Spring til hovedindhold

Forslag

Grænsekontrol

I Danmark udføres grænsekontrol som et led i politiets arbejde. Grænsekontrollen ved de danske grænser afhænger af, hvor den indrejsende ankommer fra.

Schengen-samarbejdet

Danmark indtrådte 25. marts 2001 i Schengen-samarbejdet. Schengen-samarbejdet er et samarbejde mellem 26 lande (herunder 22 EU-lande) med det formål at skabe et fælles område uden indre grænser. Der udføres derfor som udgangspunkt ikke grænsekontrol ved passage mellem Schengen-landene.

 

Danmarks deltagelse i Schengen-samarbejdet betyder, at de danske grænser opdeles i ydre og indre Schengen-grænser. Danmarks ydre grænse består af sø- og luftgrænser. Danmark har ingen ydre landegrænser, idet grænsen til Tyskland og Sverige anses som indre grænser i Schengen-sammenhæng. Mange lufthavne og havne i Danmark er både en indre og en ydre grænse, afhængigt af, hvor et skib eller fly ankommer fra.

 

Schengen-reglerne giver mulighed for, at der undtagelsesvist kan indføres midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser, hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat.

 

Schengen-reglerne om grænsekontrol kan findes i forordningen om EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks).

 

Midlertidig grænsekontrol

Danmark har siden 4. januar 2016 gennemført midlertidig grænsekontrol på den indre lande- og søgrænse mod Tyskland med henvisning til den alvorlige terrortrussel mod Danmark i lyset af migrantsituationen. Den midlertidige grænsekontrol foretages af politiet som stikprøvevise kontroller ved grænseovergangene mod Tyskland, hvorved politiet udtager personer til kontrol af, om de pågældende lovligt kan indrejse i Danmark.

 

Rejsedokumenter

Der findes to kategorier af indrejsende til Danmark.

 

  1. Statsborgere fra et EU/EØS/CH-land
  2. Statsborgere fra tredjelande

 

Hvilke rejsedokumenter du som indrejsende skal medbringe, afhænger af, om du er statsborger i et tredjeland eller i et EU/EØS/CH-land. Læs mere på nedenstående link:

 

Rejselegitimation