Spring til hovedindhold

Forslag

Specialenheden NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) håndterer indsatsen mod de mest komplekse og alvorlige sager om organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter NSK hele dansk politi med specialiseret ekspertise på flere områder.

nsk politi anklager civil samarbejde

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse.

 

NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet. NSK arbejder sammen som én enhed, hvor der derfor drages nytte af kompetencer og erfaringer på tværs af områder og centre.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største og skiftende kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt. NSK samarbejder operativt med andre myndigheder, og har en stærk proaktiv tilgang til kriminalitetsbekæmpelse.

 

Enheden blev etableret den 1. januar 2022 og ledes af politidirektør Lasse Boje Nielsen. Enheden består af en række forskellige centre, som du kan læse mere om nedenfor. Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup, og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

 

Organisationsdiagram for National enhed for Særlig Kriminalitet

 

National enhed for Særlig Kriminalitet

Ejby Industrivej 125-135
2600 Glostrup

Sådan sender du en sikker e-mail

Efterforskning Vest

Efterforskning Vest foretager efterforskning i Danmark af den komplekse organiserede kriminalitet og økonomiske kriminalitet med fokus på indsatsen i Jylland og på Fyn.

 

Efterforskning Vest består af to centre. Center for Organiseret Kriminalitet Vest og Center for Økonomisk Kriminalitet Vest.

 

 

Center for Organiseret Kriminalitet

Center for Organiseret Kriminalitet arbejder med proaktive og reaktive efterforskninger og har som særlige indsatsområder:

  • Indsatsen mod organiseret kriminalitet og netværk, herunder rocker og bandemiljøet og de voldelige konflikter, de er en del af.

  • It-kriminalitet udøvet af centrale bagmænd, der står bag organiseret kriminalitet på tværs af politi- og landegrænser

  • Bistand til politikredsene og NSK's egne efterforskninger på områderne for observation, teknisk understøttelse og kildeføring.

 

Center for Økonomisk Kriminalitet efterforsker komplekse sager vedrørende økonomisk kriminalitet. Centret understøtter bl.a. politikredsene, primært i Vestdanmark, med efterforskning af mellemstore sager om økonomisk kriminalitet.

 

En stor del af sagerne anmeldes via professionelle anmeldere som eksempelvis Skattestyrelsen, Erhvervsstyrelsen, kuratorer etc.

 

Typiske sager, som behandles i Center for Økonomisk Kriminalitet Vest, er overtrædelser vedrørende skatte- og afgiftslovgivningen, hvidvask, bedrageri, kædesvig, skyldnersvig etc.

Efterforskning Øst

Center for Organiseret Kriminalitet Øst (OCØ) foretager efterforskning af kompleks og organiseret kriminalitet med fokus på Østdanmark.

 

Centrets efterforskningsafdeling arbejder primært med proative efterforskninger og har som særlige indsatsområder:

 

  • Indsatsen mod organiseret kriminalitet og netværk, herunder rocker- og bandemiljøet og de voldelige konflikter, som de er en del af.
  • It-kriminalitet udøvet af centrale bagmænd, der står bag organiseret kriminalitet på tværs af politi- og landegrænser.

  • Grænseoverskridende organiseret kriminalitet i Øresundsregionen i et tæt samarbejde med svensk politi og øvrige retshåndhævende myndigheder i regionen med fokus på kriminelle, der opererer på tværs af den dansk-svenske grænse.

  •  Centrets afdeling for observation og teknik understøtter NSK’s egne efterforskninger og lejlighedsvis politikredsene med observation og forskellige tekniske undersøgelser og løsninger.


Center for Økonomisk Kriminalitet varetager behandlingen af sager om den mest komplekse økonomiske kriminalitet. Det vil især være i sager, hvor der formodes at være begået en økonomisk forbrydelse, der er af et betydeligt omfang og sker som led i organiseret kriminalitet. I de sager, som centret efterforsker, er der også ofte anvendt særlige forretningsmetoder. 

 

Center for Økonomisk Kriminalitet behandler desuden internationale straffesager. Her vil efterforskningen og strafforfølgningen typisk forudsætte særlig viden og indsigt i forhold i udlandet, og at der etableres et samarbejde med myndigheder, institutioner og organisationer i andre lande.

 

Center for Økonomisk Kriminalitet varetager desuden opgaver omhandlende sporing, beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra kriminalitet.

 

Derudover visiterer centret straffesager af anmeldelser vedrørende krænkelser af intellektuelle rettigheder, børskriminalitet og overtrædelser af konkurrence- og hvidvasklovgivningen.

NCIK har den nationale opgave for anmeldelse, visitation samt for den indledende efterforskning af it-relateret økonomisk kriminalitet.

Derudover varetager NCIK den nationalt koordinerende forebyggende indsats for it-relateret økonomisk kriminalitet.

Specifikt håndterer centeret den centrale drifts- og forebyggelsesfunktion inden for følgende sagskategorier af it-relateret økonomisk kriminalitet:

 

  • Samhandel
  • Kontaktbedrageri mod borgere, virksomheder og foreninger
  • Bedrageri mod finansielle institutioner og kreditgivere
  • Misbrug af betalingskort
  • Misbrug af adgang til netbank/betalingstjenester
  • Ransomware og masseafpresning

Samtidig arbejder NCIK med at forebygge og forhindre udviklingen i den stigende kriminalitet på nettet. Derudover er det centrets opgave at skabe overblik over omfanget af it-relateret økonomisk kriminalitet indenfor de ovennævnte sager i Danmark.

 

Efterretning og Analyse

Efterretning og Analyse og Kriminalteknik består af Efterretnings- og Analysecenter (EAC), Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Nationalt Cyber Crime Center (NC3).

 

Efterretnings- og Analysecenter (EAC)

EAC leverer et analytisk fundament til strategiske såvel som operative indsatser i NSK. EAC har til formål at indhente, bearbejde og analysere informationer om nationale kriminalitetsudfordringer af samfundsskadelig karakter inden for særligt kompliceret kreds- og grænseoverskridende organiseret kriminalitet og alvorlig økonomisk kriminalitet. EAC’s arbejde med indhentning, bearbejdning og analyse omfatter både informationer af efterretningsmæssig karakter og informationer af betydning for konkrete efterforskninger i NSK.

EAC har ansvaret for det nationale overblik over nye trends, modi og miljøerne indenfor bl.a. rocker- og bandekriminalitet, narkotika- og våbenkriminalitet og alvorlig økonomisk kriminalitet. EAC udarbejder bl.a. trusselsvurderinger, politifaglige statusrapporter og pengestrømsanalyser, og yder bistand til politikredsene og NSK’s egne efterforskninger på områderne for teledata og krypteret kommunikation, kildeføring samt Open-Source Intelligence (OSINT).

EAC har derudover et stærkt samarbejde med Europol og andre internationale samarbejdspartnere. Sektionen for internationalt samarbejde sørger bl.a. for koordineringen af det internationale politisamarbejde i NSK, og at EAC er opdateret på internationale tendenser inden for NSK’s kriminalitetsområder.

Afdelingen for kvalitetssikring af drabssager er ligeledes forankret under EAC. Afdelingen har et nationalt overblik over alle drabssager og bistår politikredsene med efterforskningsmæssig sparring og kvalitetssikring under aktuelle drabsefterforskninger.

I EAC er der et stærkt tværfagligt samarbejde mellem medarbejderne, idet EAC’s afdelinger består af både politifagligt uddannede og civile. I EAC er der desuden et tæt samarbejde på tværs af afdelinger og NSK, ligesom EAC’s medarbejdere samarbejder med eksterne parter såsom finansbranchen og Skattestyrelsen.

NKC understøtter på landsplan politikredsene med den specialiserede del af bevissikringen, som kræver særlig kriminalteknisk ekspertise, rutine og udstyr. NKC er fysisk placeret i både Øst- og Vestdanmark. NKC yder efter anmodning bistand til politikredsene med bl.a. ydelser i forbindelse med gerningsstedsundersøgelser, sporsikring, bombe- og ammunitionsfund, og assistance til identifikation af døde.

 

Endvidere leverer NKC laboratorieundersøgelser vedrørende fingeraftryk, DNA, våben, spor, dokumenter, rekonstruktioner og foto- og videodokumentation. NKC udfærdiger på baggrund af gennemførte undersøgelser tekniske erklæringer til brug for straffesagsbehandlingen i politikredsene og med henblik på bevisførelse i retten. Herudover er NKC ansvarlig for driften af registrene vedrørende fingeraftryk, DNA og Nationalt Fotoregister.

 

Endeligt rådgiver NKC politikredsene om kriminaltekniske spørgsmål af både konkret og generel karakter og varetager derudover en række opgaver af uddannelsesmæssig karakter, ligesom NKC indsamler, systematiserer og vurderer viden og udviklingsmuligheder inden for det kriminaltekniske område.

 

Nationalt Cyber Crime Center (NC3) har det overordnede politifaglige ansvar for at understøtte dansk politis efterforskning af kompleks it-relateret kriminalitet som fx hacking, ransomeware og DDoS- angreb samt har ansvar for operative indsatser på cybercrimeområdet.

NC3 understøtter derudover dansk politi på en række specialområder, herunder i sager om it-relaterede seksualforbrydelser som f.eks. seksuelt misbrug af børn, grooming og sextortion.

Politiets Online Patrulje er ligeledes en del af NC3, og formålet med dette arbejde er at styrke politiets digitale tilstedeværelse og efterforskningsmuligheder.

NC3 er desuden ansvarlig for sikringen af digitale spor til brug for politiets efterforskninger, herunder teledata og data fra sociale medier og online platforme.

 

NC3 har desuden en kredsunderstøttende funktion i forhold til it-kriminalteknik. NC3 yder assistance til politikredsene inden for følgende områder:

 

  • Ransagninger i it-miljøer

  • Understøttelse af efterforskninger med specialistkompetencer

  • Datasikring, procesering og analyse af databærende medier, herunder mobiltelefoner, computere, USB, car-infotainment-systemer mv. i komplekse og alvorlige sager

  • Dekryptering

 

Anklagemyndigheden i NSK

Anklagemyndigheden i NSK har ansvaret for de straffesager, hvor efterforskningen er forankret i NSK. De straffesager, der behandles i NSK er derfor primært økonomiske, organiserede og it-relaterede straffesager. Anklagemyndigheden er organiseret i fem advokaturer med hver sit fokusområde. I alt består anklagemyndigheden i NSK af cirka 100 medarbejdere.

 

Advokaturen for Organiseret og Økonomisk Kriminalitet VEST

Advokaturen for Organiseret og Økonomisk Kriminalitet VEST er placeret i Aarhus og Silkeborg og behandler komplekse straffesager om organiseret og økonomisk kriminalitet med fokus på kriminalitet begået i Jylland og på Fyn.

Advokaturen for Organiseret Kriminalitet ØST er placeret i Østdanmark og behandler komplekse straffesager om organiseret kriminalitet med fokus på kriminalitet begået i hovedstadsområdet og på Sjælland.

Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 1 er placeret i Østdanmark og behandler straffesager inden for følgende sagsområder:

  • IPR
  • Konkurrence
  • Sporing af udbytte mv.
  • Børs og Finans
  • Hvidvask

Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 2 er placeret i Østdanmark og behandler straffesager inden for følgende sagsområder:

  • Bedrageri, bl.a. udbyttesagerne
  • Internationale straffesager og korruption
  • Skatte- og afgiftssager

Advokaturen for Kvalitet og Udvikling er placeret i Østdanmark og fører tilsyn med straffesagerne i hele NSK, herunder kvalitets- og legalitetssikringen af straffesagerne i NSK. Advokaturet udvikler og optimerer NSK’s straffesagsbehandling og -processer samt understøtter vidensdelingen med de øvrige advokaturer i NSK.

Advokaturen for Kvalitet og Udvikling er derudover anklagemyndighed i NCIK og har derfor det anklagerfaglige ansvar for behandlingen af straffe- og klagesager i NCIK, ligesom advokaturen understøtter den løbende optimering af straffesagsbehandlingen og sagsgangene i NCIK.

Staben i NSK

Ledelsessekretariatet fungerer som indgang for alle henvendelser til NSK fra overordnede myndigheder og eksterne samarbejdspartnere. Ledelsessekretariatet leverer desuden administrativ støtte til øverste ledelse i NSK.

Ledelsessekretariatet besvarer høringer og folketingsspørgsmål og udarbejder vejledninger og retningslinjer til politiansatte. Derudover yder ledelsessekretariatet generel juridisk sparring og sagsbehandling i sager uden for strafferetsplejen, herunder i sager af mere forvaltningsretlig karakter, såsom aktindsigt og klagesager, såvel som i databeskyttelsesretlige spørgsmål. Endelig foretager ledelsessekretariatet løbende kvalitets- og legalitetskontrol med politisøjlens arbejde.

Kommunikation har ansvaret for pressehåndtering i organisationen og har den daglige kontakt med medierne. Kommunikation udarbejder desuden pressemeddelelser samt laver indhold til NSK’s sociale medie kanaler. Kommunikationen rådgiver desuden ledelsen i kommunikations- og pressemæssige spørgsmål samt håndterer den interne kommunikation i organisationen.

HR har til opgave at sikre en effektiv og professionel understøttelse af organisationen. Centret består af sektionerne Uddannelse og Udvikling, Tjenestetid og Rekruttering samt Drift og Jura.

De tre sektioner beskæftiger sig med kompetenceudvikling, arbejdsmiljø, sygdom, planlægning af arbejdstid, rekruttering af både civile og politiuddannede medarbejdere, generel personaleadministration, lønforhandlinger, efterlevelse af lovgivning inden for personalejuraen og meget mere.

Afdelingen Udvikling og Projekter er bindeled mellem de strategiske ledere og driften i de enkelte centre. Udvikling og Projekter er en intern rådgivnings- og konsulentfunktion, som løser de problemer, der står i vejen for en velfungerende drift. 

Opgaverne i afdelingen er små og store, strategiske og lavpraktiske, hastere og langsigtede og ofte organiseret som projekter, f.eks. politifaglige projekter, byggeprojekter, it-projekter, HR-projekter og meget mere.

NSK Økonomi består af sektionerne Logistik og service samt budget, controlling og regnskab.

Logistik og service varetager opgaver i relation til driften af NSK’s bygninger i tæt samarbejde med COOR og Bygningsstyrelsen. Derudover er Logistik og Service ansvarlig for administrationen af NSK’s køretøjer, operationelt materiel og sikringsopgaver.

Budget, controlling og regnskab varetager den overordnede økonomistyring i NSK. Det drejer sig konkret om budgetlægning og – styring, controlling af løn og driftsudgifter, håndtering af nye udgiftsinitiativer mv.

 

 
Hvidvasksekretariatet

Hvidvasksekretariatet fungerer som Danmarks Financial Intelligence Unit (FIU) og har til opgave at modtage, analysere og videreformidle underretninger om mulig hvidvask eller finansiering af terrorisme. Underretningerne modtages bl.a. fra de i hvidvaskloven underretningspligtige virksomheder og personer.

 

Herudover kan Hvidvasksekretariatet modtage underretninger fra andre myndigheder, virksomheder og personer, der ikke er underretningspligtige. Hvidvasksekretariatet modtager desuden andre typer af informationer fra nationale og udenlandske myndigheder, herunder fra politikredsene, tilsynsmyndighederne og andre landes FIU’s.