Status på forhøjet vandstand i Københavnsområdet
Der forventes gradvise stigninger i vandstanden frem mod aften. Sådanne vandstigninger kan ramme området på Syd-/Vestamager op til Øresundsmotorvejen.
I værste fald kan vandstanden efter den seneste DMI-prognose stige med op til 133 – 148 cm. Hvis det sker, kan der ske oversvømmelse af kystnære boligområder på det østlige og sydlige Amager samt boligområder op til Amager Fælled. De områder, som eventuelt kan komme i risiko, er ca. skitseret på nedenstående kort.
Beboere i områderne opfordres til at følge udviklingen tæt og til at sikre deres ejendele, hvis det bliver nødvendigt. Skulle en egentlig evakuering af særligt udsatte områder og/eller borgere komme på tale, vil Københavns Politi naturligvis informere herom.
Beredskabet er i gang med kystsikringsarbejdet, og der tilkaldes ekstra mandskab hertil. Politiet følger udviklingen tæt og vil løbende orientere om situationen på twitter og via de lokale medier. Borgerne opfordres til at følge udviklingen her.
Københavns Politi
Kommunikationssektionen