Ekstra coronafokus på Vestegnen
Seks områder på Vestegnen får politiets særlige opmærksomhed i weekenden og i den kommende tid for at hindre coronasmitte. Politidirektør opfordrer til, at man nøje overvejer sin adfærd og indskærper, at det stadig er forbudt at forsamle sig.

Selvom foråret spirer, solen skinner, og mange får lyst til at være mere ude – så er der stadig smittefare med coronavirus og forbud mod at forsamle sig mere end 10 personer både ude og inde.
For at være på forkant i indsatsen mod forsamlinger i den kommende tid, har Københavns Vestegns Politi udpeget seks ’hotspots’, hvor politiet vil holde ekstra godt øje:
"Tiden er ikke til større forsamlinger i det fri – tværtimod – og derfor har vi en prioriteret opmærksomhed på forsamlinger, afstand og smittespredning – og bødeblokken sidder løst nu," siger politidirektør Kim Christiansen
Der er tale om fire havne og to grønne områder, hvor politiet forudser, at mange tager hen, hvis vejret er godt:
"Vi vil ikke se store, tætte mængder af mennesker eller forsamlinger – så kommer vi til at skride ind. Tænk nøje over, hvor du tager hen – er der mange andre, så besøg et andet sted eller kom igen senere. Der er mange dejlige steder på Vestegnen," siger politidirektøren.
Skilte og forbud
Politiet vil opsætte skilte ved de seks hotspots med oplysning om, at forsamling af for mange mennesker på stedet kan indebære, at politiet vil nedlægge forbud mod ophold på stedet, jf. bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger mv. §10, stk. 1.
"Skal du arbejde på din båd eller på picnic med nærmeste familie, så hold afstand til andre og klump jer ikke sammen. Det er alles ansvar at hindre smittespredningen til vores fælles bedste – og vi er parate til at udstikke bøder og forbud, hvis folk er for mange eller for tætte," siger politidirektør Kim Christiansen.
De seks hotspots:
1. Bagsværd sø i Gladsaxe kommune – de grønne områder omkring søen
2. Hvidovre Havn i Hvidovre kommune
3. Brøndby Havn i Brøndby kommune
4. Ishøj Havn i Ishøj kommune
5. Vallensbæk Havn i Vallensbæk kommune
6. Elverparken i Herlev kommune
Læs loven bag
Bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk