Spring til hovedindhold

Forslag

Varsling

Ved du, hvad du skal gøre, når myndighederne varsler? Læs om de forskellige varslingskanaler, som myndighederne benytter, når der er fare på færde i et område.

Sådan varsler myndighederne - infografik

Foto: Beredskabsstyrelsen

Hvis der opstår en akut situation af livstruende karakter for et større antal mennesker i Danmark eller dele af Danmark, har myndighederne mulighed for at advare befolkningen på flere forskellige måder.

 

Det kan fx være i situationer med brand, eksplosion, ekstreme vejr- eller miljøforhold, nedbrud på samfundskritiske systemer eller i tilfælde af ulykker og katastrofer.

 

Myndighederne kan både varsle med fysiske sirener og via såkaldt 'cell broadcast'-teknologi til mobiltelefoner i et berørt område. Såfremt du har en nyere mobiltelefon med opdateret styresystem, modtager du således automatisk advarsler på mobilen via S!RENEN, hvis du befinder dig i et fareområde.

 

Myndighederne tester varslingskanalerne én gang om året, og det er altid den første onsdag i maj kl. 12.00.

Det skal du gøre, hvis de fysiske sirener hyler

Gå indendøre

Søg information hos DR eller TV 2

Ring ikke 112 for at få information

Det skal du gøre, hvis du modtager en advarsel på mobilen

Stop

Læs

Reagér

Om varsling
Når der ved større ulykker og katastrofer er akut livsfare for et større antal mennesker, kan myndighederne varsle berørte borgere ved hjælp af det landsdækkende sirenevarslingssystem.

Sirenerne lyder først med 'Fare'-signalet, som er en tone, der gentages fire gange i løbet af 45 sekunder. Tonen stiger hurtigt og falder langsomt, og der er pause mellem gentagelserne.

Fare-signalet gentages efter fire minutter.

 

Det betyder: Gå ind og søg infomation på DR og TV 2. Informationen vil blive offentliggjort hurtigst muligt, efter at sirenerne har lydt.

 

Når der ikke længere er fare på færde (når der testes, er det efter otte minutter), lyder et 'Faren er forbi'-signal, som er en lang ensartet tone, der varer i 45 sekunder.

Sirenerne testes en gang om året. Det er altid den første onsdag i maj kl. 12.00. Det er en god anledning til at snakke om, hvad signalet betyder.

Sirenerne drives og vedligeholdes af Beredskabsstyrelsen, men det er politiet, der beslutter at udsende varsel og starter sirenerne.

 

Der kan varsles med alle sirener på én gang, eller der kan varsles i enkelte regionale eller lokale områder. Politiet kan også starte sirenerne enkeltvis og på den måde varsle i afgrænsede områder.

Der er opsat 1.078 sirener i byområder med flere end 1.000 indbyggere. Sirenerne kan høres af omkring 80 % af befolkningen. I områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle med mobile sirener.

Politiet kan varsle direkte til din mobiltelefon, hvis den befinder sig i et fareområde. Det mobilbaserede varslingssystem S!RENEN er et supplement til de fysiske sirener.

 

S!RENEN er baseret på en teknologi kaldet 'cell broadcast'. Advarsler bliver sendt til telemaster i farezonen, som automatisk sender advarslen videre til mobiltelefoner i nærheden. Du skal således ikke tilmelde dig.

 

'Cell broadcast'-teknologien er envejskommunikation, så data sendes kun en vej; mod borgerne. Myndighederne modtager hverken data om din mobiltelefon eller dens placering, når en advarsel udsendes. Du modtager altså advarslen helt anonymt på samme måde, som et radiosignal, der sendes til alle radioer i et bestemt område.

 

En mobilvarsling har en unik, høj lyd og vibration og adskiller sig tydeligt fra almindelige beskeder, som SMS’er og push-notifikationer.

 

S!RENEN

Døve og hørehæmmede kan tilmelde sig et SMS-varslingssystem.

Hvis der er akut fare for menneskeliv, udsender myndighederne en beredskabsmeddelelse. Den bringes af DR, TV 2 og på politi.dk og oplyser, hvordan befolkningen i det berørte område skal forholde sig.

 

Der vil aldrig blive hylet med sirenerne, uden at der også udsendes beredskabsmeddelelse. Omvendt kan der i særlige tilfælde godt udsendes en beredskabsmeddelelse, uden at der hyles med sirenerne.