Seks anholdelser i rocker/bande-miljøet
Københavns Politis operative specialafdeling aktionerede onsdag mod rocker/bande-grupperinger.
Ved Nørrebro Parken blev tre personer anholdt i forbindelse med organiseret hashsalg og vagtvirksomhed. I Mjølnerparken blev tre anholdt, to efter en kort og intensiv efterforskning – som Københavns Politi ikke kan beskrive nærmere - og en tredje for gentagne tilfælde af brugstyveri.
De seks personer - der er mænd i alderen 17-27 år - fremstilles i dag i dommervagten i Københavns Byret.
"Det er helt åbenlyst, at København – og særligt Nordvest-kvarteret – i den seneste tid har været plaget af en konflikt i rocker/bande miljøet. Københavns Politi hverken kan eller vil acceptere voldsparatheden og den afstumpede adfærd, som vi har været vidne til. Det er også helt uacceptabelt, at fredelige borgere skal udsættes for den slags utryghedsskabende adfærd. Vi har allerede et godt værktøj i visitationszonen, men gårsdagens aktion er et eksempel på, at den ikke kommer til at stå alene. Vi har og vil fremadrettet have fuld fokus på bandegrupperingernes ageren," siger Lars Karlsen, fungerende leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi.
Evt. henvendelser fra pressen kan rettes til: Lars Karlsen, fungerende leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, tlf. 72588314
Københavns Politi
Kommunikationssektionen