grendalsvej | Mandag kl. 16.05 | Smykker |
Slagelse | Thistedvej | 24/04 – 28/04 | Smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Ringstedvej | Mandag kl. 04.54 – 10.40 | ATK | 1180 | 20 | 80 km/t | 106 km/t | - |
Karrebæksminde | Karrebækvej | Mandag kl. 10.28 – 17.08 | ATK | 1757 | 14 | 60 km/t | 80 km/t | - |
Sakskøbing | Sydmotorvejen | Mandag kl. 10.45 – 17.00 | ATK | 3630 | 63 | 110 km/t | 146 km/t | - |
Skælskør | Sorøvej | Mandag kl. 15.11 – 20.00 | ATK | 507 | 32 | 50 km/t | 77 km/t | 4 klip |
Sorø | Vestmotorvejen | Mandag kl. 13.58 – 19.30 | ATK | 7469 | 38 | 130 km/t | 161 km/t | - |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Gedser | Skolegade | Mandag kl. 19.01 | 54-årig mand | Spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden |
Næstved | Østre Ringvej | Mandag kl. 21.34 | 30-årig mand | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden |
Nørre-Alslev | Sydmotorvejen | Mandag kl. 08.50 | 41-årig mand | Narkokørsel og for at køre hurtigere end tilladt |
Slagelse | Bildsøvej | Mandag kl. 21.14 | 26-årig mand | Narkokørsel |
Vordingborg | Mønsvej | Mandag kl. 20.41 | 40-årig mand | Spirituskørsel |
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718