Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

8. juni 2022 10:42

Politi advarer mod sms'er om narkosalg til børn

Københavns Politi har set flere eksempler, hvor børn ned til otte år modtager sms’er med tilbud på kokain og MDMA. Tal med jeres børn og kontakt os hvis det sker, lyder opfordringen fra politiet.

Det er ikke kun beskeder fra bedsteforældre og klassekammerater, der tikker ind på børns mobiltelefoner og sociale medier. I flere tilfælde er Københavns Politi stødt på sager, hvor børn ned til otte år har modtaget beskeder fra en narkohandler, der reklamerer med tilbud på hårde stoffer.

Beskederne er fra såkaldte hvide bude, der på samme måde som et madbud leverer den bestilte vare direkte til køberen. I disse tilfælde er varen ofte kokain, MDMA eller andre euforiserende stoffer. 

”Vi har en hård kurs over for hvide bude, som vi de seneste år har set flere af. Det er organiserede kriminelle, som med alle midler prøver at sælge deres stoffer, og de holder sig ikke tilbage med at kontakte selv små børn,” siger politikommissær Andreas Madsen fra Operativ specialafdeling i Københavns Politi.

Årsagen til, at et tilfældigt barn modtager en besked, kan være, at barnets telefonnummer tidligere har tilhørt en køber, der har benyttet et hvidt bud.

 

Andreas Madsen opfordrer derfor forældre og andre voksne, der omgås børn, til at tale med dem om, hvad de skal gøre, hvis de pludselig modtager en besked om, at de kan købe ”flake” eller ”emma”, som er betegnelser, der bruges for kokain og MDMA.

”Det er vigtigt, at forældre snakker med deres børn om, at de kan få den her slags sms’er eller beskeder på deres sociale medier. Hvis det sker, så skal de fortælle det til deres forældre, som skal kontakte politiet. De skal ikke begynde at svare på beskederne. Det er dybt kriminelle personer, der sidder i den anden ende, og dem skal børn ikke have noget med at gøre,” siger Andreas Madsen.

De seneste år har Københavns Politi haft et øget fokus på hvide bude, og der bliver løbende foretaget anholdelser af både købere, sælgere og leverandører. Blandt andet blev der fredag aften anholdt to unge mænd, der blev sigtet for besiddelse og salg af kokain. De blev begge varetægtsfængslet i 23 dage. 

Gode råd, hvis dit barn modtager SMS’er eller beskeder på sociale medier fra hvide bude:

  •  Svar aldrig på beskederne.
  • Tag gerne screen dumps af beskeden og nummeret.
  • Kontakt politiet på tlf. 1-1-4.
  • Slet beskeden og blokér modtager, hvis det er muligt.
  • Vær også opmærksom på, at der kan komme andre beskeder, hvor gerningsmænd forsøger at lokke børn til at overføre penge på et falskt grundlag.
  • Sådan kan en af de omtalte beskeder fra et hvidt bud se ud:
  • Københavns Politi

Pressekontakt

Telefon: 35219260

28. november 2024

Københavns Politi

Bandemedlemmer varetægtsfængslet på sjette måned for omfattende kontaktbedragerier i Norden

I samarbejde med finsk og norsk politi har Københavns Politi gennem længere tid efterforsket en omfattende sag om organiserede kontaktbedragerier begået mod primært ældre borgere i Norden.

21. november 2024

Københavns Politi

Ti personer anholdt i sag om omfattende hvidvask

Københavns Politi slog i morges til på 17 adresser på Sjælland og anholdt otte mænd og to kvinder i alderen 23 til 65 år. De er mistænkt for at have drevet et netværk af selskaber, som har handlet med fiktive fakturaer.

15. november 2024

Københavns Politi

Københavns Politi forlænger to visitationszoner i yderligere fire uger

Det er politiets vurdering, at der fortsat verserer en bandekonflikt, og for at sikre trygheden for borgerne i de berørte områder har Københavns Politi besluttet at forlænge to visitationszoner.