Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

8. december 2023 11:22

Pas på dit kreditkort når du skal hjem fra byen

Københavns Politi efterforsker for tiden flere sager, hvor især unge mænd har fået stjålet og misbrugt deres kreditkort, når de har taget en pirattaxa hjem fra nattelivet. Politiet opfordrer til, at man aldrig benytter sig af pirattaxaer.

Brug en autoriseret taxa, tag toget eller få et familiemedlem til at hente dig, når festen eller julefrokosten er slut, og du skal hjem fra byen. Det er opfordringen fra politikommissær Thor Munck Grønbæk fra Københavns Politi.

 

Baggrunden er flere sager, hvor unge, ofte berusede mænd, har fået stjålet og misbrugt deres kreditkort i forbindelse med, at de har taget en pirattaxa efter en bytur.

 

”Man skal holde sig fra pirattaxaer. De er i sig selv ulovlige, og så ser vi desværre flere sager, hvor chaufføren helt udspekuleret franarrer både kort og pinkode fra den kunde, der lige er steget ind i bilen. Vi tror, at gerningsmændene helt bevidst går efter de unge, der er mest berusede og derfor måske også de letteste at snyde,” siger Thor Munck Grønbæk.

 

Det er især i Indre By, at sagerne er registreret. Når turen er slut, har føreren noget, der ligner en betalingsterminal og får på den måde afluret pinkoden. Efterfølgende bliver passageren udsat for et tricktyveri, hvor vedkommende mister sit betalingskort, som derefter bliver misbrugt med risiko for store tab til følge.

 

”Det er jo brandærgerligt at vågne op dagen efter en bytur og opdage, at man er blevet udsat for tyveri og databedrageri. Selv om vi har foretaget flere anholdelser, så får vi stadig nye anmeldelser, som vi aktuelt efterforsker, og det er også en problematik, som vi er ekstra opmærksomme på, når vi patruljerer i nattelivet,” siger Thor Munck Grønbæk.

 

Sidste år faldt der dom i en lignende sag, hvor en dengang 22-årig mand blev idømt halvandet års fængsel for i forbindelse med pirattaxakørsel at have stjålet mere end 20 kreditkort. Kortene brugte han til at hæve over en halv million kroner, som efterfølgende blev konfiskeret. Derudover blev han idømt et erstatningskrav på ca. 200.000 kroner. Det ene år af fængselsstraffen var betinget.

Pressekontakt

Telefon: 35219260

4. september 2025

Københavns Politi

30-årig idømt livstid for skuddrab på åben gade

En 30-årig dansk statsborger har tilstået, at han i august 2024 skød og dræbte en 43-årig mand på Hans Tavsens Gade på Nørrebro. Det er politiets og anklagemyndighedens vurdering, at han var bestilt til at begå drab.

21. august 2025

Københavns Politi

31-årig udleveret til Danmark i sag om vanvidskørsel og uagtsomt manddrab på Langebro

Myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater har på Københavns Politis anmodning anholdt en 31-årig dansk statsborger og udleveret ham til Danmark med henblik på retsforfølgning for en dødsulykke på Langebro i 2019.

19. august 2025

Københavns Politi

Fire personer tiltalt for at stå bag narkotikacentral

De fire er tiltalt for at have drevet eller medvirket til at drive en narkotikacentral, hvorfra der er solgt mindst halvandet kilo kokain gennem en periode på tre måneder