Uddrag af døgnrapport fra VM i ishockey
I løbet af perioden den 11. maj 2018 kl. 7 til den 12. maj 2018 kl. 7 har politiet registreret tre sager relateret til VM i ishockey i Herning.
Det seneste døgn har budt på en sigtelse for besiddelse af narko, et slagsmål og en anmeldelse om pirattaxakørsel.
Kort efter kl. 19.00 fredag aften observerede en af politiets fodpatruljer i fanzonen ved Jyske Bank Boxen en 44-årig dansk mand i færd med at ryge en joint. Ved visitation af manden fandt patruljen endnu en joint. Manden blev sigtet for besiddelse af narko, og patruljen konfiskerede hans joints.
Kl. 02.41 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om et klammeri mellem to danske mænd på en bar i Herning midtby. De stridende parter – en 24-årig herningenser og en 22-årig fra Esbjerg - blev adskilt af dørmændene, men var fortsat opfarende og nægtede at forlade stedet. Politiet blev derfor tilkaldt. Da patruljen ankom, valgte en 24-årig lokal kvinde at blande sig i politiforretningen. Kvinden nægtede at oplyse sit navn til patruljen, og hun blev derfor anholdt med henblik på at fastslå hendes identitet. Det var hun så utilfreds med, at hun både sparkede mod, spyttede efter og forsøgte at bide patruljen. Alle tre fik en køretur til politistationen og en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den ene mand fik desuden en sigtelse for fornærmelig tiltale af politiets patrulje, og kvinden blev sigtet for vold mod tjenestemand.
Kl. 02.52 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse fra en nordmand, der manglede sin iPhone efter en køretur i en bil, der angiveligt fungerede som pirattaxa. Nordmanden følte sig overbevist om, at telefonen var blevet stjålet af bilens fører. Ved hjælp af funktionen ”Find my iPhone” kunne nordmanden se, hvor hans telefon befandt sig. Politiet sendte en patrulje til stedet og fandt ganske rigtigt en bil, hvor der lå en iPhone på bagsædet. Politiet vurderer umiddelbart ikke, at der er tale om tyveri, men formoder, at telefonen ved en forglemmelse er blevet efterladt i bilen. Politiet forsøgte at få kontakt til bilens ejer, der dog ikke svarede på politiets henvendelse. Politiet arbejder videre med sagen med henblik på at få telefonen udleveret til rette ejer og at fastslå, hvorvidt der var tale om ulovlig piratkørsel.
Eventuelle opfølgende henvendelser kan ske til politikredsens pressetelefon, tlf. 7242 3514.