Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 27. maj 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 26. maj 2025 kl. 07.00 til 27. maj 2025 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Sofiesminde Alle, Holbæk
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Sognevej, Valløby, Køge (forsøg)
Carl Reffsvej, Holbæk
Kløvestedvej, Borup
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Klintvej, Klint, Nykøbing Sj.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Torvet, Køge
Tranevej, Høng
Skovbovej, Bjæverskov
Håndværkere uden aftale sendt væk – Lærkevej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 07.19 blev en husejer kontaktet af to udenlandske mænd, der bankede på og påstod, at de havde en aftale om, at de skulle lave en terrasse på adressen. Det kendte husejeren ikke noget til, og han bad de to mænd forsvinde fra hans matrikel, hvilket de efterkom. Manden kontaktede derefter politiet.
Hurtig bilist uden kørekort og sele – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 11.18 målte politiets videobil en bilist, der kørte 151 km/t på motorvejen, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 110 km/t. Bilisten, en 47-årig mand uden fast bopæl, anvendte ikke sikkerhedssele. Manden er desuden frakendt førerretten i 10 år frem til 2032. Han blev sigtet for overtrædelserne.
Bilens ejer, en 52-årig kvinde fra Slagelse, blev sigtet for at overlade føringen af sit køretøj til en person uden førerret. Sagerne afgøres på et senere tidspunkt.
Udenlandske mænd på tilkørselsramper – Sydmotorvejen, Køge og Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 12.01 anmeldte en borger, at der på motorvejstilkørslen i Lellinge befandt sig en udenlandsk mand med en guldkæde om halsen. Manden stod ved en bordeaux bil på rumænske nummerplader, der havde katastrofeblinket tændt. Manden stoppede ikke op, da han mistænkte, at der var tale om forsøg på svindel. En patrulje kørte frem til stedet, men fandt ikke den omtalte mand.
Kl. 16.18 anmeldte en anden borger, at der på motorvejstilkørslen i Ringsted Ø holdt en sort bil, der havde rumænske nummerplader. Anmelderen genkendte køretøjet og oplyste til politiet, at han var bekendt med, at føreren af bilen ved tidligere lejligheder kontaktede bilister og forsøgte af afsætte smykker i bytte for kontanter. En patrulje kørte frem til stedet, men fandt ikke frem til det rumænske køretøj.
Mand faldt om under arbejde i 30 meters højde – Hallas Alle, Kalundborg
Kl. 12.09 modtog politiet en anmeldelse om, at en håndværker, en 28-årig mand, havde fået stød. Manden havde befundet sig på en lift, hvor han var i gang med at montere en stålbjælke på en konstruktion i ca. 30 meters højde, da et lyn slog ned i nærheden af manden. Manden faldt om i liften, og blev bragt i sikkerhed på jorden. Manden var ved bevidsthed, og var umiddelbart ikke kommet til skade. Han blev kørt til tjek på sygehuset. Arbejdstilsynet underrettet.
Chauffør sigtet for at krænke passager – Roskilde
Kl. 15.06 anmeldte personalet fra et bosted, at en af deres beboere var blevet krænket af den chauffør, som skulle køre hende til lægen tidligere på dagen. Kvinden i 30´erne var blevet befølt og kysset af chaufføren på køreturen. Kl. 18.10 anholdt en patrulje den mistænkte chauffør, en mand i 20´erne fra Vestsjælland, og han blev taget med på politistationen til afhøring med sin advokat, hvor han nægtede at have krænket kvinden. Han blev senere løsladt, men kan forvente at høre mere i sagen senere.
Blufærdighedskrænkelse ved skole – Lendrumvej, Strøby - Stevns
kl. 15.06 fik politiet anmeldelse fra en mor til en pige på Strøbyskolen, som fortalte, at datteren, havde været udsat for blufærdighedskrænkelse efter skole. Ifølge datteren havde mand havde blottet sine kønsdele over for flere børn. Der er p.t. ikke indgået anmeldelser fra øvrige forurettede.
Pigen beskrev mande som: 60-65 år, alm. af bygning, hvid hud, gråt tyndt hår. Iført blå/grå jakke med rødt logo og blå cowboybukser.
I starten af maj var en lignende anmeldelse fra samme skole, og lokal politiet undersøger nu sagerne, herunder om der kan være tale om samme mand. Borgere, som har oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.
Påvirket mand bag rattet – Anders Plougs Alle, Greve
Kl. 16.13 blev en 35-årig mand fra Greve sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da han kom kørende i østlig retning, på trods af, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Togtrafik kortvarigt indstillet – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk
Kl. 17.04 modtog politiet en anmeldelse om, at en kvinde befandt sig på togskinnerne. Togtrafikken blev derfor indstillet, mens politiet og personale fra et opholdssted arbejde på stedet med at finde frem til kvinden. Kl. 17.20 fik politiet fat i kvinden, og togkørslen kunne genoptages. Kvinden, der befandt sig på skinnerne, er 17 år og blev efterfølgende indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Påvirket bilist – Hækkemosen, Snertinge, Kalundborg
Kl. 00.18 blev en 33-årig mand fra Fårevejle sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres, når politiet modtager resultatet af blodprøven.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |