Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. juni 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. juni 2025 kl. 07.00 til 20. juni 2025 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ørebjergvej, Gundsøgmagle, Roskilde
Fredensvej, Benløse, Ringsted
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Køgt Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve
Drone standsede flytrafik - Roskilde Lufthavn, Roskilde
Kl 10.31 modtog politiet anmeldelse om, at en drone fløj rundt i nærheden af lufthavnen som derfor måtte indstille al flytrafik. Droneføreren blev fundet i nærheden, hvor han udførte flyvning for et firma. Droneføreren havde forinden forsøgt at sætte sig ind i reglerne om flyvning nær lufthavnen, men havde ikke fået beregnet afstanden til lufthavnen rigtigt. På det grundlag blev dronen beslaglagt.
Gældende regler om droneflyvning kan findes på https://www.droneregler.dk/
Borger fik standset hensynsløs bilist - Vestmotorvejen, Ringsted, Køge og Greve
kl. 11.08 anmeldte en bekymret bilist, at en varebil kørte hasarderet på motorvejen ved Ringsted mod nord, hvor den overhalede indenom i nødsporet og havde været tæt på at ramme den kvindelige bilist. Hun ringede til politiet og fulgte efter varebilen, så det var en smal sag for en færdselspatrulje at finde frem til varebilen. Færdselsbetjenten nåede frem til varebilen, som nu kørte ad Køge Bugt Motorvejen, hvor han fik standset varebilen tæt på Karlslunde Rasteplads.
Bag rattet sad en 33-årig mand fra Sverige, som forklarede sin usikre kørsel med, at vinden havde taget fat i kassebilen, som kørte uden last, og derfor ikke var ret tung. Han blev vejledt om, at det var hans pligt som fører at tilpasse hastigheden, så han kunne køre sikkert, så han blev sigtet for manglende agtpågivenhed.
Varebilen havde kørt over en længere strækning i 3.vognbane uden grund, og så han blev sigtet for ikke at holde til højre. Bilen havde desuden et nedslidt dæk, som også kommer til at koste den 33-årige en bøde.
Brand i bygning - Korskildelund, Greve
Kl 12.17 kørte politi og brandvæsen til brand i en bygning, hvor ilden havde fået fat i taget. På stedet træf politiet en 40-årig mand fra Brøndby, som erkendte, at han havde udført noget tagarbejde på stedet og i den forbindelse brugt en gasbrænder, som så havde antændt selve bygningen, som var under opførsel. Han havde derefter selv forsøgt at slå ilden ned ved hjælp af nogle brandslukkere. Manden blev sigtet efter beredskabsloven.
Kørte i frakendelsestiden - Værkstedsvej, Køge
Kl 18.03 standsede færdselspolitiet en personbil ført af en 23-årig mand fra Køge. Det viste sig, at manden var frakendt førerretten, hvilket han erkendte.
Butikstyveri - Centervejen, Asnæs
Kl 20.18 blev politiet tilkaldt til et butikstyveri, hvor en 32-årig kvinde i selskab med flere andre havde indfundet sig i et supermarked, hvor de betalte for nogle varer ved scan selv-kassen. De havde dog også varer med sig, som de ikke betalte for. En medarbejder så det og tog kontakt til de tre ude på parkeringspladsen. Det lykkedes at få den 32-årige med tilbage til butikken, mens de øvrige forsvandt fra stedet. Kvindens sag blev afgjort med en straksbøde og samtidigt fik hun at vide, at hun ikke længere var velkommen i forretningen. Patruljen kørte efterfølgende til den adresse i Hørve, hvor kvinden skulle være bosiddende, men det lykkedes ikke at identificere de øvrige fra butikstyveriet.
Tredobbelt fartbøde - Køge Bugt Motorvejen, Solrød
Kl 21.27 var færdselspolitiets civile videovogn i færd med at måle hastigheden på en forankørende personbil, der blev målt til at køre med gennemsnitsfart på 163 km/t hvor man max må køre 110. Betjenten lagde i den forbindelse mærke til to bagvedkørende personbiler, der fulgte med i samme tempo. Førerne af alle tre biler kan nu se frem til en bøde for overskridelse af hastighedsgrænserne samt en betinget frakendelse af førerretten.
Scooter på motorvej - Vestmotorvejen, Bjæverskov, Køge
Kl 23.04 fik politiet en anmeldelse om, at der kørte en scooter uden lys på motorvejen. En patrulje kom frem og fik standset en svensk mand, der var på vej til Malmø. Samtidigt kom også den bil, som politiets tungvognscenter bruger som mobilt kontor ved kontrol af lastbiler forbi. På den måde lykkedes det politiet at få printet et kort ud til manden, så han kunne se, hvordan han kunne komme hjem til Sverige uden at køre på motorvej.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |